»På den nye plade tager jeg museskridt væk fra den religiøse verden, kan man sige. Den er mere edgy. Lidt mere sexet«, siger Leon Bridges.
Foto: Jack McKain (pr-foto)

»På den nye plade tager jeg museskridt væk fra den religiøse verden, kan man sige. Den er mere edgy. Lidt mere sexet«, siger Leon Bridges.

iBYEN

Interview med soulsanger Leon Bridges: »Hvis teksterne ikke taler nedladende om kvinder, er det åbenbart ikke sort musik«

Leon Bridges gik opvasker til anmelderrost soulsucces. Mens nogen hylder ham for at være en reinkarnation af soul–legenden Sam Cooke, punker andre ham for at være en pastiche. På mandag spiller Bridges en udsolgt koncert på Vega.

iBYEN

Der var en løssluppen stemning den aften i 1997, da Leon Bridges var med sin far på arbejde i det lokale medborgerhus i Dallas. Kvarterets børn var samlet til et lock-in – en aften med pizza, leg og overnatning. Og selv om rummet vibrerede af hyperaktivitet, lyden af boldspil og filmvisning, var det noget helt andet, der optog den dengang 8-årige Leon Bridges.

I hjørnet af lokalet havde en dreng sat sig til klaveret, og da tangenterne markerede melodien til R-Kellys ’When a Woman’s Fed Up’, forsvandt al larmen omkring ham.

»Det var noget ved stilen og stemmeføringen, der ramte mig direkte i maven«, husker Leon Bridges, der voksede op i et religiøst hjem uden den slags nymodens toner på anlægget. Det blev starten på en r&b-forelskelse, der sidenhen har bragt den 29-årige texaner ind på den internationale musikscene.

I dag har han udgivet to anmelderroste album. Han har været nomineret til to Grammy Awards, lagt soundtrack til serien ’Big Little Lies’, optrådt for familien Obama i Det Hvide Hus og stået på scenen med kunstnere som Paul McCartney, Lionel Richie og Stevie Wonder.

Men det er langtfra en succes, der lå for fødderne af den ellers noget generte gut fra Texas, der voksede op i en fattig familie, droppede ud af college og generelt havde sådan lidt svært ved at passe ind, siger han, da vi fanger ham over telefonen forud for en koncert i Texas.

På mandag spiller han på Vega i København, og i den forbindelse har Ibyen taget en snak med den unge soulkomet med det permanentede hår og de højtaljede bukser om kampen for at finde sin egen vej i et landskab af allerede optegnede stier.

Sam Cookes arvtager

Leon Bridges kastede lytterne direkte tilbage til de tidlige 60’ere, da han i 2015 udsendte debutalbummet, ’Coming Home’. Pladen blev indspillet i hjembyen, Fort Worth, udelukkende med lokale musikere og efter devisen om, at instrumenterne ikke måtte være yngre end 50 år. Og det varede ikke længe, før den unge crooner blev beskrevet som soulkongen Sam Cookes nye bonkammerat.

»Det var crazy, for jeg kastede mig ikke ud i projektet med intentionen om at slå igennem. Det så jeg slet ikke som en mulighed«, fortæller han roligt i telefonen.

Det var imidlertid det, der skete. Bridges ikke bare slog, men bragede igennem med sin debut. Og da han i foråret udsendte toeren, ’Good Thing’, blev det tydeligt, at han ikke havde tænkt sig blot at sværme som en retrodøgnflue.

Selv om han måske nok stadig ligner en, der dyrker swingdance til 60’ernes sydstatssoul på vinyl, er lyden på toeren imidlertid trådt ud af den sepiafarvede tidslomme. Eller det vil sige, retrospektet er i hvert fald blevet bredere: fra 80’er-pop over 90’er-r&b til neo-soul, funk og free-jazz.

»Sam Cooke-sammenligningen var selvfølgelig smigrende, men den definerer mig ikke som kunstner«, siger Leon Bridges.

»Allerede mens jeg turnerede med ’Coming Home’, oplevede jeg, hvordan jeg ramte en mur, når jeg forsøgte at skrive sange som dem på debuten. Det fik mig til at indse, at det, jeg ville sige , var sagt. Nu skulle jeg videre. Og det var en enorm befrielse«, siger han og fortæller, at han med ’Good Thing’ vil han vise, at hans musik sagtens kan stå ved siden af nyere kunstnere som Usher, Bruno Mars og Anderson .Paak og stadigvæk være 100 procent Leon Bridges.

Toeren lægger ud med nummeret ’Bet Ain’t Worth the Hand’, en Disney-agtig harpe og en Frank Ocean-klingende falset, der fortæller om forvirret forelskelse og frygten for at binde sig. Ni numre senere lukker albummet med den mere jazzede sjæler ’Georgia to Texas’ – fortællingen om en stærk mor, en opvækst med aflagt tøj og om at miste sin mødom til en prostitueret på et motelværelse. Derimellem bevæger sangene sig ad hver sit soniske stisystem.

