Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har en dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i 4 år. Tilsammen har vi tre børn fra tidligere forhold, han to og jeg et. De er 6, 9 og 10 år.
Vi nærmer os selv de 40 og snakker meget om, om vi måske skal have et fælles barn. Jeg vil faktisk vildt gerne have et til, men min partner er mere i tvivl. Grunden til, at jeg er så glad for ideen, er, at jeg har brug for et barn, vi elsker sammen, og jeg tror, det ville være godt for vores familie.
Hvad tænker I?
Mvh den fællesbarnløse
Gæsteredaktør Line Jensen:
Pas på! Børn klistrer ikke noget sammen. De fucker alting op.
Det, der var en lillebitte revne, før de kom, kan hurtigt blive en kæmpe kløft, når barnet har skreget hver nat i 10 måneder, og ingen har lukket et øje eller har fået læst sin morgenavis på toilettet i fred.
Det er svært at elske hinandens børn, måske umuligt, og det tager mange kræfter i en sammenbragt familie. Det går ikke væk, fordi der kommer et nyt barn. Tværtimod har man mindre tid og færre kræfter til at tage sig af de børn og de problemer, der måtte være i forvejen.
Du skriver, at din partner er i tvivl. Det kan jeg godt forstå. Et fælles barn vil tage de pusterum, I lige nu har for jer selv, hvis børnene indimellem er hos deres andre forældre. Og når det er sagt, forstår jeg godt dit ønske, og jeg ville nok selv have det på samme måde. Den er så vild, den trang til at skabe noget fælles med den, man elsker.
Hvis du kan læse alt ovenstående og tænker ’fuck dig, vi gør det alligevel, intet kan slå os ud’, så gør det alligevel.
Kh Line
Line Kjeldsen Jensen bliver kultdyrket for at vise sine skrigende unger og hængepatter fremBrevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Jeg har ikke selv noget afkom. Til gengæld er jeg kvist på et vidunderligt forvirrende stamtræ, og her er både hele, halve og pap. Og i virkeligheden er sammenbragte familier ikke bare et stamtræ, men en hel skov af uoverskuelige relationer.
I den sammenbragte familieskov vil man altid snuble over konfliktfulde juletraditioner a la ’vi plejer altid at spise risalamanden inden gaverne!’. Skoven har også mange blinde vinkler, hvor der sidder glemte delebørn, som ingen hentede fra svømning.
Vores type familier er noget miskmask, så jeg kan sagtens forstå din drøm om at slå et fælles skud med din kæreste, en lille lysning i det sammenbragte kaos.
Men du må ikke få det barn. For så lille en krop kan slet ikke bære så mange forventninger, du har, det kan ikke engang bære sit eget hoved det første lange stykke tid. Det ville være at give regnbuefamiliens arvesynd videre med modermælken. Det er efter sigende aldrig for sent at få en ulykkelig barndom, men det her ville være for tidligt at give en.
Glem det forventningsbarn. Men et kærlighedsbarn må du til gengæld gerne få. Sådan ét, som opstår, fordi du og din kæreste ikke kan lade være. Du skal bare vide, at det barn ikke redder dig – men det kan den sammenbragte familieskov.
For selv om det kan lyde som en skræmmekampagne, så synes jeg, at de bedste familier er sammenskudsgilder, hvor alle har deres egne traumer, trøst og kærlighed med til bords. Og selv om pap måske ikke er tykkere end blod, så kan det være lige så kærlighedsvarmeledende.
fortsæt med at læse
