En af de privilegerede sider ved arbejdslivet som reporter er muligheden for at møde de kendte, de rige og de berømte, og gennem tiden har jeg mødt adskillige, også nogle med meninger så skarpe og højbrynede, at jeg ikke fattede en bønne – eksempelvis i køkkenet hos forfatteren og debattøren Elsa Gress i Glumsø, hvor jeg baksede gevaldigt med at få alle hendes kulturradikale betragtninger ned på blokken. Når sandt skal siges, var jeg også mere optaget af hendes papegøje og de utallige kaffepletter på voksdugen.

Helt anderledes var mit møde med Kenzo, den unge, blide, japanske designer, der havde slået sig ned i Paris og brød igennem med mærket Jungle Jap, hvis anderledes fantasifulde tøj blev bemærket af Jørgen Nørgaard og hentet hjem til forretningen på Strøget. Jeg var sammen med Nørgaard den dag i Gallerie Vivienne, hvor en storsmilende Kenzo modtog sin første store ordre, helt uden at mæle så meget som et ord og vist også helt uden at forstå, hvad der skete, han bare nikkede og bukkede og bukkede og nikkede, hvilket han fortsatte med det meste af sin succesfulde og verdensomspændende karriere.