Leon Bridges arbejder ikke længere med ét endegyldigt koncept, én bestemt genre eller ét specifikt årti. Og dermed er han med til at ruske lidt i den aktuelle r&b, mener han.

»Den sorte soulhistorie er der stadigvæk, men jeg arbejder også med elementer af elguitar og mere syntetiske lyde. Og så handler mine sange om kærlighed. Det er der ikke så meget tilbage af i den hiphop- og trap-orienterede r&b, der dominerer scenen lige nu«.

Gospel i forstaden

Leon Bridges blev født i Georgia i 1989, før familien året efter flyttede til Fort Worth i sydstaten Texas, hvor han bor den dag i dag.

Da han var 7 år, blev forældrene skilt, og barndommen blev splittet mellem to verdener, som han forklarer det: forstaden og the hood. Moren boede i den lille by Crowley, hvor Leon Bridges gik på en overvejende hvid middelklasseskole. Det var et kristent hjem, og søskendeflokken måtte ikke lytte til den sekulære musik, flere af deres jævnaldrende dyrkede. Det var derfor først, da faren flyttede til Dallas, at Leon Bridges stiftede bekendtskab med genrer som hiphop og r&b.

»Vi gik stadigvæk i kirke. Men min far boede midt i storbyen, og her var jeg pludselig blandt børn, der voksede op uden fædre og havde rodet sig ind i bandemiljøet«, siger han og fortæller, at hans far arbejdede med mange af gadens børn og unge. Og det var dem, der introducerede Leon Bridges for kunstnere som Twista, R-Kelly og Usher på et tidspunkt, hvor han mest havde lyttet til Anita Baker, Babyface og de moderne gospelsangere, der strømmede ud af højtalerne hos hans mor.

I dag kan man spore lyden af begge hjem i hans musik. Men hvor sange som ’Flowers’, ’Shine’ og ’River’ på debutpladen har tydelige sobre og spirituelle referencer, er der langt mere sensuel pejs-rødvin-lammeskind-stemning over ’Good Thing’.

»På den nye plade tager jeg museskridt væk fra den religiøse verden, kan man sige. Den er mere edgy. Lidt mere sexet«, siger han beskedent om en plade, der flere steder ville få selveste Marvin Gaye til at smide håndklædet i ringen.

Men selv om tekstuniverset primært cirkulerer om eviggyldige temaer som kærlighed og frygten for at miste den, er det nu ikke, fordi der i øjeblikket er så megen tid til tosomhed i hans liv:

»Jeg har for travlt til seriøse forhold«, siger han og nærmest afbryder sig selv: »Men jeg møder stadigvæk mange piger, når jeg turnerer. Så romantikken handler nok mest om at leve i nuet«.

At stjæle sig til looket

Egentlig drømte Leon Bridges om at blive danser. Efter skole stod han ofte i timevis foran spejlet derhjemme og imiterede de trin, han havde set i Usher og Ginuwines musikvideoer. Og på college valgte han derfor at studere koreografi. Jazz, ballet, moderne og street dance. Han dansede det hele. Og hver gang de skulle sætte en danseforestilling op, stak han ned i den lokale genbrugsbutik.

»Uanset om det var et Bob Fosse (amerikansk koreograf, red.), afrikansk eller et jazzstykke, skulle vi finde et outfit. Men jeg var flad som bare fanden og gik derfor i en genbrugsbutik og hentede tøj. Eller ... teknisk set stjal jeg det«, griner han. Og det blev begyndelsen til det vintagelook, der i dag er karakteristisk for Leon Bridges.

Da hans mor kort derefter mistede sit job, droppede Leon Bridges ud af college og begyndte at arbejde på to af byens grillrestauranter for at hjælpe til med regningerne. Som 21-årig begyndte han at skrive sine egne sange. Han lærte sig selv at spille guitar. Og til diverse af byens open mic-aftener afprøvede han materialet og begyndte at jamme med det lokale rockband The Texas Gentlemen, »der kørte den her Rolling Stones- og Beatles-agtige 60’er-stil«.

»Jeg kan huske, at jeg var vildt inspireret af nogle billeder af The Dapper Rebels«, siger han om den gruppe nydeligt klædte unge mænd, der i 1965 gjorde oprør mod racediskrimination i L.A.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg havde aldrig set sorte mænd klæde sig på den måde. Og ligesom The Texas Gentlemen hyldede 60’er-stilen, ville jeg vise, hvor sindssygt smooth sorte klædte sig i samme periode«, fortæller han.

Om dagen skyllede han smeltet ost og mayo af tallerkner på arbejdet. Om aftenen gik han på scenen iført aflagt herretøj fra 60’erne. Og da han en tilfældig tirsdag spillede for en håndfuld gæster på en lokal bar, var guitaristen fra Texas-rockbandet White Denim til stede.

