Ibyens brevkasse giver hver uge svar på læsernes kærlighedsspørgsmål. Ugens gæsteredaktør er journalist Frederik Kulager.

Brevkassen giver datingråd: Drop Tinder. Instagram er klart det bedste sted at score

Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse,

Jeg er en ung kvinde, som er træt af dating-gamet. Hvis der er noget, jeg ikke orker, så er det at sidde og swipe til højre og venstre for så at skulle sidde fanget over en latte og prøve på at skabe noget kunstig kemi – for man syntes jo, at vedkommende virkede cool på skrift. Det er for forceret.

Men lad os være ærlige: Den danske kultur er jo ikke ligefrem den mest flirtende eller opsøgende i det offentlige rum, så hvor og hvordan møder man en kvinde/mand i Danmark, uden at det indebærer at have en promille på 0,7? Må jeg bare erkende, at Tinder er kommet for at blive?

Venlig hilsen

Den trætte

Gæsteredaktør Frederik Kulager:

Kære Den trætte

Da jeg var på Tinder og swipede og swipede og uha, et match, skrive-skrive-skrive, slog det mig hurtigt:

Tinder var den mindst spændende, mindst løsslupne og mindst kåde måde at tilfredsstille den lille, begærlige mand inde i mig, som gerne vil elskes. Og efter skrive-skrive-skrive stod jeg med en date-aftale, og helt ærligt, hvordan viser man sine bedste, mest flatterende sider over kaffe? Ingen vil date ens latte-personlighed.

Derfor slettede jeg Tinder og erstattede den med en anden app: Instagram.

Du spørger, hvor man ædru møder en kvinde/mand i Danmark, og mens det sunde svar er ’ude i virkeligheden’, ved du også, at vi ikke flirter i Netto, men, Den trætte, det gør vi på Instagram. Her må sextes.

Flirten går nogenlunde således: Du følger personen, eller de følger dig, du tjekker dem ud, og kan du li’ det, du ser, følger du tilbage. Nu kan I chatte. Stories er deres liv, spørg ind til det, deres billeder er deres fortid, tjek dem ud. Der er så meget mere kontekst her end på Tinder. Når I har chattet lidt, har du en fornemmelse af personen – og en masse at snakke om, når/hvis I mødes irl.

Jeg er ikke sikker på, Tinder er kommet for at blive, men online-dating er – og gudskelov. Studier har vist, at ægtefolk, der har fundet hinanden online, har lavere skilsmisserate, ligesom de er mere tilfredse med ægteskabet end dem, der har mødt hinanden offline. Forskellen er lille, men stadig statistisk signifikant. Ovenikøbet har et studie vist, at vi bliver hurtigere gift, hvis vi har mødt hinanden online, så hvad venter du på?

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Tinder er et erotisk pyramidespil. Som alle andre sociale medier får det udelukkende kunstigt liv af, at vi bruger det, fordi de andre gør, og jeg ville ønske, jeg kunne trække stikket herfra.

Tinder er lort. Datingdommedag simpelthen. Den har gjort det nemmere end nogensinde at møde endnu flere uinteressante mennesker. Den håndfuld prisværdige mennesker, jeg har mødt derigennem, har uden undtagelse været folk, jeg med en knivspids god vilje kunne have mødt gennem min omgangskreds alligevel.

Jeg kunne skrive en afhandling om de dumme ting ved Tinder, men det har vi ikke tid til. Vi skal have skaffet dig noget kærlighed, så tager vi techgiganterne en anden gang.

Lige når det kommer til dating, tror jeg, man kan komme langt med lidt selvhjælps-hokuspokus. Jeg tror, du skal i gang med at manifestere: ’Jeg har slettet Tinder, men jeg vil stadig gerne møde en sød type’. Lad ordene falde som en besværgelse, så ofte som du kan, og lad det brede sig som kærlighedshungrende ringe i dit sociale vand. Helt ligesom med de gode jobs og lækre andelslejligheder handler det om at kende nogen, skat. Du skal have printet nogle indre visitkort, fundet det sociale knofedt frem, og så skal du shake some hands and kiss some babies.

Det lyder dumt, men jeg håber sådan, dine venner kender dig bedre end algoritmen, så sats på dit offline sociale netværk. Jeg kan ikke love, du undgår promillen, men jeg tror godt, du kan klare dig uden appen.

Og hvis alt andet glipper, så kan du bare vælge at være utrolig smuk og/eller rig, så kan man møde nogen overalt, har jeg hørt.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her