Der findes en andenhistorie om at blive ældre, om tab af hørelse og forestående død end ... nå ja, end dén. Forleden – og så betyder det mindre, at historien udspiller sig i Lissabon snarere end i København – så min veninde og jeg på hinanden over to tallerkener på en fado-restaurant. Udfordrende.

Én af os skulle jo sige det: »Hva’ ... gør det dig noget, hvis det ikke bliver supersent i aften? Jeg har gået hele dagen og været ude i luften og er træt. Hvad siger du til, at vi bare går hjem, når vi har fået en drink til?«. På vej hjem til hotellet gennem Barrio Alto-kvarteret blev vi bekræftet i, at hjem var den rette retning. I alle gader, i enhver smøge og hen over ethvert tænkeligt torv var vi de ældste.