Skuespiller Xenia Lach-Nielsen, her i rollen som Leonora Christina på Odense Teater. Foto: Emilia Theresa
Foto: PR-foto

Skuespiller Xenia Lach-Nielsen, her i rollen som Leonora Christina på Odense Teater. Foto: Emilia Theresa

iBYEN

»Dengang føltes det, som om hele min verden kollapsede«: 3 danske skuespillere fortæller om deres største kiks på scenen

Af og til arter arbejdsdagen sig bare ikke, som man håbede på. Heller ikke selvom man er skuespiller og har øvet i månedsvis. Ibyen har talt med 3 danske scenekunstnere om deres største kiks på scenen.

iBYEN

XENIA LACH-NIELSEN

Skuespiller Xenia Lach-Nielsen er denne sæson aktuel i musicalen ’Leonora Christina’ på Odense Teater. Her fortæller hun om sit værste scenekiks.

Xenia Lach-Nielsen
Foto: Peter Hove Olesen

Xenia Lach-Nielsen

»Der er særligt én brøler, der står tydeligt prentet ind i min erindring. Og der skal vi tilbage til 2016, hvor jeg spillede med i ’Jordens søjler’ på Østre Gasværk.

Det er en forestilling, der udfolder sig i et middelaldermiljø. Alt ved omgivelserne signalerer, at vi befinder os i en anden tid, og selv var jeg iført et meget særligt kostume, der bestod af en kjole med fjer over skuldrene, et skørt med en masse stivere og en form for visir foran ansigtet.

Inden jeg første gang skulle på scenen, var der en ret lang pause, hvor vi oftest sidder og venter eller gør os klar. Men nogle friske kolleger og jeg ville se, om vi ikke kunne tabe os et par kilo i spilleperioden, og derfor havde vi besluttet os for at bruge tiden på et lille workout-program bag scenen. Så mens de første scener udspillede sig, rendte vi rundt ude bagved og løftede vægte med fuld makeup, strømpebukser, mikroport og opsneglet hår. Sådan var det også den dag.

Og her går jeg helt alene i mørket, da det pludselig går op for mig, at der er et eller andet, som føles helt forkert.

Da øjeblikket kommer, hvor jeg skal på scenen, trækker jeg godt op i min kjole for at komme helt op på et plateau på scenen. Her råber jeg op og skælder ud i rollen som den vrede Regan, før jeg forlader scenen gennem gangene under publikumsopbygningen.

Og her går jeg helt alene i mørket, da det pludselig går op for mig, at der er et eller andet, som føles helt forkert. Noget er meget anderledes, end det plejer at være. Og da jeg ser ned, lyser problemet op i mørket under mig. Jeg har et par størrelse 41, turkisfarvede Asics-kondisko på.

Og da jeg ser ned, lyser problemet op i mørket under mig. Jeg har et par størrelse 41, turkisfarvede Asics-kondisko på

Sådan nogle, man jo naturligvis har på, hvis man er seriøs med sin træning og gerne vil kunne springe rundt med god affjedring. Men ikke ligefrem nogle, man bærer i en episk middelalderforestilling. Og da slet ikke de der usmarte træningssko, som altid har været den forkerte farve og lidt for store og kun havde fået lov til at komme ud af skabet, fordi de fik en berettigelse med det træningsprogram.

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har følt mig så skamfuld. Jeg havde lige et moment, hvor jeg – mens sveden decideret haglede af mig – tænkte: ’Er der nogen som helst chance for, at det gik ubemærket hen?’. Øhm, nej. Der var intet i det stykke, der lagde op til, at jeg skulle bære andet end middelaldersko.

Da jeg kom ud, var min forestillingsleder helt hvid i hovedet. Jeg var jo nødt til at trække noget så heftigt op i min kjole for at komme på scenen, så der havde jeg stået og leveret meget vrede replikker med visir foran ansigtet og et par neonoplyste træningssko. Der var absolut ingen chance for, at publikum havde overset, at den der middelalder-rappenskralde havde sko på fra det 21. århundrede«.

Leonora Christina. 22. januar - 15. februar. Odense Teater. Jernbanegade 21, Odense.

PETER LODAHL

Operasanger Peter Lodahl er denne sæson aktuel i operaen ‘Drot og Marsk’, der spiller på Det Kongelige Teater. Her fortæller han om sit værste scenekiks.

Peter Lodahl.

Peter Lodahl.

»Når man, som jeg, er klassisk sanger, medvirker man ofte i operaer, der er skrevet for flere hundrede år siden. Det betyder, at der er visse roller, der går igen, og stykker, som man får lov at besøge i mange forskellige opsætninger.

Og når det kommer til mine scenekiks, så har jeg én tilbagevendende forbandelse i en af de roller, jeg har spillet allerflest gange. Det er som digteren Rodolfo i ’La Bohème’. Det er nemlig sådan, at hvis man skal lykkes med operaens første akt, er det altafgørende, at visse rekvisitter er til stede på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

I stykket forelsker Rodolfo sig i sypigen Mimi. Og da lyset i hendes hjem en aften er gået ud, kommer hun op i hans lejlighed for at få det tændt. Her mister hun sin nøgle, som Rodolfo finder og efterfølgende bruger som en slags afpresning til at få hendes hånd. Alt dette leder op til øjeblikket, hvor jeg skal synge den berømte arie ’Så kold den lille hånd er’.

