Filosoffan, svampeinteresseret eller midt en hjertesorg? Tjek de her events.

CPH:DOX er meget mere end film. Her er nogle af de events, du bør tjekke ud i år

    Den serbiskfødte samtidskunstner, verdensstjerne Marina Abramovic er på året CPH:DOX-program. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Den serbiskfødte samtidskunstner, verdensstjerne Marina Abramovic er på året CPH:DOX-program. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Nu ruller CPH:DOX 2021 over computerskærmene hjemme i stuerne, og fra 21. april til 5. maj kan du streame festivalens filmprogram på deres digitale streamingplatform.

Men ud over filmprogrammet med 180 dokumentarer har CPH:DOX også arrangeret 40 livetalks og -debatter.

Her har vi fundet fem, som måske vil være noget for dig.

1 Til dig, der stadig ikke er overbevist om klimaaktivismen

Hvis du er en af dem, der scroller videre af kedsomhed, hver gang du støder på artikler om klimakrisen, eller nægter at underskrive borgerforslag for klimainitiativer, fordi du alligevel ikke tror, de vil komme nogen vegne, burde du måske se med her.

CPH:DOX åbner festivalen med en onlinegallaåbning 21. april, hvor instruktør Phie Ambo og de medvirkende (bl.a. Ida Auken og Dan Jørgensen) fra åbningsfilmen, ’70/30’, vil diskutere, om politikere og borgere kan finde hinanden og gøre Danmark til et klimamæssigt foregangsland. Måske din skepsis vil blive forstærket, måske ikke.

Hvis du bliver helt bidt, vil der være andre events om klimakrisen, bl.a. Klimaforandringens betydning for havets dyr 23. april og Klimakampen og dine digitale fodaftryk 28. april.

2 Til dig, der kan lide slovenske filosoffer

CPH:DOX’ tilbagevendende koncept ’An evening with ...’ har tidligere år budt på oplevelser med Pamela Anderson (som er blevet glødende dyrerettighedsforkæmper og aktivist, who knew!?) og den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

Konceptet, der er lavet i samarbejde med Normann Copenhagen, er en samtale med en eller flere forskellige kendte kulturpersoner. I år kan du både opleve den berømte slovenskefilosof Slavoj Žižek 29. april, performancekunstneren Marina Abramović 22. april, medlemmer fra protestbevægelsen i Hongkong 1. maj, musiker David Byrne 23. april, filmaktuelle Seyran Ates og forfatter Sara Omar 22. april.

Alle samtalerne vil kunne streames online. Læs mere her.

3 Til dig, der er nysgerrig på generation Z

CPH:DOX har i år oprettet en såkaldt ungdomsredaktion, som er en del af festivalens ambition om at sikre større mangfoldighed ud fra kriterier som køn, alder og etnicitet.

Ungdomsredaktionens medlemmer er alle fra generation Z og vil sætte sig selv i søgelyset til arrangementet ’Generation Z svarer igen30. april, hvor de vil spørge, hvem generation Z er, hvad de kan, og hvad de ikke kan. Det vil være »en ærlig, ufiltreret og nuanceret samtale« med plads til »sjov, alvor, revolution, personlige erfaringer, ambitioner og drømme for nu og for fremtiden«, lover de.

Hvis du gerne vil se mere til ungdomsredaktionen, står de for fire andre af festivalens events, nemlig ’Fremtidens aktivisme og fremtidens unge’ 22. april, ’#MeToo og krænkelser i film-, tv- og teaterbranchen’ 28. april, ’Familierelationer i kunsten’ 2. maj og ’Transkønnede børns vilkår’ 26. april.

4 Til dig, der gerne vil lære fra svampe

Ja, det er ikke nødvendigvis de psykedeliske, der menes her, men svampe generelt.

Tilsyneladende er det nemlig en trippet oplevelse at få indblik i svampenes verden, som kan være en inspiration for os som mennesker og samfund. Alt det kan du høre mere om til eventet ’Tag med ind i svampenes forunderlige verden’ 2. maj.

Og hvis naturvidenskaben generelt interesserer dig, kan du også opleve talks om kunstig intelligens og alternativ behandling i psykiatrien til ’Kapløbet om at skabe verdens første kunstige hjerne’ 29. april, ’Den menneskelige hjerne vs. kunstig intelligens’ 27. april eller ’Kunst og musik som medicin i psykiatrien’ 27. april.

5 Til dig, der har hjertesorger

Til sidst en anbefaling af en af vores egne events. Ibyens helt egen Doctor Love aka Felix Thorsen Katzenelson, som du kender fra vores ugentlige Ibyens Brevkasse, vil nemlig også folde sin erfaring og ømme råd ud til CPH:DOX.

I et panel med instruktørerne Kathrine Skibsted, Caroline Mathilde Salic og Andrine Moland fra den festivalsaktuelle film ’Elsker, elsker ikke’ vil Ibyens Brevkasse 1. maj sidde klar med råd og vejledning til dig og hele Danmarks hjertesorger.

Du kan indsende kærlighedsdilemmaer til panelet på hjerte@pol.dk.

Læs mere på facebookeventet her.

Sofia Palner Kloch

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her