Man kan dårligt kalde Henrik Poulsen for en græsrod. Faktisk er det er svært at komme i tanke om en større eksponent for storkapitalen end erhvervsmanden med det drengede udseende.
I tidens løb har han arbejdet for Lego og konsulentvirksomheden McKinsey & Co, der er mest kendt for at hjælpe offentlige og private selskaber med at skære ned og profitmaksimere til den store guldmedalje.
Den 50-årige Henrik Poulsen har også tjent en formue på at stå i spidsen for telegiganten TDC, indtil han i 2012 blev hentet til det statslige energiselskab Dong, der havde opført en operetteagtig konflikt mellem daværende bestyrelsesformand Fritz Schur og den fyrede topchef Anders Eldrup.
Og som om det ikke var nok fulgte balladen om Dongs kapitaludvidelse, der i 2014 fik SF til at forlade Thorning-regeringen i protest mod den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs involvering, som sikrede det amerikanske foretagende et hurtig milliardgevinst.
Siden blev Henrik Poulsen en mere holden mand, end han var i forvejen, da Dong i 2016 gik på børsen, og året efter solgte olie- og gasforretningen fra. Endnu engang stod elinstallatørens søn fra den midtjyske by Givskud på det rigtige sted, og efter forhistorien om Dongs affære med Goldman Sachs vakte udsigten til en aktiegevinst på rundt regnet 30 millioner udbredt forargelse.
Der har kort sagt været blæst nok til at holde adskillige vindmølleparker kørende, men de seneste par år har været mindre dramatiske. Samtidig har det oprindelige Dansk Olie og Naturgas taget navneforandring til Ørsted efter videnskabsmanden og opdageren af elektromagnetismen for at signalere, at de sorte fossile brændsler hører fortiden til. Men sikkert også for at pleje sit medtagne image.
Tilbage i 1970’erne skrev Jyllands-Posten i en leder, at »vindmøller er ikke og bliver aldrig rentable ... Det er roterende religionsvanvid«. Men der har i den grad vist sig at være penge i den vedvarende energiform, og sidste år kunne Ørsted præsentere et overskud på over 13 milliarder kroner – det bedste resultat nogensinde i den statslige energikoncerns historie.
»Mange er utroligt optaget af personer, og hvem der fortjener æren for virksomhedens transformation. Det ærlige og rigtige svar er, at Ørsteds 5.600 medarbejdere har fået det til at ske. Men der er ingen tvivl om, at ledelsen før mig bidrog til at sætte den grønne retning«, siger Henrik Poulsen, der tager imod på sit kontor på Nesa Alle i Gentofte på en af de nådesløse solskinsdage, hvor selv de mest forbenede klimaskeptikere må vakle i troen.
Grøn Goldman Sachs
Oprindeligt var ambitionen, at Dong i 2040 skulle levere 85 procent af sin strøm fra vedvarende energikilder og derigennem nedbringe udledningen af CO2.
»Det var visionært tænkt, men dengang ville man have anset det for helt utænkeligt, at man kunne gøre det på 10 år. Men det har vi så gjort alligevel. Hele ideen med havvind gik ikke tabt i al den turbulens, der var i virksomheden. Tværtimod«, siger Henrik Poulsen.
Sidste år udgjorde grøn strøm 64 procent af Ørsteds samlede produktion, og ifølge planen skal kul være udfaset inden for senest fem år.
En væsentlig del af koncernchefens opgave har været at sælge ud af alle aktiver, der ikke havde noget med især havvind at gøre.
»Vi havde brug for at genopfinde en ny virksomhed og stod med nogle historiske indtjeningskilder, der var ved at forsvinde under os. Tidligere tjente vi mest på konventionelle kraftvarmeværker med kul og gas. Men den kilde forsvandt i løbet af 3-4 år, og derfor stod koncernen på et ret kritisk sted«.
Gennem de seks år har det, der i dag hedder Ørsted, ofret et trecifret milliardbeløb på at gøre den vedvarende energiform til sin hovedforretning.
»Var det let at forudsige, at havvind kunne give koncernen en ny langsigtet kerne? Nej, det var det ikke? Der var masser af risiko ved at bet the farm (satse gården, red.), men det gik godt, og det tjente både Goldman Sachs og danske pensionskasser rigtig godt på. Men staten har også fået mangedobbelt sin værdi«, siger Henrik Poulsen.
Selv om Goldman Sachs er noget nær unævnelig på grund af især investeringsbankens rolle under finanskrisen, tøver koncernchefen ikke med at fremhæve amerikanernes vigtige rolle for energikoncernens grønne omstilling:
»De gik ind i investeringen med en tro på havvind, der i 2013 stadigvæk var en relativ umoden industri og teknologi. Derfor var en del af udfordringen at finde investorer, der var parat til at lægge så mange penge. Kapitalen var nødvendig, for ellers kunne vi ikke have holdt speederen i bund og fået en verdensledende position i dag«.
Nederlag til Barylen
I modsætning til for eksempel Vestas og Siemens producerer Ørsted ikke vindmøller, men står for opførelsen af kraftværkerne på havet som bygherre og projektudvikler.
Turbinerne bliver løbende større og møllerne højere, hvilket er med til at drive omkostningerne ned, når der skal bruges færre tårne, mindre kabel, fundament og beton.
Samtidig kan en vindmøllepark i modsætning til tidligere rejses i løbet af et par år. Andre globale energikoncerner er også begyndt at få øjnene op for pengene og perspektiverne i vedvarende energi. Det gælder svenske Vattenfall, tyske E.ON og olieselskaber som hollandske Shell og norske Statoil, der også har skiftet navn – til Equinor.