Jeg har nu spillet ’La Bohème’ 75 gange i otte forskellige produktioner i hele verden. Og jeg har oplevet at mangle både nøgle, lys og vin

Men hvis den sang overhovedet skal give mening, er der tre situationer, der logistisk skal gå op. For det første er Rodolfo ikke til den store hjælp, hvis ikke han kan tænde Mimis slukkede lys. For det andet byder han hende på et glas vin oppe i lejligheden. Og det virker umiskendeligt lidt mærkeligt at sige »un po’di vino«, hvis ikke der er en vinflaske at skænke fra. For det tredje skal nøglen ikke bare være på scenen, den skal kunne findes af Rodolfo, hvis den afpresning skal have nogen som helst gennemslagskraft.

Jeg har nu spillet ’La Bohème’ 75 gange i otte forskellige produktioner i hele verden. Og jeg har oplevet at mangle både nøgle, lys og vin. Hver gang står jeg i en blanding af helt kølig handlekraft og fem sekunders total panik, hvor jeg bare tænker fuck, fuck, fuck.

Det er ikke mere end to måneder siden, den sidst var gal til en premiere i Schweiz, hvor jeg i en moderne opsætning skulle tænde Mimis lys med en lighter, som de havde glemt at lægge i mit kostume.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når det går galt, kigger jeg alle andre steder end på publikum

Når det går galt, kigger jeg alle andre steder end på publikum. De aner alligevel ikke, at det hele potentielt snart kan skride. Denne gang lykkedes det mig, midt i ’Så kold den lille hånd er’, at få signaleret, at det lys, hele plottet er sat op omkring, ikke kan tændes. Så midt i en ellers noget stram koreografi fik jeg bevæget mig over i den anden side af scenen efter en reservelighter. Inden for operaen er det sådan, at man giver hinanden premieregaver.

Og nu er det faktisk blevet sådan, at jeg har lavet et ’La Bohème’ survival-kit til mine medspillere med en nøgle, en proptrækker og en lighter«.

Drot og Marsk. 23. marts - 25. maj. Operaen, Store Scene. Ekvipagemestervej 10, Kbh. K

MATHILDE PASSER

Skuespiller Mathilde Passer er denne sæson aktuel i musikforestillingen ’Jeg er sgu min egen’ på Nørrebro Teater. Her fortæller hun om sit værste scenekiks.

Mathilde Passer.

Mathilde Passer.

Da jeg for nogle år siden var i praktik på Teater Grob, var jeg helt oppe at køre, fordi jeg var så heldig at have fået en lille-bitte rolle i forestillingen ’På herrens mark’, der havde Solbjørg Højfeldt i hovedrollen. Jeg havde fået en ren funktionsrolle som cateringleverandør.

Rollen var langtfra en hovedkarakter. Den havde den ene funktion at pisse Solbjørg Højfeldt af med en enkelt replik om en krydderurtemarineret brie. Men det betød virkelig meget for mig, at det skulle gå godt. Og jeg tænkte, at alt afhang af, at jeg gjorde det godt, hvilket jo sjældent er en særlig god forudsætning for at lykkes.

Publikum må have siddet og tænkt: Nå, hvad mon der skal ske med det der viskestykke?

Da vi nåede til premieren, var jeg så pissehamrende nervøs.

Alt sitrede på mig af spænding, da jeg gik på scenen for at levere den der ene, ultrakorte replik. Med mig i den ultrakorte indgang i stykket havde jeg kun én rekvisit: et viskestykke. Og det første, jeg gør, da jeg kommer på scenen, er at tabe det viskestykke ud af hånden.

Replikken, til gengæld, den kom ikke rigtigt nogen vegne. Jeg husker det der ventende blik fra publikum foran mig, før det hele snørede sig sammen for mig. Publikum må have siddet og tænkt: Nå, hvad mon der skal ske med det der viskestykke? Og der skulle jo ikke ske noget som helst.

På gulvet lå det åndssvage viskestykke som symbol på, at jeg havde tabt det hele på gulvet. Jeg kan huske, at det føltes som verdens sløveste buk, jeg lavede ned efter det tabte viskestykke. Selv om jeg endte med at få fremstammet min replik, nåede jeg fuldstændig at miste gejsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I virkeligheden havde det været sjovere at lade det ligge og spille på det. Det kunne jo være, at den der cateringleverandør var vanvittigt kikset eller klodset.

Det hele var lidt you had one job-agtigt, og dengang føltes det, som om hele min verden kollapsede. Jo mindre en rolle, man har, des mindre forsøger man på en eller anden måde at gøre sig bemærket. Jeg havde bare så mange forventninger til det hele, at jeg fuldstændig frøs i min overivrige glæde. Det er underligt, hvordan man fuldstændig kan miste kontrollen over sin krop, hvis der er noget, man virkelig virkelig gerne vil have den til«.

Jeg er sgu min egen. 28. februar - 13. april. Nørrebro Teater. Ravnsborggade 3, Kbh. N.


Annonce

IBYEN