Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Finn Frandsen (arkiv)
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Hovedgaden. Amagerbrogade samler en hel øs befolkning.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt af Amagerbrogade: Her er der masser af plads

Her er der alle grupper og klasser. Også dem der der er lidt ved siden af.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Finn, 80 år

»Jeg kan ikke fordrage hunde!«.

Finn Petersen nikker over mod boxerhvalpen, som hvinende bryder stilheden uden for Prinsesse Vask på Prinsesse Christines Vej. Her sidder Finn tit.

Fra pladsen på bænken uden for vaskeriet har han et perfekt udsyn over den bid af Amagerbrogade, hvor han herskede engang.

I fire årtier reparerede han ure for forsvaret og solgte armbåndsure og bijouteri til direktørerne og deres fruer fra sin forretning på Amagerbrogade 166. I 2001 solgte han lokalet videre til pizzabageren inde ved siden af.

»Det har jeg aldrig fortrudt. Min tid var ovre. Nu ville jeg prøve noget andet«.

40 år på Amagerbrogade
I dag skriver Finn på en bog. Men han holder stadig af at gå en tur på den gade, hvor han havde sin daglige gang i fyrre år.

»Jeg kan rigtig godt lide at gå strækningen fra busstoppestedet og til der, hvor min butik lå«.

LÆS ARTIKEL Engang var det meget længere rejser, Finn tog på. Til Schweiz, Italien og den sydfranske riviera. Til fyrstebryllup i Monaco og på cykel fra København til Jönköping. »Et sted på den svenske landevej blev jeg overhalet af Svend Asmussen, som skulle spille på et dansested deroppe. »Vi ses i aften«, råbte jeg til ham. »Det når du da aldrig«, svarede han. Men det gjorde jeg«. Indtog dansegulvene i weekenden Hjemme i København indtog Finn byens dansegulve i weekenderne.

Fra den livlige natklub Prater på Stengade til Nimb ved Tivoli, hvor prins Axel var stamgæst, bartenderne rystede fine drinks, og italienske orkesterledere spillede op til dans.

»Jeg havde en kammerat, som jeg gik på jagt efter søde piger sammen med. Og en aften i begyndelsen af 1960’erne mødte jeg Solveig. Vi var jo nogle pæne, unge mennesker, så vi nøjedes med at vinke farvel til hinanden den aften. Men dagen efter tog vi i skoven sammen. Ud til Eremitagesletten. Og så blev vi kærester«, siger han og når lige at fortælle, at han og Solveig har to sønner og i dag bor sammen i en lejlighed på Dalføret længere ude på Amager. Så afbryder han sig selv.

I dag ser jeg skilte med ophørsudsalg overalt på Amagerbrogade. Sådan var det slet ikke dengang. Der var fyldt med butikker.



»Har du fået købt bajere nok?«, råber han efter en mand, som kommer traskende forbi bænken med en plastikpose viklet om højre håndled.

»Jeg drikker ikke, det ved du da!«, vrisser han tilbage. Finn smiler. »Jeg kender de fleste her på vejen. Mange af dem har boet her så længe, at de kan huske mig fra butikken«.

Ophørsudsalg
Han samler sine ting og rejser sig op.

»Jeg kan da godt vise dig lidt rundt, inden jeg skal hjem«, siger han og spadserer over vejen og ud på Amagerbrogade.

På den anden side af gaden lå der en radioforretning, fortæller han. Der var også en legetøjsbutik, en slagter og en hattedame. En konditor, en boghandler og en købmandsbutik.

»I dag ser jeg skilte med ophørsudsalg overalt på Amagerbrogade. Sådan var det slet ikke dengang. Der var fyldt med butikker. Man kunne få alt, hvad man havde brug for«.

Lærte italiensk på pizzeria
Vi stopper ved nummer 166. Den italienske restaurant, som i dag holder til i Finns gamle lokale, er gået på sommerferie. Men i pizzeriaet inde ved siden af ruller ejeren klumper af pizzadej flade, mens køen af sultne amagerkanere vokser udenfor.

»Ciao! Come stai?«, råber Finn til pizzabageren bag disken.

»Jeg lærte italiensk ved at lytte til ham skælde sine medarbejdere ud inde ved siden af. Jeg tog min parlør med på arbejde, og så slog jeg det hele op«, fortæller han, inden han atter drejer ned ad Prinsesse Christines Vej. Solveig venter derhjemme.

