»Når man spiller teater, bliver man nødt til at parkere sig selv og sine følelser ude i garderoben. Så når man oplever smerte i privatlivet, er det en utrolig stor befrielse at spille teater.

Det oplevede jeg, da jeg havde min debut i København som 29-årig og spillede i forestillingen ’Eventyr på fodrejsen’ på ABC-teateret. Min far var meget syg, og jeg havde været på hospitalet hele natten for at passe ham, og hen ad morgenen dør han. Senere på dagen havde jeg en forestilling, og jeg tænkte, at den ville jeg sagtens kunne spille, fordi det er en indfødt følelse, som vi skuespillere er flasket op med, at the show must go on.