Føler du dig ikke på toppen for tiden, er der råd.
Denne weekend kan du for eksempel besøge et af byens mange tårne eller spise middag på en tagfarm.
Vi guider til fem oplevelser, så du kan komme ovenpå.
Guiden gælder 10.-12. maj.
1. Nikolaj Kunsthal
I den gamle Nikolaj Kirke i Indre By kan du tage forbi kunsthallen af samme navn, der fungerer som udstillingssted for dansk og international samtidskunst. Her kan du i øjeblikket se kunst af henholdsvis Anna Domnick og Andreas Emenius, som du oplagt kan kombinere med en tur i kirkens 35 meter høje tårn.
Voksne, studerende og pensionister betaler 70 kroner for at besøge tårnet, mens prisen er 40 kroner for børn mellem 0 og 17 år. Og køber du adgangen sammen med billetter til museet, er der rabat at hente.
Nikolaj Kunsthal. Nikolaj Plads 10, 1067 København K. Fredag 12-18, lørdag og søndag 11-17. Tårnture lørdag og søndag 14 og 15.
2Skovtårnet ved Gisselfeld Kloster
I marts stod et helt nyt skovtårn færdigt i Gisselfelds skove. Et tårn, der i sig selv er 45 meter højt, og hvor du kommer 140 meter op over havets overflade til en unik udsigt over den sydsjællandske natur.
Med andre ord venter der dig altså en nærmest flyvende oplevelse, der ved åbningen gav Politikens arkitekturanmelder et »sug i maven«, som gjorde sig fortjent til hele fem hjerter. Billetter koster 125 kroner, og en tur i tårnet tager cirka to timer.
Skovtårnet på Camp Adventure, Denderupvej 9A, 4690 Haslev. 10-18 hele weekenden.
3Kulturtårnet Knippelsbro
Ved Knippelsbro ligger et tårn af samme navn, hvor der året ud er en række små kulturarrangementer, blandt andet radiobiografer, kunstudstillinger og politiske samtaler.
I denne weekend er det mors dag, og i den anledning er tårnets konditor Benedikte gået i køkkenet for at bage kager til dig, din mor, eller hvem du nu ellers vil have med til en fin udsigt over byens havn. Entré denne dag er 75 kroner inklusive to stykker sødt.
Kulturtårnet, Knippelsbro 2, 1400 København K. Lørdag 12-20 og søndag 12-18. Sød Søndag - Mors dag frem til 17. Særlukket fredag 10. maj.
4Gro Spiseri
På en terrasse på toppen af Østerbro finder du Danmarks første tagfarm med det rimende navn ØsterGRO. Her drives et økologisk og bæredygtigt landbrug, og året igennem inviterer de indenfor til workshops og rundvisninger.
Også fællesspisninger er en del af repertoiret, og i denne weekend kan du nyde en seksretters forårsmiddag ved langbordene på stedets restaurant, Gro Spiseri. Læs meget mere og bestil billet her.
Gro Spiseri, Æbeløgade 4, 2100 København Ø.
5Glyptotekets tagterrasse
For at finde en af byens mere skjulte tagterrasser kan du tage op på toppen af Glyptoteket. Terrassen gemmer sig, hvis du fortsætter op ad trapperne rundt om museets klimastyrede tilbygning, tegnet af Henning Larsen, og som rummer franske og egyptiske værker. Adgang til bygningen finder du ved Vinterhaven.
Adgang til museet koster 115 kroner for voksne, 85 kroner for studerende og er gratis for børn under 18.
Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V. Fredag-søndag 11-18.
fortsæt med at læse