Rosemarie, 60 år

Butikken midt på Amagerbrogade var helt rigtig for hende, det kunne hun se med det samme.

Hver gang hun kom forbi, måtte hun ind og kigge. Læderjakkerne, der hang og gjorde sig til på ginerne, var hun ligeglad med.

Hun ville bare være der lidt. Snuse rundt. Dagdrømme om, at lokalet ville blive hendes. En dag hang der et skilt i vinduet. ’Butik afstås’, stod der.

»Og så løb jeg hjem og ringede med det samme!«.

Hvepsetaljer og spaghettistropper
Rosemarie Magno bølger den trykkende sommervarme væk fra ansigtet med en stofvifte og kigger ud over det hav af juvelfarvet silke, som fylder hendes butik Rostan’s.

Det er efterhånden ved at være tyve år siden, læderet blev båret ud af rummet og erstattet med selskabskjoler. I lilla, turkis og pink.

Med hvepsetaljer, spaghettistropper og brusende strutskørter, der ser ud, som om de har stået under et regnvejr af pailletter.

Filippinere elsker fest
Præcis som hendes filippinske landsmænd kan lide det. Og dem har der altid boet mange af på Amager.

»Vi elsker fest! Og vi ved ikke noget bedre end at klæde os fint på«, siger hun og breder en batikmønstret minikjole med flagermusærmer og similisten under brystet ud foran den stamkunde, som tjekker varerne på udsalgsstativet en efter en.

Der skal være plads til alle mennesker i samfundet. Ligesom på Amager. Her er alle grupper og klasser. Også dem, som er lidt ved siden af.

Hun skal på krydstogt til de baltiske lande om et par uger, fortæller hun, mens hun holder kjolen op foran sig.

»Og man skal da have noget lækkert at tage på sådan et sted om aftenen, skal man ikke?«.

Rosemarie var omringet af smukt tøj, da hun voksede op i Filippinerne i 1950’erne og 1960’erne.

Hendes mor var designer og syerske, og uden måske helt at være klar over det drømte Rosemarie også om selv at gøre selskabskjoler til sin levevej.

Fra dåsefabrik til butiksejer
Men vejen fra barndomshjemmet i det fjerneste øst til kjoleforretningen midt på Amagerbrogade var lang og snørklet med masser af smutveje.

En uddannelse til lærer. En flybillet til København. Et par år som stuepige på Hotel Hafnia. Nogle måneder ved samlebåndet på en dåsefabrik, da hotellet brændte ned.

Tolv år bag et skrivebord på lønningskontoret på Palace Hotel.

Alexandra banede vejen
Men i 1991 kunne hun endelig stille sig om bag disken i sin butik.

Dengang var det ikke usædvanligt at se danske kvinder traske forbi uden for butiksvinduerne iført joggingtøj og fedtet hår. Men da Prins Joachim giftede sig med Alexandra, skete der noget, fortæller hun.



»Hun skød virkelig noget glamour ind i jer danskere. For 20 år siden var det mest filippinere, jeg solgte kjoler til. Nu er 85-90 procent af mine kunder danskere. Unge piger, der skal til studenterbal. Mormødre, som skal til familiefest. Jeg har endda solgt kjoler til nogle, som skulle til bal med kronprinsen. Mine kjoler har været i Billed-Bladet to gange!«, siger hun og befrier en lårkort sommersag for plastik.

»Se! Ville den ikke være skøn til et krydstogt?«.

Lars-Bo, 50 år

På bunden af et akvarium er der plads til alle. Rejer, snegle, maller og guldfisk lever i fred og fordragelighed mellem alger og eksotiske, grønne planter.

Og sådan skal det også være ude i den virkelige verden, mener Lars-Bo Eliasson. Det er blandt andet derfor, han bor på Amager.

»Der er en alsidighed herude, jeg godt kan lide. Hvis du bor på Amager, bor du midt i byen, men du har aldrig langt til skoven, stranden, markerne og bondegårdene«, siger han, mens han viser rundt mellem de mange akvarier, der lyser op i undervandsbutikken Fikken på Amagerbrogade 126, som han åbnede for fire år siden sammen med sin kone, Marianne.

Her sælger de planter, akvariegrej og fisk med eksotiske navne som kirsebærrejer og indiske glasmaller.

»Du skal lige se den her«, siger han og peger på noget, som svømmer rundt og ligner en lang, anorektisk søhest.

»Det er en tangnål. Sådan en ser man ikke hver dag. Den er meget speciel«.