»Vi skal lave en plade«, sagde han til Leon Bridges. Og før han vidste af det, var de første sange til ’Coming Home’ indspillet.

Ikke helt sort nok

Det var imidlertid ikke alle, der lettede på hatten for at hylde Leon Bridges’ rendyrkede dedikation til retrolyden, da pladen udkom. Kritikken lød, at der mest af alt var tale om en musikalsk makeover af 60’ernes soul uden øje for den politiske opstand, den udsprang fra.

Problematikken blev blandt andet diskuteret i en længere artikel fra NPR, der skrev, at Leon Bridges dykkede ned i en periode i soulhistorien, hvor sorte musikere stod over for valget, om de skulle fastholde de mere konservative og mere eller mindre apolitiske kærlighedssange eller bruge musikken til eksplicit at ytre politiske og socialt engagerende synspunkter.

»Det er, som om den eneste måde, hvorpå hans feel good-vintagenostalgi kan fungere, er ved at fjerne folk fra det urbane sydstats-Jim Crow-landskab«, lyder den kradse kritik i artiklen, der peger på videoen til debuthittet ’Coming Home’ som eksempel på problemet.

I sort-hvide sekvenser sættes en analog båndoptager i gang, mens Leon Bridges varmer stemmen op i en klassisk 60’er-mikrofon. Scenen skifter, og silhuetten af en ung velklædt mand bevæger sig nu i slowmotion gennem et affolket bybillede. Læderskoene er pudset til perfektion, bukserne har pressefolder, og filthatten er overskudsagtigt tiltet på hans hoved.

»Baby, baby, baby, I’m coming home«, synger han med en stemme, der sender tankerne tilbage til Motowns storhedstid. Men der er ingen mennesker, pointerer artiklen. Kun Leon Bridges. Hans hvide kæreste. Og hans hvide barber.

»Ærlig talt forstod jeg det ikke«, siger Leon Bridges om de noget forskellige reaktioner, debutpladen affødte. »Det var en hyldest til sort musik. Og jeg forsøgte at skabe et album inden for en periode i den sorte musikhistorie, som jeg altid har elsket. Og alle mine tekster er relaterbare«, siger han og tilføjer, at det svarer lidt til at vende ryggen til jazzhistorien, fordi den »har haft sin tid«.

På samme vis undrede det ham, at debuten aldrig rigtig vakte den store interesse hos den afroamerikanske befolkning. Når han kurrende gik på scenen med nummeret ’Brown Skin Girl’, var der med andre ord ikke mange farvede piger at gøre kur til. Og da han tidligere på året blev offentliggjort som hovednavn på Rodeo for Black Heritage Day, der tidligere har haft navne som Jason DeRulo og Beyoncé på plakaten, var ordlyden hård i de lokale aviser.

Leon Bridges var således »ikke booket til afroafrikanske musikfans«, og hvorfor ville man dog vælge en kunstner med så »lille en relevans for et sort publikum til at være hovednavn en aften, der hylder den afroamerikanske arv?«, lød det blandt andet.

»At min musik ikke skulle være sort, vidner om åbenlys uvidenhed«, siger Leon Bridges. »Det kommer tydeligvis fra ideen om, at hvis ny soul- og r&b-musik ikke har et fucking hiphop- eller trap-beat, og hvis teksterne ikke taler nedladende om kvinder, er det ikke sort nok«.

På ’Good Thing’ er han begyndt at smage lidt mere på sin politiske stemme – uden at gå på kompromis med de ørehængende melodier, der kan få selv den mest skeptiske slangeskindsstøvle til at vippe på gulvet.

At få meget ud af ingenting

»They told me I was born to lose/ but I made a good good thing out of bad bad news«, synger han på den funkede førstesingle ,’Bad Bad News’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sangen handler om at opnå noget stort på trods af din hudfarve og sociale baggrund. Det er, som om USA ikke blev designet til sortes succes. Og jeg vil vove at påstå, at det er en fortælling, der gælder ikke bare farvede i USA, men i hele verden«, siger han.

Men selv om Leon Bridges måske nok er blevet mere bevidst om de budskaber, han jonglerer med, er han stadig i gang med den politiske stemmetræning.

»Det er ikke svært at se problemer i USA lige nu, men det med at oversætte frustrationerne til sange«, siger han og holder et øjebliks pause: » ... for at være ærlig er det noget, jeg stadigvæk kæmper med«.

Når han på mandag går på scenen i Vega, er det med præcis samme forelskelse i musikken som den, han oplevede i medborgerhuset som barn. Og det er først og fremmest den, han ønsker at dele med sit publikum. Hvad angår budskaberne, handler det måske i virkeligheden om at sige lidt mindre, mener han. Og så lade musikken være en pause fra alt det lort, der allerede er blevet sagt.

Leon Bridges. 29. okt. kl. 20. Vega, Enghavevej 40, Kbh. V. Udsolgt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce