Kan to vidt forskellige syn på familietraditioner forenes i en fælles fremtid?

Brevkassen giver råd: Måske er det på tide at overveje, om I overhovedet har en fremtid sammen?

Hvor meget skal partnerens familie fylde i et parforhold? En brevskriver er i tvivl, om han kan leve med kærestens utallige familiefester. Foto: Peter Hove Olesen (arkivfoto)/POLFOTO
Hvor meget skal partnerens familie fylde i et parforhold? En brevskriver er i tvivl, om han kan leve med kærestens utallige familiefester. Foto: Peter Hove Olesen (arkivfoto)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg har været sammen i et par år, og alt går ret godt. Men der er et bestemt punkt, som er kilde til mange uenigheder, og det handler om familietraditioner. Hun kommer ud af en stor familie, som elsker hinanden, nærmest for meget, og de elsker det helt store show til alle højtider. Der er ikke en helligdag, hvor de ikke mødes omkring et bugnende bord.

Min egen familie er mindre og har et mere afmålt forhold til den slags ting. Jeg gider ikke alt det ståhej, og nu er jeg faktisk bekymret. For hvad gør vi, når vi får børn? Så er det vel meningen, at vores traditioner skal smelte sammen, men det vil jeg ikke.

Kh.

Gæsteredaktør Pernille Østrem:

Kære du

Vi er jo ikke bare kæreste med den person, vi bor, elsker og følges med. Vi står også i et eller andet omfang i forhold til deres karriere og deres familie og fritidsinteresser. Hvis to er kommet til at elske hinanden, og den ene er jæger og den anden veganer, kræver det ekstra omtanke og overvejelser at være sammen på den lange bane.

Hvis de ting, som man ikke har til fælles, ikke kan mødes eller falde i hak, når man endnu kun er to personer, er det ikke nødvendigvis et godt grundlag at starte en familie på. Du skal tænke på, at de frustrationer og de undertrykte følelser, som I opbygger i jeres forhold nu, og den måde, hvorpå I hver især – uagtet eller med overlæg – overskrider hinandens grænser i dag, kan være det, der lægger kimen til grimme skilsmisser og forældremyndighedssager i fremtiden.

Når det er sagt: Hvis I vil stifte familie, skal I selvfølgelig have jeres egne familietraditioner, som I er enige om.

Derfor skal du og din kæreste allerede nu sammen finde ud af, hvor niveauet skal ligge. Og hvis I har en god kommunikation og evner at være empatiske over for hinanden, må det være muligt at finde et niveau, hvor hendes behov og familie ikke sætter hele dagsordenen. Det skal være et leje, hvor I begge føler jer trygge, og hvor I begge er villige til at indgå kompromiser.

Hvis I slet ikke kan finde en fælles vej sammen med hensyn til dette emne, er det måske tid til at overveje, om I skal have en fremtid med hinanden.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære du

Først bliver jeg nødt til at slå en romantisk myte ihjel: at noget ‘er meningen’. Kærligheden er ikke en IKEA-reol, det er ikke meningen, at lige de skruer skal sidde lige der, når vi snakker om kærlighed.

Men kærligheden er heller ikke noget mere romantisk; den er ikke en rosenhave, du skal passe og pleje og fare vild i. Og modsat det, du måske har læst på de sødsjove skilte, der hænger hjemme hos deltagere fra ‘Gift ved første blik’, så er kærligheden ikke en opskrift, der kræver to skefulde ømhed og en knivspids erotik.

Nej, ved du hvad? Kærligheden er lige, hvad du og din partner har fucking lyst til, den er. Og derfor ærgrer det mig, du ender dit brev med et »det vil jeg ikke«. For det er immervæk den tungeste indgang til noget som helst. Havde det så bare været »det kan jeg ikke«, så kunne vi have sendt dig i genoptræning.

Som tommelfingerregel for at skulle få tosomheden til at fungere må man ikke tage noget fra hinanden. Du må ikke kalde din kærestes familietraditioner noget ‘ståhej’, og hun må ligeledes ikke afsløre din familie som de dødbidere, I virker til at være.

Jeg tror, du er bange for at forsvinde i sammensmeltningen, men så lad være med at smelte sammen. Sæt traditionerne til storskrald sammen med IKEA-reolen og citatplakaterne fra Søstrene Grene.

Hvis I ikke kan finde ud af én højtid sammen, så find fælles grund i en anden. Mortensaften og Jordens dag er måske ledige. Og held og lykke med et eventuelt bryllup – helle for at sidde til bords med din svigerfamilie.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her