Speciel er et ord, mange har sat på Lars-Bo Eliasson igennem tiderne.

Da han voksede op i Urbanplanen i 1960’erne og 1970’erne, anede man ikke, hvad man skulle stille op med den lille, ordblinde dreng, som blev træt i øjnene, hver gang han blev bedt om at læse selv den mest simple tekst op.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så man sendte ham i hjælpeklasse. Og på specialskole. Og da det ikke virkede, reserverede man en seng til ham på børnepsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Der var han i syv år.

»Det var hårdt at være der, for der var nogle, som virkelig havde det skidt. Der var ham, som bare gik rundt og slog to pinde mod hinanden hele tiden. Og ham, som brugte hele dagen på at stå og hælde vand ned over et legehus«.

Som 14-årig gik Lars-Bo ind på psykiaterens kontor og sagde, at han ikke kunne forstå, hvorfor han skulle være på afdelingen.

»Så brød hun sammen og sagde, at det vidste de godt, men de anede ikke, hvad de ellers skulle gøre af mig. Jeg blev rykket til et beskyttet værksted i Taastrup, og det blev mit held. I starten sad jeg og klippede ledninger i længder og satte stikkontakter på, så kom jeg på metalværkstedet, og en dag kom jeg til en psykolog, som fortalte, at jeg faktisk havde en ret høj intelligens, og at det var synd, at den ikke blev brugt til noget. Så jeg blev sendt på Sorø Efterskole, hvor jeg lærte at læse på ganske kort tid«.

Arbejdede som gøgler
Lars-Bo kom videre på højskole, så på EFG. Han uddannede sig først til tømrer, siden til pædagog og arbejdede i en periode som gøgler.

En dag for ni år siden mødte han Marianne, og i dag bor de to i et hus længere ude på Amager.

Sammen med otte macoonkatte, en vildkat, ni akvarier, en hamster og høns, kaniner og marsvin. Et godt liv, synes han. Selv om det fik en skæv start.

»Jeg kunne godt sidde og være bitter over det hele nu, men på den anden side lærte jeg noget af det. At der skal være plads til alle mennesker i samfundet. Ligesom på Amager. Her er alle grupper og klasser. Også dem, som er lidt ved siden af«.

Tina, 38 år

Farmor har fået ærespladsen. På hylden midt i butikken.

Med vandondulerede krøller, mørke øjne og et lille Mona Lisa-smil på læben. Født i 1916. Foreviget engang i 1930’erne.

»Der var ikke et øje tørt den dag for snart tre år siden, hvor jeg åbnede butikken, og min onkel kom med det billede«, fortæller Tina Flintø fra sin plads bag disken i tøjforretningen Stella Alice.

Det er nemlig hendes farmor, som har lagt navn til den lille butik på Amagerbrogade 76, hvor kjoler i køkkentern hænger side om side med glitrende halskæder og tørklæder med pistolprint.

Fordi hun havde et smukt navn. Men også fordi hun var en inspirerende kvinde. På sin egen lidt skrappe facon.

»Lad mig bare sige det sådan, at min farfar opholdt sig ret meget i kælderen. De havde sådan et samtaleanlæg, som min farmor brugte, når han skulle komme op og spise frokost«, griner Tina.

»Min farmor var hende, som spinkede og sparede og skrubbede bakkerne med K-Salat rene, når de var tomme. Men hun var også en spændende kvinde, som måtte passe familien, mens min farfar, der var politibetjent, blev fanget af tyskerne og sendt i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. ’Han lignede en engel’, sagde hun altid om den dag, hvor han endelig kom tilbage til Danmark«.

Farmor Stella Alice er langt fra det eneste stærke kvindelige forbillede, Tina er vokset op med.

I Ålandsgade bag Amager Centret boede nemlig mormor Helga. Et livstykke, som slikkede solskin på Hawaii i 1970’erne, lejede værelser ud til turister og konsekvent hylede ’God jul’ ud over balkonen, uanset hvilken årstid det var.

»Hun havde sådan en regel med, at vi måtte æde al det slik, vi ville, hvis bare vi spiste en enkelt portion havregrød. Mine veninder elskede at tage med ud til mormor. Vi sloges altid om, hvem der skulle have lov til at gå rundt i hendes kæmpe, mølædte pelsfrakke«.

Da Helgas krop ikke længere kunne holde til at gå op og ned ad trapperne til femte sal, overtog Tina hendes lejlighed ved Amagerbrogade.

