Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har efter 34 år fundet den rigtige. Jeg er forelsket og tror, det er nogenlunde gengældt. Jeg er lykkelig, når vi er sammen, men jeg overanalyserer hans opførsel, når vi ikke er sammen. To gange, hvor jeg fejltolkede hans ageren (læs: hans beskeder) som, at han ikke vil ses mere, er jeg blevet så angst, at jeg har kastet op. Det gør mig bange, at jeg reagerer så stærkt, efter kun at have kendt ham i en måned. Hvor stor en påvirkning kan han så have på mit psykiske helbred, efter at vi f.eks. har set hinanden i tre måneder? Eller måske endda i et helt år?
Jeg er ellers et nogenlunde emotionelt stabilt og rationelt menneske uden psykoser (men med en neurose eller to – men det har vi da alle sammen) i bagagen. Jeg er også bange for, at han bliver skræmt væk af mit hysteri. Han ved ikke, at jeg bliver fysisk dårlig og kaster op, men han kan da høre, når vi taler i telefon, at jeg taler forceret og er angst. Bliver det værre, eller bliver det bedre?
Dbh
Opkast
Gæsteredaktør Niels Erling:
Kære Opkast
Fra en overtænker til en anden: I hear you, I feel you! Min modus operandi er at tænke, at der nok som udgangspunkt altid er noget galt. Så kan man jo på en måde kun blive positivt overrasket. Det kan være en meget forvirrende oplevelse.
For selv om jeg rationelt set formentlig godt ved, at det nødvendigvis ikke hænger sådan sammen, altså at der er noget galt, så er der jo bare ikke rigtigt nogen vej tilbage, hvis man først mærker, at der er noget, der er galt. Så vil man til bunds i det, jo. Det er jeg sikker på, at du kender. Desværre er »er der noget galt?« bare ikke så charmerende, som man kunne ønske sig.
Det smukke ved kærlighed er, at den kan opstå – og det forfærdelige ved kærlighed er, at den pludselig kan fordufte igen. Og hvis det sker, så er der jo egentlig ikke så meget, man kan gøre. Man kan ikke tvinge nogen til at elske sig. Det er jo også det smukke. Hvis du er ligesom mig, så vil du garanteret have plasteret af, hellere vide det før end siden. Sådan: »SIG NU BARE, AT DER ER NOGET GALT!«. Men altså. Der er jo et men. Og du ved det godt: Det går jo ikke.
Det, vi to skal lære, er: Det går ikke hele tiden at tro, at souffleen falder sammen. For så kan du ikke være nice over for ham. Og så kan du heller ikke nyde, når han er nice over for dig. Det eneste råd, vi to kan give os selv, er at lære at hvile i det, der sker, fremfor at forestille os alt det, der potentielt kunne gå galt. Og det er et røvsygt råd.
Men enjoy the ride, og nyd alt det gode, der sker omkring dig. Kys ham og tænk: »Hey. Hvis han ikke vil mere, så siger han det sgu nok lige ud«. Og indtil da: Hvor er du heldig, at du har fundet ham.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Opkast
Det bliver bedre, fordi vi gør noget ved det. Grundlæggende spørger du, om man kan have sine svagheder med ind i en relation, og man kan svært andet, men man kan godt arbejde med sig selv. Ikke fordi du skal være bange for, at han opdager, at du har lidt bræk i mundvigen, men fordi det grundlæggende ikke er godt for dig at ligge på gulvet og kaste op på grund af noget med en opvask og et hårdt ord.
Jeg kan fortælle dig, at det nok skal gå, men jeg ved ikke noget om jer.
Det kan sagtens være, at han kan afhjælpe dig med din utryghed, men det er i dig, trolden bor. Den står i et stort tomt rum og slår to pander sammen og råber: »Han forlader dig«.
Jeg synes, dine symptomer er tilpas stærke til, at du kan søge professionel hjælp (også mere professionel end os lige her). Det går simpelthen ikke, at man får kvalme af sine egne følelser, slet ikke hvis de viser sig at være forkerte.
fortsæt med at læse
