Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min kæreste kan virkelig ikke lide min familie. Det har hun aldrig rigtig kunnet. Konflikterne bunder i alt muligt, og jeg kan egentlig godt forstå, at de støder sammen. Vi har været kærester i en del år, men hver gang det bliver jul, bliver uvenskabet tydeligt.
Hun springer alle mine familiefrokoster over, mens jeg kommer til hendes families versioner. Jeg er ikke vred på hende, men jeg er måske lidt misundelig. Hendes familie elsker vi, men min familie elsker kun jeg. Det er hårdt, at der altid er en tom stol ved min side, mens jeg endnu en gang skal finde på undskyldninger for min kæreste.
Vi drømmer om at få børn en dag, og jeg frygter for, hvad den dårlige stemning kan betyde, når vores familier smelter endnu mere sammen.
Kan jeg klinke skårene, eller er det bare sådan, det er?
Kh. Nissen
Gæsteredaktør Jonas Schrøder-Andreasen:
Kære Nissen
Av! For et familiemenneske som undertegnede napser det virkelig i hjertet at læse din beskrivelse af den tomme stol ved siden af dig, når familien mødes til gløgg, æbleskiver og sildemadder.
Lad mig starte med at være brutalt ærlig. Jeg ville have meget svært ved at være i et forhold, hvor min kæreste ikke behandlede min familie (og dermed mig) med respekt, og dermed som ligeværdig med hendes egen. Jeg siger ikke, at hun skal elske din familie – som sin egen. Men du elsker din familie, og hvis hun elsker dig, skal hun have respekt nok for din kærlighed, til at hun møder op til diverse familiearrangementer.
Og helt ærligt, hvad havde hun forestillet sig, at der skulle ske, når/hvis I får et barn? De første mange måneder kan barnet ikke undvære sin mor i mere end et par timer – så skulle din familie så bare afskæres fra at se jeres guldklump? Come on!
Men rolig! Der er en løsning, men det kræver, at du styrer direkte ind i den potentielle konflikt. Du skal simpelthen sige til din kæreste, at det ikke længere går, at hun bliver væk fra ’dine’ familiearrangementer. Der skal selvfølgelig lægges blidt ud, og hun skal ikke slæbes med til søndagsmiddag hver uge. Start med en kort gåtur på neutral grund med dine forældre, udvid til en middag hjemme hos jer – og til sidst et enkelt eller to af de store familiearrangementer. Hun skal selvsagt have lov til at sige fra tid til anden – men æraen, hvor hun permanent bliver væk, må slutte.
Så ja – du kan klinke skårene, men det kræver en indsats. Fra jer begge.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Nissen
Familier er for livet. Hvis du holder af dem, er det nemt nok, så er de tryghedens base og den emotionelle bunker, du kan søge tilflugt i, når livets hårdheder står dig imod. Hvis du ikke holder af dem, skal de dukke op i spejlet som skygger i ansigtet og hive dig i hjertetrådene på de dummeste tidspunkter. Så når jeg skriver ’for livet’, mener jeg: Familie er en livstidsdom, og ikke den rehabiliterende version, hvor man går fri efter 17 år på grund af god opførsel. Man fødes alene, man dør alene, og med sig i graven har man familiestridighederne.
Så jeg forstår godt, når din kæreste værger for sig over for sin svigerfamilie. Det er hårdt og utaknemmeligt arbejde at tilvælge en ekstra familie med alle dennes hjemsøgelser. Og når du skriver, at du godt kan forstå, »de støder sammen«, drømmer jeg om det umulige i sætningen: Vi er jo voksne mennesker. At alle, der var over 25, kunne finde ud af at konfliktnedtrappe og række ud, men det er for meget forlangt, det ved jeg. Jeg drømmer også om, at familieenheder forstår, de er i overtal. Din kone er alene mod en hær af kloner, hun er sandslottet til dit iltre ophav.
Derfor siger jeg igen noget umuligt: Man må gerne kræve noget af sin familie. Folk, som er eller skal være bedsteforældre, bliver nødt til at være sig et ansvar bevidst. Du har ikke bare børn, du skal passe på, du skal også værne om noget, de børn elsker. Familier må gerne ændre sig, gudskelov. Det kan være godt at minde dem om, at et efternavn ikke er hverken grund- eller naturlov (medmindre du underskriver dig Rex).
Din kæreste er forhåbentlig også voksen, og hvis hun aktivt vil lave mere familie og på den måde udvide dommen, skal hun også tage sig sammen. Du kender din familie, giv hende lidt hints til, hvordan man holder dem ud.
Når alt det er sagt, er der også bare nogle ting her i livet, man simpelthen skal. Betale skat, gå ned med skraldet og nogle gange være sammen med mennesker, man egentlig ikke bryder sig om. Samfundstjeneste, på med vestene, venner.
Har du et råd eller en kommentar, du gerne vil dele? Så gør det i kommentarfeltet herunder:
fortsæt med at læse