Til konkurrenterne hører også den danske udbrydergrupper Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der ledes af den forhenværende Dong-medarbejder Jakob Baruël Poulsen med øgenavn Barylen. Han var i 2012 omdrejningspunkt for konflikten mellem den daværende bestyrelsesformand Fritz Schur og topchef Anders Eldrup og røg ud af Dong under vilde omstændigheder.
Der er uendelig lang vej, før grøn energi kan erstatte alt andet. Men Danmarks opgave må være at vise, at det kan lade sig gøre
Af samme grund må det have været en særlig stor tilfredsstillelse for Jakob Baruël Poulsen og hans investeringsselskab CIP, da de for nylig vandt en stor ordre på at bygge en havvindmøllepark i den amerikanske stat Massachusetts – for næsen af Ørsted.
Henrik Poulsen afviser, at det skulle være en ekstra bitter pille at sluge og siger, at det »mest er en medievinkel på grund af forhistorien« i Dong.
»Det er sundt med konkurrencen, og inden for det seneste år har vi deltaget i 4 udbud og vundet de 3 i England, Tyskland og Taiwan. Vi har snart bygget 24 havvindmølleparker og har i al beskedenhed en resultatliste uden globalt sidestykke, siger han.
Et umætteligt marked
I det hele taget synes Ørsteds koncernchef, at Danmark burde glæde sig over, at nogle driftige mennesker for fire årtier siden såede frøene til vindmølleindustrien, og at en miljø- og energiminister som Svend Auken (S) gav den stor politisk prioritet.
»I dag beskæftiger vindindustrien omkring 32.000 ansatte herhjemme, og langt de fleste arbejdspladser ligger vest for Storebælt i Aalborg, Brande, Esbjerg og Ringkøbing. Vi sidder stadig tungt på markedet, men samtidig skal vi gøre så meget som overhovedet muligt for at bevare arbejdspladserne på danske hænder«.
Er vi da ved at tabe forspringet ligesom det skete med skibsværfterne?
»Man skal altid være professionelt bekymret og have et vist element af sund paranoia i en virksomhed. Mange lande omkring os har fået øjnene op for, at vind er en voksende global industri. De vil gerne have en andel i Tyskland, Storbritannien, Holland og Frankrig«.
Der tegner sig et stort marked i Nordeuropa, Taiwan og op langs hele den amerikanske østkyst, selv om præsident Donald Trump har en svaghed for kul og ikke tror på den menneskeskabte globale opvarmning. Men staterne ser anderledes på sagen, fordi prisen på strøm fra havvind er faldet drastisk og nu kan konkurrere med fossile brændsler.
»Massachusetts, Connecticut, New York, New Jersey, Virginia og Maryland har et kæmpe potentiale, hvis man kigger 10-15 år ud i fremtiden«, siger Henrik Poulsen.
Til gengæld er vejen ind på markederne i Kina og Indien anderledes besværlig, men Ørsted er åben for nye forretningsmuligheder og teknologier som lagring for strøm og industrielle varmepumper. Men i de næste mange årtier vil havvindmøllerparker til 10-20 milliarder kroner stykket være den bærende del af virksomheden, som i dag beskæftiger 2.300 af Østeds ansatte.
Lang vej igen
Når man kaster et blik på forholdet mellem sort og grøn energi på verdensplan, udgør den vedvarende energi stadig kun en forsvindende lille del af det samlede billede. For de fleste almindelige mennesker er det vigtigste spørgsmål, om det flytter noget i bestræbelserne på at stoppe den globale opvarmning.
»Der er uendelig lang vej, før grøn energi kan erstatte alt andet. Men Danmarks opgave må være at vise, at det kan lade sig gøre, og vi er allerede nået langt. Intet land har så høj en andel af vindenergi i sit system og stadig med leveringssikkerhed på 99,9 procent. Men vi har brug for et teknologisk gennembrud indenfor lagring, der er at sammenligne med den hellige gral. Den dag man kan lagre vedvarende energi, har vi løst en stor del af problemet«.
Alene i Nordsøen er forholdene så gunstige, at en stor udbygning af havvindmøller ville kunne erstatte samtlige kulkraftværker i Europa. Men ifølge videnskaben skal det gå langt hurtigere, hvis temperaturstigningerne skal holdes på under de to kritiske grader:
»Der er ingen tvivl om, at vi har ualmindelig travlt, hvis vi skal nå målene i Paris-aftalen. Noget skal være politisk ledet, andet drevet af forbrugerne og virksomheder. Omkostninger på vind og sol er reduceret så hurtigt og så meget, at ingen kunne forudse det på forhånd. Men så skal der arbejdes mere med at bruge elproduktionen til så mange formål som muligt inden for transport, varme og industri«, siger Henrik Poulsen.
Opgaven giver stor mening for alle Ørsteds medarbejdere, siger Henrik Poulsen, og samtidig illustrerer vindmølleprojekterne, at der ikke behøver at være en modsætning mellem økonomisk vækst og kampen mod klimaforandringerne. Storkapitalen kan godt arbejde for en bedre verden, og overskuddet kommer også den danske stat til gode.
»Det er ikke bare snak og corporate kosmetik. Hver eneste dag beskæftiger vi os med noget meningsfyldt, der er med til at gøre verden mere grøn«.
Hvis man havde spurgt Henrik Poulsen for fem år siden, om det var muligt at omstille verden til vedvarende energi, ville han have tøvet. Men der forskes i bedre batterier og store amerikanske, japanske og tyske bilproducenter vil i løbet de kommende år sprøjte elbiler ud på markedet i et højt tempo.
»Det er i sin vorden, men det ville jeg også have sagt om havvind for 6-7 år siden, og da visionen for Dongs omstilling hed 2040. Det kræver, at der en politisk vilje til at investere i innovation og ny teknologi. Men jeg tror mere end nogensinde på en verden uden sort strøm«.
