Gratis er jo dejligt.
Og gratis oplevelser er der masser af i denne weekend, så der er ingen undskyldninger for ikke at smide natbukserne og komme af sted.
1 Gratis vinsmagning
Der er intet så godt som gratis ting. Hvis du også er en af dem, som frekventerer Meny om lørdagen for at få en lille plimmelim på inden frokost, så er det her lige til dig. I dag og i morgen er der gratis vinsmagning på Christianshavn, og det er fra kl. 12.
Så kan du gå weekenden i møde langt mere afslappet. Og det er frem til 17.30, så du behøver heller ikke at skynde dig. Der er intet ved dette tilbud, som ikke er godt, hvilket vil sige heller ingen undskyldning for ikke at komme af sted. Vin er sundt. Det har mange kloge mennesker sagt. Og gratis vin er formentlig ekstra sundt.
Victoria Vine, Overgaden Oven Vandet 30B, 1415 København K. Fredag og lørdag kl. 12.00-17.30
2 Gratis modeforum og drink
Hvis du ikke er så meget til det der vin, som ofte kan være lidt surt, så kan vi i denne uge i stedet tilbyde dig snaps. Nu rammer vi snart en af flere snapseårstider, og det skal da fejres. Hvis du også er til gode tilbud og mode, er der dobbelt op, for i denne weekend er der Modeforum i Forum.
Og du kan få en gratis vip-billet til hele weekenden plus drinks fra Snaps Bornholm, hvis du medbringer seneste nummer af Politiken og viser det i døren. Så sparer du 180 kroner i entré. Dem kan du så bruge på en ny trøje eller buks fra eksempelvis Mads Nørgaard eller Versace.
Forum, Julius Thomsens Pl. 1, 1925 Frederiksberg. Fredag kl. 17-20 og lørdag plus søndag kl. 10-16
3 Gratis julemarked
Efter at du har drukket gratis vin på Christianshavn, er du klar til julemarked på pladsen ved Torvehallerne.
Der vil du få alle muligheder for at tale med folk fra mikrobryggerier, lokalt produceret vin og ost, hjemmelavet syltetøj, kød og vildt fra mindre producenter og meget andet, man kunne begære. Og da det er producenterne, der dukker op, kan man jo altid forsøge sig med at få et godt tilbud.
Julemarked ved Torvehallerne, Frederiksborggade 21, 1362 København. Lørdag kl. 10-18
4 Gratis podcastpremiere
Det næste her er også gratis. Og du kan måske blive klogere. Selv om forfateren Kaspar Colling Nielsen nu skal til at være embedsmand, forhindrer det ham ikke i at søge paradis. Det forsøger han at finde i en ny podcastserie i samarbejde med Prxjects. Der er mulighed for at komme med til premieren på serien – og det er ganske gratis.
Det er resten af serien forresten også, du kan dog først høre den fra på mandag. Men vent, der er mere. Du kan også – ganske gratis – lytte til en teaser, inden du beslutter, om du skal tage imod det gratis tilbud.
Hotel Cecil, Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København. Lørdag 16 nov. fra kl. 16-18
5 Næsten gratis-biograf
Noget, der ikke er helt gratis, men til gengæld billigt, er den store biografdag på søndag. Hvis du også synes, at priserne på en biografbillet er blevet noget andet, end det var i gamle dage, så har du helt ret. Men det bliver der lavet om på søndag til Biografernes Dag landet over. Her kan du nemlig se film til en flad 50’er.
Uanset genre, sædevalg eller format. Du kan se børnefilm, voksenfilm, komedier, drama, ’Terminator III’, ’Jagtsæson’ og julefilm. Det er sgu da et godt tilbud til dig, som Lars Larsen ville have sagt. Så grib unger, koner, kærester, mænd og naboer, og inviter dem i biffen på søndag.
Biografernes Dag afholdes blandt andet ved Cinemaxx København, Kalvebod Brygge 57, 1560 København. Søndag kl. 10-23
fortsæt med at læse

