Ugens spørgsmål er fra en ikkeryger, hvis kæreste gang på gang forsøger at droppe smøgerne – uden held.

Brevkassen: Hjælp! Jeg vil have min kæreste til at droppe smøgerne, og jeg gider ikke høre om hendes rygestop mere

En læser beder om råd til at tackle sin rygestopsdrømmende rygerkæreste.
   Foto: Mads Nissen/POLFOTO
En læser beder om råd til at tackle sin rygestopsdrømmende rygerkæreste. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Min kæreste er ryger, men det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Hun vil gerne holde op med at ryge, og det har hun villet i lang tid nu. Men hun falder hele tiden i, og lige som jeg tror, hun er færdig med cigaretterne, ser jeg hende stå med én i køkkenvinduet, når jeg kommer hjem.

Og det fylder rigtig meget for hende. Jeg vil gerne have, at hun dropper smøgerne, men jeg gider ikke høre om hendes rygestop længere. Hun er nødt til at holde op, enten med at ryge eller med at snakke om det. Hvad gør jeg?

Mvh ikkerygeren

Gæsteredaktører GVFB-podcasten:

Kære ikkeryger

Først og fremmest: Det er skønt at ryge! Vores lille gruppe tæller en ryger, en festryger og en meget længselsfuld eksryger.

Men den dårlige vane, der går dig på, er ikke så meget rygningen som vægelsindet. Det er træls, ja, faktisk opslidende at leve sammen med en vendekåbe, og du kan selvfølgelig ikke blive ved med at stå og heppe på din kærestes rygestop, mens hun får sig en smøg i køkkenvinduet.

Kathrine synes, at du skal sige til din kæreste, at det er drænende at engagere sig 100 pct. i alle hendes rygestop, og det nu er sidste skud i bøssen, hvis det skal være med din støtte. Hvis hun ikke holder op med at ryge nu, kan du tilbyde din hjælp til at finde en ven, psykolog eller hypnotisør, der må være hendes rygestopstøtte fremover.

Mathilde mener, at din kæreste er ’en selvhadende ryger’, hvilket der er to løsninger på: Din kæreste kan holde op med at ryge, eller hun kan holde op med at hade, at hun ryger. Du har prøvet at hjælpe hende med det første – måske det er på tide at prøve at hjælpe hende med det sidste i stedet? Et ægte rygestop er alligevel mere realistisk efter en god lang pause fra seriefiaskoer og selvhad.

Tue tror, at din kæreste elsker at ryge, lige så meget som Tue gør. Så hvis hun på et tidspunkt (mod al forventning) formår at droppe cigaretterne, skal du i stedet for den evindelige rygestopdiskussion høre på, hvor meget hun savner sin smøg ved køkkenvinduet. I skal begge acceptere, at det er okay med en enkelt fyraftenscigaret. Hun skal nyde og elske hvert sekund af den. Det skal du overbevise hende om – så hun kan ryge med god samvittighed. Hun får røg, og du får fred.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære ikkeryger

Jeg forstår dig 500 procent! Der er kun to ting, som er værre end lugten af cigaretrøg, og det er lyden og smagen. Vi siger føj til smagen af en skodmund, der lige har suttet på en cancerpomfrit, det er som at kysse et vådt askebæger. Men endnu værre er dog lyden, den helligt-ængstelige hostesnak fra en rygestopper på tredjedagen. Få er så stolte og bange på samme tid som dem, der for nylig har droppet uvanen, og vi røgpårørende ved jo godt, hvad der sker:

»Åh, det er også, fordi det er sværere, når man lige har fået en øl med vennerne, og de alligevel sidder og gør det«.

Ja, sgu da. Det kan godt være, at millioner års evolution har ført dig på Bobi Bar, men det har også gjort dig til hvirveldyr, så hank lige op i rygraden, misbruger.

Ud over at du må se dit nederlag til tobaksindustriens marketingkræfter i øjnene, så kommer her et par hurtige bud:

Hver gang du ser din kæreste med en smøg i kæften, så sig, at du vil elske hende for evigt, også når hun får sennepsgule nikotinrynker som 31-årig. Begynd kun at give hende askebægre i gave, de helt tarvelige fra Kreta formet som tissemænd. Start en cigaretskodsamling, og placer dem så rundtomkring i jeres lejlighed, så der begynder at lugte af hengemt lungebetændelse. Få dig et værre misbrug selv, e-smøger med rygeheroin og billige kioskcigarer.

Ellers den kedelige: Bliv ved med at støtte hende, og vær så den, der render ned efter Camel, når trangen melder sig. Hun har alligevel ikke lungekapacitet til turen fra 3. sal.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her