Politi eller militærstyrker skyder nu med skarpt mod demonstranterne på Tahrirpladsen i Egyptens hovedstad, Kairo.
Sådan lyder den dystre melding fra flere feltlæger overfor politiken.dk. Ved den store moske på hjørnet af Tahrirpladsen har læger og medicinstuderende i samarbejde opstillet et nødhospital, der skal behandle sårede demonstranter.
36-årige Hakeem Saeed har hele dagen igennem tilset de mange sårede, der er blevet bragt ind på hans tyve kvadratmeter store operationsstue, som består af uldtæpper og madrasser, der er spredt ud over et lille kvadratisk jordareal.
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Kairo: Ambulancer kører i pendulfart efter voldelig nat
»Jeg har haft få inde med sår fra skarpe skud, ja. Det kan jeg bekræfte«, siger han til politiken.dk.
Hidtil er de fleste forlydender ellers gået på, at politi og militær har holdt sig til tåregas og såkaldte gummikugler. Men nu er demonstrationerne gået ind i en ny fase, forklarer Hakeem Saeed.
»Det her tegner ikke godt. Hvis politiet og militæret fortsætter så brutalt, får jeg travlt i aften«.
Frygter militærdiktatur
For sjette dag i træk er tusindvis af demonstranter samlet på den ikoniske Tahrirplads i det centrale Kairo for at protestere mod militærets fortsatte regeren i Egypten.
Da landets mangeårige præsident, Hosni Mubarak, i februar måtte træde tilbage som konsekvens af den såkaldte egyptiske revolution, lovede landets militærkomité – anført af feltmarskal og tidligere forsvarsminister under Mubarak, Mohammad Hussein Tantawi – en overgang til civilt styre inden seks måneder.
Kampe fortsætter på Tahrirpladsen trods militærets indrømmelserDen tidfrist er for længst udløbet, og nu frygter demonstranterne på Tahrirpladsen, at militærets enorme magt kan svigte revolutionens mål om demokrati og i værste fald føre Egypten ind i en årelang periode med militærdiktatur.
Ifølge Ritzau er tre mennesker i dag blevet dræbt ved demonstrationerne i Kairo. Én demonstrant er desuden blevet dræbt i byen Alexandria i nat, oplyser nyhedsbureauet Reuters.
Er ikke i tvivl
Midt på Tahrirpladsens inderste græsareal overnatter de mest entusiastiske demonstranter i en improviseret teltlejr. Også her er der opstillet nødhjælp til sårede aktivister og iltstationer til dem, der er hårdest ramt af tåregas.
Layla Ali har kun læst medicin i to år, men er nu blevet kastet hovedkulds ind i behandlingen af de mange, der søger mod pladsens midte for at få hjælp.
»Politiet skyder med skarpt nu, det er jeg ikke i tvivl om«, siger hun til politiken.dk og tilføjer, at de fleste patienter dog stadig behandles for tåregas eller sår fra gummikugler.
Styret afviser åben ild
De nye øjenvidneberetninger fra lægerne på Tahrirpladsen strider imod det billede af urolighederne, som Mohammad Hussein Tantawi i går forsøgte at tegne på nationalt tv. Her afviste han, at militæret skulle have udøvet vold mod demonstranter.
»Vores loyalitet ligger hos Egyptens folk. Vi ville aldrig tillade, at vores styrker skød mod demonstranter«, sagde han og appellerede til demonstranterne om at nedtone demonstrationerne.
Men det er slet og ret forkert, fortæller Hassan Ala’a Rashid på 40 år, der hele formiddagen har forsøgt at holde skrald og tåregas på afstand af det nødhospital, han har været med til at oprette i nat på Mohammed Mahmoud Street, der leder op til Tahrirpladsen.
Valg afholdes som planlagt
»Vi har ikke selv behandlet nogen med sår fra åben ild, men jeg har talt i telefon med flere andre læger, der siger at de har«, fortæller han, mens endnu en demonstrant bæres ind for at modtage ekstra ilt.
Endnu afviser de egyptiske myndigheder enhver snak og åben ild.
Det egyptiske parlamentsvalg starter på mandag og skal efter planen følges op af valget af en ny egyptisk præsident.
fortsæt med at læse


























