Hver uge giver vi dig Ibyens top-3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger tre bud til din uge i byen. Få Ibyens top-3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
Guiden gælder fra 2. marts til 8. marts 2020.
Se!
I denne uge indtager en fodboldfilmfestival København. Shoot Festival sætter fokus på fodbold-dokumentarer fra hele verden, og dem kan du opleve 5.-8. marts, hvor filmene bliver vist i Husets Biograf. Du kan for eksempel blive klogere på, hvordan kvinder i Afghanistan kæmper for retten til at spille fodbold med filmen ’A Goal For Freedom’, eller høre historien bag den latterliggjorte Ronaldo-statue i ’The Ronaldo Over’. Alle billetter koster 70 kroner. Se det fulde program her.
Svøm!
Normalt er det ikke Sønder Boulevard du sætter kusen mod, når du vil bade. Men denne weekend sætter Vesterbro-kiosken Kkihoskh et boblebad op foran butikken på Sønder Boulevard 53.
Med kaffe eller specialøl i hånden kan du dykke ned i boblerne fredag-søndag fra klokken 10-22. Lørdag aften lover DJ Muhammad X at spille old school hiphop, mens du lader dig omfavne af boblerne. 50 kroner skal du slippe for en badetur på boulevarden. Læs mere her.
Kæmp!
For tredje år i træk kan du opleve fem af Københavns fremtrædende kvindelige artister til arrangementet HUN SOLO i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag på søndag. Hotel Cecil lægger scene til fem solokoncerter med sangerne Aura Dione, Kajsa Vala, Stine Grøn fra IRAH, Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg. Så giv dig hen til musikken og syng med, mens du nyder et event, der sætter diversitet på dagsordenen. Koncerten koster 150 kroner, og inden koncertstart klokken 20, kan du opleve talken ’Lyt til en kvinde’, der er arrangeret sammen med Sex & Samfund. Læs mere her.
fortsæt med at læse