Dans har det stadig ret svært i Danmark, mener koreografen Gunilla Lind. Men en særlig kvinde giver hende håb.

»Jeg er nok det, man vil kalde et garderobebarn«

»Jeg elsker det forklaringsløse rum«, siger Gunilla Lind, der ville ønske, at danskerne gav sig selv lov til bare at opleve dans i stedet for at insistere på at forstå alt.   Foto: Emil Bay Gregersen
»Jeg elsker det forklaringsløse rum«, siger Gunilla Lind, der ville ønske, at danskerne gav sig selv lov til bare at opleve dans i stedet for at insistere på at forstå alt. Foto: Emil Bay Gregersen
Lyt til artiklen

»Jeg er nok det, man vil kalde et garderobebarn. Min mor er scenograf, så jeg er vokset op i den verden på forskellige teatre.

Jeg startede til contemporary dance som 8-9-årig, og det var love at first sight. At finde noget, der var ordløst, men sagde så meget, husker jeg som en øjenåbner. Jeg gik på dansegymnasium i Malmø og troede, jeg skulle være kompagnidanser og besøgte forskellige skoler, men jeg syntes ikke rigtig, jeg passede ind. Så slog det mig, at jeg måske skulle være koreograf i stedet og skabe mine egne verdener.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her