Der bor hun stadig. I november 2008 åbnede hun sin butik – alt imens resten af verden talte om konkurser, bankpakker og fyringer.

»Min mormor har altid lært mig, at man bare skal springe ud i tingene. Helt hovedkulds. Og jeg var aldrig i tvivl om, at min butik skulle ligge på Amagerbrogade, for det er her, der var brug for den. Jeg var selv dødtræt af at gå ned ad gaden og kun blive mødt af kædebutikker, som man kan finde i alle andre gader i alle andre dele af Danmark. Sådan er det heldigvis ikke længere«.

Tyson, 19 år

Der er noget galt på Amager. Det slår Tyson Hashid fast, da vi står et sted midt på Amagerbrogade og venter på, at det røde lys skal blive grønt.

Det er tirsdag formiddag, og han er på vej til Christiania. Men han skal ikke ryge.

»Ikke i dag. Jeg skal bare mødes med en ven«.

Død som en provinsby
Tyson kom til Danmark som irakisk flygtning som 7-årig. Siden har han boet med sin mor og sine søskende lige der, hvor Amagerbrogade og Holmbladsgade krydser klinger.

Det er her, øens unge hænger ud. De står langs husmurene og snakker. Hører musik og spiser grillmad.

Men dagene kan godt føles lange, når man ikke har ikke en skid at lave. Og Amager er død som en provinsby i dyb søvn, mener Tyson.

»Hvis ikke der er nogen, som snart begynder at tage sig af de unge, sker alt det, de er bange for. Bander og det der. Da jeg var lille, havde vi noget, som hed Buret herude. En englænder, der hed Clifford, som passede på os. Han var en af dem, som virkelig hjalp os. Men en dag lukkede kommunen det, og siden har vi ikke haft noget sted at gå hen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

(OBS: 'Buret' er ikke lukket, men flyttet midlertidigt pga. et byggeprojekt, red.)
Har aldrig lavet ballade

Selv har Tyson aldrig lavet ballade, fortæller han, da vi bevæger os igennem formiddagsmylderet på Amagerbrogade.

»Jeg har bare lavet lidt drengestreger. Lad os sige det sådan. Engang var der en, som gik over i telefonboksen og ringede til politiet. Bare for spændingens skyld«.

Det er først og fremmest det broderskab, som hersker mellem gadens drenge, der har holdt ham fra den hårde kriminalitet og gjort, at han i dag har kone, barn og et fast arbejde som kok på et hospital, mener han.

Jeg kan godt føle, at folk dømmer mig lidt, fordi jeg er karseklippet, en ung knægt og indvandrer. Men der er også mange søde mennesker herude.



»Det har jeg fået igennem en af mine kammeraters mor. Kan du se, vi hjælper hinanden med alt? Vi er en 20-30 stykker, som hænger ud sammen. Se os som en organisation. Da jeg var lille og skulle lige til at lave rigtig ballade, var der en af de ældre fyre, som kom hen til mig og sagde ’Lad være med det der. Du er alene, du har ikke en far, det kan kun ende galt’. Og det hjalp mig meget. I dag prøver jeg selv at gøre noget for de unge. Her forleden tog vi nogle af de små med ud og fiske på Lynetten«.
»Folk dømmer mig«

Tyson føler sig hverken som dansker eller iraker. Måske er han amagerkaner. Han er i hvert fald glad for at bo her.

»Ud over et par småting. Jeg kan godt føle, at folk dømmer mig lidt, fordi jeg er karseklippet, en ung knægt og indvandrer. Men der er også mange søde mennesker herude. Det skal de have«, siger han.

»Jeg har bokset meget. Jeg er tre gange dansk mester og har trænet med Mikkel Kessler og Patrick Nielsen herude, og engang var jeg i Jylland for at kæmpe mod en knægt derovre fra. Jeg boksede virkelig godt den dag, og hans familie så lidt skævt til mig. Du har godt set de der danske mænd med deres fadøl, ikke? Det var sådan, de så ud. Da jeg skulle lige til at slå ham i gulvet, sagde min træner til mig, at jeg skulle lade være. Så det gjorde jeg. Jeg kan godt sige dig, at folk klappede. Jeg dømte dem fra starten, og de dømte mig. Vi var lige gode om det«.

Drømmen om Dragør

Om fem år håber Tyson, at han bor i et hus sammen med sin kone, Stine, og datteren Camilla. »Ude i Dragør. Med have og det hele. Det gad jeg sgu godt«, siger han og smiler.

Så forsvinder han ned ad Torvegade.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden