Efterladte søger stadig sandheden om faldne tyske soldater

Tiden siges at læge alle sår, og 60 år efter de allieredes landgang på Normandiets kyst deltager en tysk forbundskansler for første gang i en mindestund over de mange, der faldt på »den længste dag«. 60 år, nu er det historie, og dog. I Berlin-Reinickendorf, Eichborndamm 179, er Anden Verdenskrig langt fra forbi. Her står det velbevarede arkiv over alle de mange tyske soldater, der enten faldt, blev såret, blev meldt savnet eller taget til fange. Deres skæbne kan aflæses i over 18.000.000 kartotekskort ført med blæk. Den dag i dag, selv 60 år efter, modtager man i tusindvis af henvendelser fra efterladte, der vil have vished om, hvad der skete med deres mand, deres søn, bror, måske en onkel eller nevø. Nu er også børnebørnene begyndt at melde sig: Hvad ved I om min bedstefar? Er det rigtigt, at han døde på et lazaret? Ved I, hvor han ligger begravet? Trods ihærdig efterforskning er én million tyske soldater fortsat meldt savnet. Intet spor har man kunnet finde af dem. Måske sker det alligevel en dag. Måske finder man ovre i Rusland eller ude i Brandenburgs skove et par knogler og en metalbrik, også kaldet »kadaverskiltet«, dét alle soldater havde hængende om halsen. Med nummeret på deres enhed og deres indrulleringsnummer. Her kan arkivet hjælpe, for man råder over de lister, der kan fortælle, hvilken person der er gemt bag de anonyme tal. Arkivet blev grundlagt i 1939, lige inden Hitler overfaldt Polen. I Wehrmacht, de væbnede styrker, ville man have styr på de faldne, de sårede og de savnede. Hver 10. døgn skulle der indberettes til arkivet. Selv da Hitler-Tyskland var besejret, fortsatte arkivarerne deres arbejde. Det fik de ordre om af US Army, der havde sikret sig arkivet for næsen af russerne. De første år drejede det sig om at fastslå liv eller død. Senere kom andre spørgsmål til, fortæller Peter Gerhardt, der er vicechef for arkivet med navnet: »Deutsche Dienststelle WASt«: »Det nye Tyskland, forbundsrepublikken, overtog juridisk set arven efter det tyske rige. Det betød, at man også var ansvarlig for at udbetale pensioner, f.eks. til officersenker eller til invaliderede soldater. Nu kom de til os for at få oplyst, hvad de havde krav på. Af vore kartotekskort kunne vi konstatere, hvor længe den pågældende havde været tjenstgørende og hvor han havde ligget på lazaret, tit med ret præcise oplysninger om, hvad lægerne havde gjort ved ham«. En enke efter en omkommen ubåds-kommandant ville vide, hvor ofte hendes mand havde været i »fremmede farvande«, for dér vankede der en ekstra hyre - af betydning for beregningen af hendes enkepension. Ukendte fædre I løbet af 1990'erne kom en ny type henvendelser: »I mange lande havde det været tabu at tale om de børn, der var frugten af en forbindelse mellem en tysk soldat og en indfødt kvinde. Alene i Frankrig skønner man, at ca. 200.000 børn kom til verden på den måde«, forklarer Peter Gerhardt. »Nu vil mange af dem vide, hvem deres far var, og her kan vi tit hjælpe med at opspore ham eller eventuelle halvsøskende. Men vi knytter naturligvis kun den art meget følsomme kontakter med største diskretion. Den pågældende fader eller slægtning skal være indforstået«. I Danmark formodes det, at mindst 5.500 af den slags krigsbørn blev undfanget og født under besættelsen 1940-1945. Det vældige arkiv (der paradoksalt nok har til huse i en fhv. våben- og ammunitionsfabrik) fik straks efter krigen overladt de allieredes arkiver over deres tyske krigsfanger. Et tilfældigt udvalgt kort oplyser således, at Richard Hüther, årgang 1922 (han ser fortvivlende ung ud på de vedhæftede fotos), indkaldt i 1942, blev såret i Tunesien i 1943, hvorefter han som krigsfange blev bragt til USA, hvorfra han blev frigivet i 1946. Amerikanerne har omhyggeligt noteret, at Hüther havde været medlem af Hitler Jugend, men i øvrigt ubelastet. Den dag i dag modtager arkivet ting, som ukendte soldater har efterladt sig, og som først nylig er fundet. Ure, fyldepenne, nøgler, ringe, fotos. Man gør alt for at finde frem til mulige efterladte. »Men utallige menneskeskæbner vil nok for altid forblive i det dunkle«, konstaterer Peter Gerhardt. Og en gang, når vi alle er borte, vil også de 18 millioner kartotekskort være smuldret hen. For under Anden Verdenskrig var der kun råd til papir af ringe kvalitet.