»Jeg kan huske, at jeg var i tvivl, om den var lidt for meget«
Sommerkjole fra 1950'erne: »Den købte jeg i Amsterdam for omkring 10 år siden, og det var et af mine første fund, da jeg begyndte at interessere mig for vintage. Jeg kan huske, at jeg var i tvivl, om den var lidt for meget og for bondepigeagtig, men jeg er meget glad for, at jeg købte den, for det er en af de kjoler, som jeg bruger allermest«.
»Den er så klassisk, tidløs og sjov med roserne, de grønne blade og den hvide bund, og samtidig er den meget særlig for 1950’erne med den smalle talje og det store skørt. Materialet er ret fantastisk, for det er meget stift. Den sidder lidt af sig selv, når man har den på. Jeg bruger den hver eneste sommer, så den minder mig om sol og is, og når jeg kommer i den, ved jeg, at vejret er blevet varmere, og at alt er godt. Faktisk har jeg mange sommerkjoler, som bare hænger hele vinteren og minder mig om, at det bliver sommer igen«.