Hvordan bruger man ordet ’date’?

Råd fra brevkassen: »Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed: Kvinder taler ikke kodesprog«

Dagens gæsteredaktør kommer med afsløring: Kvinder kan ikke kodesprog, så det gælder om at have styr på sine signaler, når man dater. Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Dagens gæsteredaktør kommer med afsløring: Kvinder kan ikke kodesprog, så det gælder om at have styr på sine signaler, når man dater. Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Skal man bruge ordet ’date’, før det gælder som en sådan? Jeg har ofte inviteret piger ud, og tit har jeg spurgt dem noget i stil med: »Har du lyst til at mødes og drikke en kop kaffe?«.

Jeg synes, det bliver så stift, hvis man siger »Vil du med på date?«. Men jeg er efterfølgende blevet mødt med stor undren fra pigen, når jeg spurgte, om vi skulle ses igen. De troede bare, det var en kop kaffe. Derfor er jeg blevet helt i tvivl: Skal jeg virkelig skrive »vil du med på date?«, før det gælder som en date?

Til min kærlighedshistorie skal tilføjes, at jeg aldrig har set en pige mere end én gang. Hvor gerne jeg end har villet, så er der altid kommet en masse i vejen.

Kh fyren

Gæsteredaktør Elisabeth Skou Pedersen:

Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed: Kvinder taler ikke kodesprog.

I dagens Danmark – og sendt afsted med de rette signaler – er »skal vi drikke kaffe?« nærmest synonymt med »vil du med på date?«. Så jeg tænker, at det er signalerne, den er gal med, når kvinder gang på gang misforstår dine hensigter.

Når du vægrer dig ved at bruge ordet ’date’, er det måske i virkeligheden, fordi det gør dig sårbar over for den afvisning, som du har det med at rende ind i og derfor forståeligt frygter. Der er bare lige det, at du er nødt til at sætte dig selv på spil, når du inviterer en kvinde ud.

Lad din interesse skinne igennem. Spørg IRL (in real life) i stedet for at skrive. Sig for eksempel: »Du er sgu sød, skal vi ikke ses en dag?«. Giv hende en chance for at sige nej, men også plads til selv at finde ud af, om hun kan lide dig. Der er ikke noget værre end en bagholds-date under falske forudsætninger.

Og drop for guds skyld kaffedaten som var det en jobsamtale. Tag hende med til koncert, til Ludo-turnering eller i Zoologisk Have. Del noget med hende, som du kan lide at lave, og hvis I så ikke ses igen, havde du i det mindste en sjov eftermiddag.

Pas på, at du ikke sætter kvinder op på en piedestal. Vi er slet ikke så mystiske, og om en kvinde går på en anden date med dig, handler ikke om et lille ord fra eller til. Når du begynder at se kvinder som mennesker og ikke som lykkens uopnåelige nøglebærere, så er jeg sikker på, at nogle af dem vil ses igen.

Det er nemlig dét, mennesker vil med kærligheden. Vi vil ses.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære du,

Stævnemøder er ikke hokus pokus, og ordet ‘date’ er ikke et ‘abrakadabra’, du kan bruge for at slå romantiske gitterporte op. Det handler nemlig ikke bare om sprog, men om kultur.

Vi har for (dårlig) vane at omtale denne indledende del af en romantisk tosomhed som en naturdokumentar. I dit hetero-tilfælde er kvinden det feminine byttedyr, der skal afvente rovdyrmandens tigerspring, for det er jo dig, som skal nedlægge hende, om det så er i ægtesengen eller på dateinvitationen. I hvert fald ifølge ’Mænd er fra Mars’-myter, der desværre stadig findes.

Det er af virkelig mange grunde problematisk, at vi pålægger mandekønnet at skulle være aggressivt og tilnærmende, fordi det fanger alle køn i en farlig dødedans af forkrøblede forventninger. Hvis det stod til mig, havde vi smidt de pilrådne kønsroller i komposten for længst, så kunne den næring, der trods alt er i dem, bruges til at gro noget nyt.

Men mine samfundsomvæltende filosofier hjælper jo ikke dig, kære spørger, så lad mig vende opmærksomheden din vej. Først og fremmest forstår jeg dig. Jeg har siddet i diverse bar- og cafestole og undret mig over, om jeg var i gang med at date eller mingle; om vi skulle udveksle kys eller visitkort.

Endnu en gang må jeg sige, at ordvalg ikke kan redde dig alene, der skal også ærlighed til. Ærlighed over for hende du vil ud med. Sig til hende: »Jeg synes, det der med dating er megamærkeligt, men jeg vil vildt gerne drikke øl og snakke om kønsroller«. Og så lidt ærlighed fra mig til dig, for du lyder lidt slukøret: Det der med at møde et sødt menneske kan godt være som at gå et maraton, det kommer til at føles som en evighed, men pludselig er du der.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her