Hvem vil ikke gerne have Jada hjem i stuen på onsdag?

Ibyen guider: Keder du dig allerede? Her er gode tips til din uge derhjemme

Foto: Andreas Merrald/POLFOTO
Foto: Andreas Merrald/POLFOTO
Lyt til artiklen

I disse coronadage oplever vi byen på en ny måde. For det meste inde fra vores lejligheder, mens gaderne er tomme og kulturinstitutionerne lukkede.

Heldigvis for dit socialiserings- og stimulansbehov begynder kulturelle initiativer nu at poppe op i stor stil online. Begivenheder, som vi løbende fortæller om, og som du kan deltage i uden risiko for at blive smittet eller smitte andre.

Ibyen guider her til nogle af ugens skarpeste hjemme-arrangementer:

Lær!

Forbered dine spørgsmål, og hav en notesbog ved hånden. Filminstruktør Jonas Risvig arrangerer livestreamede masterclasses med en række kendte danskere fra sin lejlighed. Initiativet hedder Social x Digitalt og er et forsøg på at få unge mennesker til at blive hjemme, men samtidig lære noget om kunst, eller som han selv skriver, »bare som ren underholdning«.

Hele ugen er programmet pakket med spændende danske navne. Onsdag klokken 14.00 kan du for eksempel se Jonas Risvig i samtale med sangerinden Jada, som bliver interviewet og svarer på dine spørgsmål. Alt foregår på instagramprofilen @jonasrisvig. Her kan du også se det fulde program, der tæller andre navne som Klamfyr, Soleima og Thomas Korsgaard.

Lyt!

På lørdag kan du komme til gratis, virtuel koncert med danske BishBusch, der netop har udgivet sit soloalbum i sidste uge. Lyden af den tidligere Franske Piger-frontmand er en blanding af moderne hiphop og klassisk folktradition. BishBusch, der også er på Heartland-plakaten, spiller lørdag klokken 20 via koncertkanalen Coronakoncerter.dk, der streamer daglige koncerter frem til mandag. På programmet er også navne som Lydmor og Dybfølt. Du kan se og lytte meget mere til coronakoncerter.dk i vores intervew med bagmanden her.

Larm!

Vi har set det hos vores sydeuropæiske venner i Spanien og Italien. Set, hvordan de står på deres altaner og synger og spiller i karantænetider. Herhjemme har vi også taget fænomenet til os, og nu lanceres initiativet Danmark klapper og larmer, en hyldest til alle de læger, sygeplejersker og hverdagshelte, der holder systemet igang lige nu. Er du en af dem, der har en altan, så er det ud og syng og spil sammen resten af din andelsforening. (Og del lige videoer med alle os, der ikke er heldige at have en altan, tak!) Mere end 20.000 danskere er foreløbigt tilmeldt. Det er hver dag klokken 19, og du skal klappe og larme i tre minutter. Læs mere om eventet på Facebook.

God uge og pas på hinanden.

Sidsel Welden

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her