Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg tør ikke spørge særlig mange om det her. Måske er jeg bange for at høre svaret, måske er jeg bare skamfuld. Jeg har som en hel del kvinder i min og mange generationer nogle okay seriøse daddy issues.
Jeg havde en fin barndom, men min far var følelsesmæssigt fuldstændig utilgængelig og uforstående over for min skrøbelige psyke. Dette har ledt til et klassisk mønster, hvor jeg søger bekræftelse og omsorg hos mænd. Alt sammen totalt efter bogen.
Men. Her kommer mit dilemma: Jeg elsker at bruge det på en måde. Både seksuelt og følelsesmæssigt. Den følelse, det giver mig, når en mand siger ting som »det skal nok gå, jeg passer på dig«, og jeg bare må krybe helt ned i rollen som den lille pige. Den kan ikke sammenlignes med nogen anden lykke for mig.
Mit spørgsmål: Skal jeg arbejde med det? Her siger I nok ja. Men kan man? Kender I det?
Mange hilsner
Frøken Jeg-kan-godt-selv-høre-det
Gæsteredaktør Dy Plambeck:
Om jeg kender det? Oh yes! Jeg ser selv vokset op med en far fra den generation, hvor følelseslivet var et lille mørkt kammer bag de inderste knogler med en tung dør, som nogen havde tabt nøglen til. Som ikke kunne forstå, at man havde noget, der hed følelser.
For dig er det muntret ud i en længsel efter at være en lille pige, lade dig pussenusse og som en ægte Peter Pan nægte at blive voksen. Men samtidig vidner din henvendelse om, at du kan mærke, at der er noget galt. Det er løgnens kløer, du kan mærke kradse i din hud.
Og løgnen er: En mand kan ikke passe på dig, selv om han lover det. Det skal du selv. Jeg får lyst til at citere et vers fra den norske forfatter Bjørn Eidsvågs sang ’Jeg ser, at du er træt’:
Jeg ser, at du er træt,
men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig.
Du må gå dem selv.
Men jeg vil gå dem med dig.
Jeg vil gå dem med dig.
Det er jo sådan, det er i livet: Vi kan kun være der med hinanden. Man kan ikke overtage den andens skridt eller træthed – eller i dit tilfælde: manglende farforståelse – og fjerne det.
Men vi kan være der med hinanden i smerten (eller glæden, for den sags skyld). Ikke tage den fra dig. Men simpelthen bare være med dig. Jeg synes, det er den fineste og mest værdige relation, man kan have til et andet menneske. Jeg kan ønske for dig, at du vil finde en mand, som vil lade dig sidde i sofaen med de manglende farklap på hovedet og følelserne, der aldrig blev forstået, og være med dig i det og ikke prøve at tage det fra dig.
Og hvordan finder du så sådan en mand? Du er allerede godt på vej. Erkendelse er altid det første skridt. Du skriver, at du søger omsorg. Etymologisk har ordet omsorg også betydningen ’at holde om sorgen’. Måske kunne det også være en hjælp for dig, at du prøver at holde lidt om din egen sorg over alt det, far aldrig forstod.
Kh. Dy
Forfatter giver en fuckfinger til kernefamilien: Dy Plambeck blander vold og eksplicitte sexscener i brutal romanBrevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære frøken
Sænk paraderne! Selv om man godt kan forvente løftede pegefingre her i brevkassen, har jeg ikke tænkt mig at skælde dig ud. Ja, jeg kender det! Man står der under bruseren og passer sig selv, og pludselig løber den koldt ned ad ryggen. Man slår filmisk øjnene op og udbryder: »Fuck, jeg dater jo i virkeligheden min far (eller mor)«. Der er ingen, der som værger kan spøge i vores (kærligheds)liv.
Du er allerede i en sund proces, for du arbejder rent faktisk med noget, som de fleste af os ikke engang tør se i øjnene. Selv om du ikke deler det med andre, tør du faktisk indrømme over for dig selv, hvorfor du giver dit hjerte og underliv til tilfældige fædre.
Jeg kan mærke, at du har ret godt styr på dine ’problemer’, det er faktisk resten af verden, der har daddy issues. Som eksempel er langt de fleste religioner jo i virkeligheden – groft sagt – børn, der hungrer efter en overjordisk fars opmærksomhed. Det er en kollektiv drøm om, at papa for oven bliver stolt, hvis bare han ser, hvor god man er blevet til at stå på skøjter. Og vi ved jo, han ikke engang kommer til stævnet.
Patriarkatet er en fabrik for faderkomplekser, og det er på tide, at vi alle sammen bliver vores egne daddies. Hvis vi lærer at finde omsorg i egen armhule, skal der nok være lidt tilovers til partnere i nød og lyst.
Bliv ved med at eje din seksualitet. Og hvis du synes, det fungerer, så synes jeg bare, du skal hoppe op på fars hat.
fortsæt med at læse
