8. august er der festival ved Friluftsbadet Badesøen i Albertslund. Nu løfter de sløret for de første navne på programmet.

Badesøen Festival afslører de første kunstnere og tilføjer ny scene

Pressefoto Kim Matthäi Leland
Pressefoto Kim Matthäi Leland
Lyt til artiklen

Når den vestegnske Badesøen Festival løber af stablen 8. august 2020, kan man opleve danske navne som Efterklang og Selvhenter. Og så tilføjer festivalen også en ny scene.

Efterklang vil spille på hovedscenen og har efter syv års pause i år udgivet deres femte album, der hedder ’Altid sammen’. Desuden har de netop også udgivet EP’en ’Lyset’.

Det andet band, der skal optræde på hovedscenen, er Selvhenter, der har sine musikalske base omkring Mayhem-spillestedet på Nørrebro i København. De udgav ’B. Fricka’ i 2012 og ’Motions of Large Bodies’ i 2014, og nu er trioen tilbage med deres legende lyd og dansable rytmer.

I år udvider festivalen desuden med en ny scene, som skal gøre plads til mere musik, men også performances og bingo. Her kommer The Lake Radio til at holde til og fungere værter. Scenen vil komme til at hedde The Lake-scenen.

Her vil man blandt andet kunne opleve performanceværket ’Selskabssange’ lavet af Kirstine Fogh Vindelev. Et værk, der vender den danske sangskat og fællessangstradition på hovedet.

Badesøen Festival er skabt i samarbejde mellem The Lake Radio, spillestedet Forbrændingen og Friluftsbadet Badesøen i Albertslund. Læs mere her.

Inger Christine Løwe

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her