Natten til lørdag brød en gruppe festglade unge ind i tomme ungdomsboliger på Sølund på Nørrebro.
De unges ulovlige fest har resulteret i flere smadrede vinduer og vægge, der er blevet overmalet med graffiti. I løbet af natten ringede flere naboer til politiet, der til sidst kom og stoppede festen.
»Jeg blev overrasket og ked af, at der har været fest. Døre og vinduer stod åbne, flere vinduer var smadret og øldåser lå og flød. Jeg er ærgerlig over, det er sket, men vi er også glade for, at vi har fået reageret og taget hånd om det, siger projektleder fra KAB, Vibeke Gravlund til Nørrebro-liv.
Sølund består af flere blokke, der indtil denne sommer har fungeret som både ungdoms- og ældreboliger. Byggeriet blev opført som plejeboliger i 1970’erne og ligger attraktivt placeret ud til Sortedamssøen i København.
I 8 år har boligselskabet varslet nedrivning af bygningerne, og nu er planerne trådt i kraft. De sidste beboere flyttede derfor fra bebyggelsen 31. august, og de festglade unge rykkede ind kort tid efter.
KAB har oven på den tumulte weekend hyret et vagtbureau, der skal holde øje med bygningen både på hverdage og i weekender.
Derudover er vinduer og døre blevet afspærret, og al vand og elektricitet er blevet slukket for at undgå lignende situationer i fremtiden.
Boligforeningen tager situationen alvorligt og er opmærksomme på, at de unges adfærd og hærværk har gjort naboer utrygge.
Småkriminalitet har hærget området
Politiets ankomst til Sølund den første weekend i september er dog ikke enestående.
De seneste måneder har området, især omkring ungdomsboligerne, været præget af småkriminalitet og bilafbrændinger.
På Sølund Ungdomsboligers interne facebookside kan man blandt andet læse utallige opslag, hvor beboere klager over tyveri, ulovlig indtrængen og hashsalg i gården.
På trods af et samarbejde mellem Københavns politi og KAB ved man ikke, hvem, der står bag kriminaliteten. I stedet har man opfordret beboere til at låse efter sig og ikke lukke fremmede ind.
Nu håber man, at det nye vagtværn kan skabe mere tryghed. Vagtværnet skal holde øje med området fra klokken 17.00 til 06.00.
Nyt Sølund for både unge og gamle
Når de tomme bygninger inden længe rives ned, bliver området lavet om til en byggeplads, der skal forvandle den eksklusive grund til det, der ses på billedet. Området er nemlig en del af et større projekt, der skal blive til ’Det nye Sølund’. Et projekt, der skal være til glæde for både unge og gamle.
Området med udsigt over søerne bliver til 360 plejeboliger, 23 ældreboliger og 150 ungdomsboliger. Det fremtidige Sølund skal udover bygninger til beboelse bestå af grønne gårdarealer, der skal danne passage mellem Ryesgade og ned til søerne.
Derudover får det nye Sølund butiksliv i stueetagerne, en daginstitution og en parkeringskælder, som skal skabe et aktivt byliv. Efter planen er området klar til indflytning i 2026. Læs mere om projektet her.
fortsæt med at læse

