Årsskifte betyder nytårsforsæt, og hos Nørrebro-baren Joy har de allerede indfriet deres.
Hen over julen har de været i arbejdstøjet og givet baren en make-over, så lokalerne bedre passer til de oprindelige ambitioner om at skabe en kvalitetsbevidst musikbar. De har med andre ord haft gang i en omgang lydisolering.
»Vi har trådt et lille skridt tilbage for at gøre lokalerne klar til de oprindelige ambitioner. Der er omrokeret og lydisoleret grundigt for at skabe en bedre oplevelse for vores gæster og ikke mindst for vores naboer«, udtaler ejer Kristian Kjøller i en pressemeddelelse.
Joy åbnede i april 2018 med det formål at skabe en ambitiøs bar, der fokuserede på den musik, der ikke bliver spillet på dansegulvene i Gothersgade. Men naboklager om støj fik sat en stopper for musikken.
»Her tager vi musikken seriøst«: Kødbyklassiker åbner nyt i de gamle Trabibar-lokaler på NørrebroDet skulle alt sammen gerne være historie, når døren atter bliver åben for nationale og internationale dj’s hver fredag og lørdag.
Joy genåbner i weekenden 4. og 5. januar, og der vil Fergus Murphy varetage dj-pulten sammen med Brian Williamson og Renato Lopes. Fergus Murphy, der er født irer, men bor i København, vil desuden være den ansvarlige for barens musikprofil.
Lydisoleringen er dog ikke den eneste ændring, der kommer med 2019.
Joy har også besluttet at kvitte smøgerne, så de, der mener, at alkohol og cigaretter går hånd i hånd, må nu også uden for, hvis de vil ryge på baren.
Joy, Griffenfeldsgade 26, Kbh. N. Genåbner 4. januar. www.facebook.com/joycopenhagen
fortsæt med at læse
