Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Vestager i tænkeboks efter 100 milliarder kroners-lussing

Margrethe Vestager fotograferet på et pressemøde i 2017, hvor hun fortæller om sagsanlægget mod Apple.  Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Margrethe Vestager fotograferet på et pressemøde i 2017, hvor hun fortæller om sagsanlægget mod Apple. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Apple og Irland har onsdag vundet en stor skattesag ved EU-Domstolen, hvor EU-Kommissionen havde krævet, at Irland skulle indkræve 13 milliarder euro i skat fra Apple - næsten 100 milliarder kroner.

EU-Domstolen skriver i afgørelsen, at den har annulleret EU-Kommissionens krav fra 2016. Der var ikke tale om ulovlig irsk statsstøtte til Apple, som EU-Kommissionen havde fremført.

EU-Kommissionen har ikke besluttet, om dommen skal ankes. Det fremgår af en skriftlig kommentar fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

»Vi vil studere dommen grundigt, og vi vil overveje de næste skridt«, siger hun.

0,005 procent i skat

Sagen handler om en skatteaftale, som Apple havde med Irland, og det samlede krav rettede sig mod perioden fra 2003 til 2014. Aftalen har betydet, at Apple har betalt ned til 0,005 procent i skat.

Det har været fordelagtigt for Apple, som har bogført sine milliardindtægter i EU i sit europæiske hovedkvarter i Irland.

Vestager taber opsigtsvækkende skattesag til Apple

Vestager fremhæver som eksempel, at Apples irske underselskaber i 2011 tjente 16 milliarder euro i EU. Men aftalen med Irland betød, at Apple kun blev beskattet af 50 millioner euro.

»Hvis medlemslande giver visse multinationale selskaber skattefordele, som andre ikke får, skader det konkurrencen i EU. Det berøver også de offentlige kasser og borgerne vigtige midler til meget nødvendige investeringer«, siger hun.

En række store sager

Margrethe Vestagers forgænger på posten som konkurrencekommissær i EU, Joaquin Almunia, indledte en undersøgelse af skatteaftalen mellem Apple og Irland. Danskeren førte sagen videre, da hun blev kommissær i 2014.

Vestager konkluderede i 2016, at Apple skulle betale yderligere 13 milliarder euro i skat i Irland. Det svarer til knap 100 milliarder kroner.

Sagen er en i en række af store skattesager, som EU-Kommissionen har indledt mod multinationale selskaber, som tjener mange penge - men betaler lidt skat - i Europa.

Overblik: Her er Vestagers store skattesager

I en skriftlig reaktion på EU-Domstolens afgørelse fra det irske finansministerium hedder det ifølge irsk stats-tv RTE:

»Irland har hele tiden klart sagt, at der ikke gives nogen form for særbehandling til Apples to selskaber ASI og AOE. Korrekt irsk skat er blevet opkrævet«, hedder det med henvisning til Apples to underselskaber.

Apple har også forfattet en reaktion på afgørelsen fra domstolen i Luxembourg.

»Denne sag handlede ikke om, hvor meget skat vi betaler. Den handlede om, hvor vi skal betale den. Vi er stolte over at være den største skatteyder i verden, da vi ved, hvor vigtig skat er for samfundet«, skriver Apple.

Havde Apple og Irland tabt sagen, ville de ud over skattekravet på 13 milliarder euro også skulle betale renter for et beløb svarende til omkring 10 milliarder danske kroner.

EU-Kommissionen kan anke sagen til den øverste instans ved EU-Domstolen. Fristen er to måneder og ti dage.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her