København har i forvejen det store underjordiske udstillingssted Cisternerne i Søndermarken, ligesom dele af blandt andet Glyptoteket og Medicinsk Museion opleves under jorden.
Og nu får byen snart en nyt, småskjult kunstdestination.
En gruppe unge kunstnere vil forvandle 875 underjordiske kvadratmeter i Ørestad til et udstillingssted. Et projekt som Realdania netop har støttet med 1 million kroner, og dermed er projektet tæt på at være en realitet.
Lokalet under Kay Fisker Plads ved Ørestad Station skulle egentlig bruges som cykelkælder. Men da cyklisterne tilsyneladende ikke parkerer deres jernheste der, vil den frivillige forening KFP11, som de unge kunstnere står bag, skabe en kunsthal, hvor mere og mindre kendte kunstnere får mulighed for at udstille deres værker.
»Vores vision er at skabe et lokalt forankret udstillingssted med kunst af høj kvalitet. Vi vil gerne levere et vedkommende kulturtilbud som giver Ørestad et kunstnerisk samlingspunkt, der ikke findes i bydelen i dag. Vi mener, at kunst bør være til stede i alle Københavns bydele og tror stærkt på kunsten som bindeled i vores fælles hverdag«, fortæller foreningen til By & Havns hjemmeside.
By & Havn, der ejer lokalerne, har indgået at samarbejde med KFP11. Udover at stille lokalet gratis til rådighed i 10 år har de bidraget med 600.000 kroner, så kælderen kan blive omdannet til Ørestad Kunsthal, som er den arbejdstitel projektet har.
Ifølge administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, er der tale om uudnyttet potentiale i Ørested, da lokalet har stået tomt i flere år
»I By & Havn udvikler vi bæredygtige bydele, og det handler ikke kun om miljø og klimasikring, men også om at skabe et aktivt bymiljø med kulturliv og foreninger. Ørestad er beriget med nogle af de største kulturinstitutioner i hovedstaden særligt inden for musik og sport, men med Ørestad Kunsthal får vi en helt ny type af kulturtilbud i området, som jeg er sikker på vil blive et rigtig godt og spændende indspark til både Ørestad og til København«, skriver hun på By & Havns hjemmeside.
Arkitektonisk er lokalet med de store betonvægge og ovenlysvinduerne ifølge kunstnerne »perfekt til at vise samtidskunst i«. Københavns Kommune har også støttet projektet, og de kommende udstillinger i Ørestad Kunsthal kan se frem til tilskud fra GF Ørestad City og Amager Vest Lokaludvalg.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad der konkret mangler, før at projektet bliver en realitet.
fortsæt med at læse