1. Bliv en helt
Drømmer du om at blive en helt, men ved ikke lige, hvordan du får det til at ske? Så tag til på Glyptoteket i vinterferien, hvor du kan komme i lære hos både Herkules, Perseus og Odysseus og få vaskeægte heltetræning.
Og selveste Zeus, gudernes konge, vil hjælpe dig på en farefuld færd gennem museets sale, hvor du sammen med dine væbnere skal kæmpe mod uhyrer og løse gåder, mens ondskaben ligger og lurer.
Heltetræning for hele familien 12.-17. februar. Glyptoteket, Dantes Plads 7, København V. Entré 115 kr. Børn under 18 år: Gratis. Heltetræning 20 kr. pr. barn. Børn 4-10 år.
2. Rejs tilbage i tiden
Hvad skete der egentlig den dag, Frederik VII skulle underskrive grundloven? Tag med forestillingen ’Den folkekære konge’ tilbage i tiden, og hør om det brev, Frederik fik fra sin far, der mente, at han skulle finde sig en prinsesse, forhindre en krig og dele sin magt med folket.
Når du efter forestillingen igen lander i 2019, kan du tage en tur rundt i De Kongelige Stalde og se de royale heste og dronning Margrethes gyldne kareter.
’Den Folkekære Konge’. 11.-15. februar. Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 5, 1218 København K. 11.-15. februar kl. 12 og 13. Pris: Børn 80 kr., voksne 160 kr.
3. Flyv ind i fremtiden
Hvordan skal fremtidens by se ud? Skal der være flyvende biler, som suser ind mellem huse, der er så høje, at de rager igennem skyerne? Mange børn har prøvet at bygge ridderborge, rutsjebaner og rumfærger med det populære spil ’Minecraft’, og på en tre timers lang workshop skal der bygges en stor, fælles Minecraft-verden.
Undervisere vil hjælpe børnene med at skabe fremtidens by, som måske har huse under havet eller flydende lava løbende gennem gaderne. Og når alle brikker er på plads, skal byen besøges i virtual reality.
Minecraft-workshop 10.-17. februar. Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, København K. Billetter: Barn inkl. en voksen ledsager 110 kr. www.dac.dk
4. Quiz om musik
Pak luftguitaren, kridt danseskoene, og tag familien med til ’Mig og musikken’, hvis I er klar på en udfordrende dag til tonerne af ørehængende musik. Her skal I blandt andet danse, quizze om musik og køre rundt på verdens største pladespiller. Efter omvisningen er der mulighed for at udfolde sig kreativt i værkstedet, hvor temaet selvfølgelig er ’musik’.
’Mig og musikken’. 11.-15. og 18.-22. februar. Ragnarock, Rabalderstræde 16, Roskilde. Entré: 95 kr. Børn gratis. Værkstedet: 25 kr. per barn til materialer. For børn i 3.-6. klasse.
5. Murer for en dag
Mangler I en dygtig håndværker i familien, så tag børnene med på mini-murerskolen, hvor de kan blive murer for en dag. Hele familien kan få mørtel på fingrene og bygge sammen, og murerlærlinge vil undervise børnene i, hvordan mini-murstenene skal lægges.
Når dagen er slut, får de nye murere et svendebrev med hjem lige til at sætte i glas og ramme.
’Murer for en dag’. 11.-17. februar. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København K. Entré: Voksne 90 kr., børn gratis. Murerskole: 20 kr., pr. barn. 5-12 år.
6. Stik hovedet i hajens gab
Dyk ned i havets dyb, og stik hovedet ind i hajens kæber på Zoologisk Museum, der tager dig med under overfladen. Museet har været i gemmerne og fundet særlige genstande frem fra videnskabelige samlinger. Du kan røre ved hajkæber, live-quizze og udfolde kreative ideer i værkstedet, hvorefter du kan tage dit værk med hjem.
Da din billet også giver adgang til to af de andre parkmuseer, kan du, hvis hajen ikke har bidt hovedet af dig, tage videre og udforske krystaller på Geologisk Museum eller gå en tur mellem de eksotiske planter i Palmehuset i Botanisk Have.
’Under overfladen’. 9.-17. februar. Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, København Ø. Entré: Voksne 95 kr., børn 3-16 år 50 kr.
7. Rens urin i rummet
Vil du vide, hvordan livet som astronaut er? Så kan du på Planetarium se den helt nye film om Andreas Mogensens astronautdrømme og hans 10 dage på rumstationen.
Og drømmer du også selv om at rejse ud i himmelrummet, kan du efter filmen opleve nogle af de forsøg, som Andreas Mogensen foretog i rummet. Et af dem går ud på at rense urin, så det kan drikkes. Rygtet lyder dog, at der ikke bliver brugt ægte urin, men kamillete.
’Oplev livet som astronaut’. Weekender 8. februar – 12. april og alle dage i vinterferien. Gl. Kongevej 10, København V. Entré inkl. film: Voksne 160 kr., børn 3-11 år 99 kr.
8. Skyggeteater
Hør en lille fugl, der synger så vidunderligt, at man ønsker at have den hos sig for evigt. Den Hirschsprungske Samling inviterer til H.C. Andersens ’Nattergalen’ som skyggeteater i forbindelse med særudstillingen ’Jordforbindelser’.
Her er der også mulighed for at gå på en sporjagt i Sherlock Holmes’ fodspor. Og så kan I på en omvisning blandt malerier fra guldalderen høre historier om, hvordan barndommen gik fra noget, der bare skulle overleves, til at have en værdi.
’Jordforbindelse’. Skyggeteater 14. februar, familieomvisning – børn i kunsten 17. februar og sporjagt 13.-17. februar. Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20, København Ø. Entré: 95 kr., børn under 18 år gratis.
fortsæt med at læse

