I København K er julefrokosten i gang.
Sprutten har for længst sejret over den pæne omgangstone, og høflighedsfraserne er ryddet af bordet sammen med frikadelleresterne og den sidste sjat syltede agurker. Karrierekvinden i slutningen af tyverne, der i dagens anledning har taget en stram kjole på og krøllet sit hår, sidder nu og snakker med en af de mandlige mellemledere. »Hvad er dine fremtidsplaner?«, spørger han hende, og hun svarer ærligt, at hun vil til tops – måske endda være afdelingschef. »Nåh ...? Hvis jeg må give dig et råd«, siger han så og tager sig denne frihed i næste åndedræt: »Du skal nok slappe lidt af med smilene og de mange jokes. Du skal ikke være så sød, ikke så feminin. Vær mere som din kollega. Ja, for han har ligesom mere autoritet. Dig tænker vi mest på som hende den søde vikar«, fortsætter han, smilende og alfaderligt. »Nu bliver du vel ikke ked af det, vel?«, tilføjer han og udbryder så: »Du er lækker. Lad os danse«. Hun rejser sig, forvirret over ordene, og i samme øjeblik kommer chefen for det hele gående. Hun smiler høfligt til ham, han kniber hende i numsen og blinker til hende, som var de sammensvorne. Hun er helt paf og når ikke engang at slå hans hånd væk, ej heller at finde på en kvik bemærkning.
