Denne uge indtager CPH PIX hovedstaden med en ny festival ved navn Weekend. Her er fem nedslag i programmet.

Sæt dig til rette: Her er 5 arrangementer, du skal opleve til CPH PIX’ nye festival

Sara Bro taler med Ghita Nørby, som medvirker i den grumsmukke film ’Harpiks’ (foto) om en hemmelighedsfuld familie, der skjuler sig i en skov. Foto: Luis Alberto Rodriguez
Sara Bro taler med Ghita Nørby, som medvirker i den grumsmukke film ’Harpiks’ (foto) om en hemmelighedsfuld familie, der skjuler sig i en skov. Foto: Luis Alberto Rodriguez
Lyt til artiklen

Fra torsdag 14. november til og med søndag 17. kan du opleve CPH PIX’ nye komprimerede festival, Weekend.

I den forbindelse kan du selvfølgelig se en masse film, men arrangørerne lancerer også et talkprogram med internationale stjernegæster.

Og hvad skal du så vælge? Her er en håndfuld bud.

1 På bar med Ghita Nørby og Trine Dyrholm

Over tre eftermiddage lægger Library Bar, der holder til i Hotel Copenhagen Plaza ved Hovedbanegården, hus til tre intime filmsamtaler, de såkaldte Fireside Chats.

Sara Bro taler med Ghita Nørby, som medvirker i den grumsmukke film ’Harpiks’ om en hemmelighedsfuld familie, der skjuler sig i en skov.

Trine Dyrholm skal snakke med Anne Sophia Hermansen. Ud over at have trukket mere end bare hæderlig omtale hjem for sin rolle i May el-Toukhys ’Dronningen’ kan Trine Dyrholm opleves i den festivalaktuelle ’Psykosia’.

Netop ’Psykosia’ har Marie Grahtø instrueret, og en bærende rolle i den har skuespiltalentet Victoria Carmen Sonne. På Library Bar er de i panel med Eva Marie Rødbro, som efter at være blevet kendt som dokumentarist (’Prinsesser fra blokken’ på DR 3) nu har lavet sin første spillefilm, ’I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’. Det er radiovært Ayşe Dudu Tepe, der styrer samtalen.

Der sættes kun 50 billetter til salg til hvert arrangement.

Fireside Chats. 14. november klokken 16: ’Marie Grahtø, Victoria Carmen Sonne, Eva Marie Rødbro i samtale med Ayşe Dudu Tepe’ / 15. november klokken 15: ’Trine Dyrholm i samtale med Anne Sophia Hermansen’ / 16. november klokken 15: ’Ghita Nørby i samtale med Sara Bro’. The Library Bar, Bernstorffsgade 4.

2 20-års fødselsdag på Søpavillonen

Bare rolig, det er ikke den slags 20-års fødselsdag. I virkeligheden er det åbningsfest for hele festivalen og samtidig en fejring af, at den alternative filmskole Super16 fylder 20 år.

Og der er ikke så lidt at fejre, for skolen har ikke så lidt succes. Bare i CPH PIX’ Weekend-program er fem dimittender fra Super16 repræsenteret: Jonas Arnby, der har lavet ’Selvmordsturisten’, allerede nævnte Marie Grahtø, Amalie Lyngbo Hjort, der har produceret ’Psykosia’, og Daniel Borgman og Katja Adomeit, der har lavet ’Harpiks’.

Det hele finder sted på Søpavillionen, og der er fri entré, velkomstdrinks, god musik, og så behøver du ikke engang at have en gave med.

Åbningsfest med Super16. 14. november klokken 22, Søpavillionen, Gyldenløvesgade 24

3 Eksklusiv forpremiere med Lone Scherfig

I sommeren 2020 har Lone Scherfigs næste film premiere. ’The Kindness of Strangers’ er titlen, og der er tale om et internationalt cast med blandt andre Zoe Kazan, Esben Smed og Caleb Landry Jones.

Men du behøver ikke vente helt til sommer, for under Weekend-festivalen kan man tage til eksklusiv forpremiere søndag aften. Og efter filmen kan man opleve instruktør Lone Scherfig i samtale med Politikens egen Michael Bo.

Forpremiere på ’The Kindness of Strangers’ med efterfølgende samtale. 17. november klokken 19, Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8.

4 Mød hende, der syer dit tøj

En test, du selv kan lave: Hvis du kigger i nakken på din sidemand, hvad står der så på mærket? Du skal ikke hive i særlig mange T-shirts fra H&M, før du får fat i en, hvor der står ’Made in Bangladesh’.

Det er også titlen på en festivalaktuel film baseret på virkelige hændelser, det liv, som fabriksarbejderne lever, når de skal masseproducere det tøj, vi allesammen går i. Filmen går efter at vise modsætningerne i den moderne kapitalisme: vækst og fremskridt på den ene side, udnyttelse og ulighed på den anden.

Efter filmen er der paneldebat med instruktøren Rubaiyat Hossain, syersken Daliya Akhtar, hvis historie filmen er baseret på, Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke, repræsentant fra 3F International, Johanne Helger Lund fra Ecouture og June Basar fra tøjmærket AIAYU. De skal snakke om tøjindustrien, bæredygtighed og Vestens ansvar.

Filmvisning og paneldebat. 14. november klokken 19, Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8.

5 Syret peruviansk electro-cumbia

Efter en weekend med masser film kan der godt opstå et behov for lidt afveksling. Men det er der heldigvis også sørget for i programmet.

Den peruvianske musikgruppe Dengue Dengue Dengue gæster nemlig Vega 17. november og giver en afslutningskoncert. Gruppen debuterede i 2012 og har siden været afgørende for den sydamerikanske cumbia-scene. Deres lydunivers er umuligt at sætte i bås: Der er både referencer til dub, psykedelisk cumbia, kuduro og zouk. Deres kommende album hedder ’Zenit & Nadir’, og her leger de også med afro-peruvianske rytmer.

Ud over en gedigen omgang dansemusik vil der også været noget for øjet: Dengue Dengue Dengue er nemlig også et visuelt projekt og er kendt for at bære nogle helt særlige masker.

Afslutningskoncert. 17. november klokken 20. Vega, Enghavevej 40

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her