Det var en sommeraften for et par år siden. EM i fodbold fyldte fjernsynets sendetid, og Olav havde lige været nede på gaden for at købe en pizza.
Det var, da han skulle til at låse sig ind i sin lejlighed, at han mærkede dem nærme sig. Han nåede ikke at tænke særlig meget, før de havde banket ham omkuld.
Og så lå han pludselig der med en kniv for struben.
Stak af med guldkæde, pung og hævekort
»Det sagde bare bang! – så bankede de mig ned. Min kære pizza, den røg ad helvede til. De nåede heldigvis ikke at skære mig med kniven, men de stak af med min guldkæde, min pung og mine hævekort. Jeg var dybt chokeret! Så jeg løb over på politistationen og råbte, at jeg var blevet knivoverfaldet. »Desværre, der er lukket«, sagde de bare«.
Olav ryster på hovedet og peger ud mod gaden.
»De, der påstår, at der er blevet ryddet op i Istedgade, kigger den forkerte vej«.
Heroin-ristning med ryggen til verden
Det er torsdag aften på Spunk Bar. Solen er så småt ved at gå ned over den rå ende af Istedgade.
Butiksfacaderne lokker med topløs servering, penisvibratorer og danske piger på film, og på den anden side af gaden ligger en ung mand udstrakt på en briks i vinduet, halvnøgen og med et ængsteligt blik i øjnene, mens en midaldrende kvinde står bøjet over ham i færd med at tatovere hans bryst.
Andre rister heroin med ryggen til verden.
Slagtermestere og slagsbrødre
Istedgade har alle dage været et broget kvarter. Med slagsmål, letlevende damer og griseblod flydende i rendestenen.
Fra starten blandede gaden almindelige arbejdere med slagsbrødre, slagtermestre og gøglere fra hele Europa.
Selv Pjerrot, som kom fra Italien med sin familie for at optræde på de københavnske beværtninger, kom i Istedgade i 1800-tallet.
Det blakkede ry har nærmest klistret til Istedgade siden da.
Gaden, der aldrig sover
Nogle mener, at det var den løsslupne stemning i dansesalonen Valkyrien, som dengang lå i gården bag den nuværende Mariakirke, der sparkede gang i rygtet om den slemme gade en spytklat fra Kødbyen.
Andre mener, at kriminaliteten rykkede ind, da den offentlige prostitution blev ophævet i 1906 og luderne flyttede fra bordelgaderne inde i byen og ud i Istedgade.
Den lange gade, der vokser ud fra Hovedbanegårdens bagindgang, er blevet kaldt mange ting i sin 152 år lange levetid.
Gaden, der aldrig sover, skriver guidebøgerne. Gaden, der aldrig overgiver sig, skrev beboerne selv på de bannere, de kastede ned ad husmurene under folkestrejken i 1944.
»Jeg kommer aldrig oppe i deres ende«
I dag kan man kalde Istedgade for gaden med den splittede personlighed.
For i den anden ende af gaden ser der helt anderledes ud.
Her zigzagger designbutikkerne igennem gaden, og caféejerne har sat borde og stole udenfor, så gæsterne kan suge julisolen til sig, mens de misser med øjnene, drikker gourmetøl og diskuterer boligpriser og støjrock på vinyl.
Grænsen går som en slags usynlig berlinmur ned gennem Gasværksvej. Som Olav siger:
»Det er to forskellige byer. Jeg kommer aldrig oppe i deres ende. Og hvis jeg ser en, jeg ved bor oppe ved Enghave Plads, hernede, tænker jeg, hvad fanden laver han her?«.
»Vil du have fadøl?«
I Club 34 et par hundrede meter længere oppe ad gaden bevæger et sæt manicurerede pigenegle sig rytmisk op og ned ad en stiv pik. Hurtigere og hurtigere.
En mandestemme rømmer sig, mens kameraet zoomer ind. Der er fuldstændig mørklagt i den lille biograf, men i baren på den anden side af væggen blinker lysstofrørene i loftet knaldrødt.
Bag disken sidder en thailandsk pige iført gennemsigtig chemise og taster løs på sin mobiltelefon. Med et sæt rejser hun sig op.
»Vil du have fadøl«, spørger hun og trækker hurtigt den tynde kjole ned, så brysterne bliver blottet.
Alt fra hjemløse til hellerupfruer
Hun smiler til den midaldrende mand, som har nærmet sig baren med lydløse skridt. Han står stille et øjeblik. Overvejer at tage imod tilbuddet.
Men de manicurerede fingernegle i sal 4 lokker mere, så han drejer om på hælen og forsvinder ind i biografmørket.
»Der kommer alle mulige forskellige slags mennesker her. Par, enlige, polterabender og turister, der lige skal se, hvad det er for noget. Alt fra hjemløse til hellerupfruer, plejer jeg at sige«, fortæller manden bag disken i kælderbutikken, der sammen med baren og sexbiografen ovenpå udgør Club 34.
Guirlander af g-strengs-trusser
Klubben har vist pornofilm, importeret dildoer og skænket topløse fadøl til det brogede klientel siden 1980, og dagens ekspedient har været med nærmest fra starten. Han gider ikke fortælle, hvad han hedder.
»Nu har jeg tiet stille med, at jeg hjælper til her i 25 år, så hvorfor skulle jeg afsløre noget nu«, siger han, mens han retter på en af de hudfarvede dildoer, som står på rad og række på disken under guirlander af g-strengs-trusser og ved siden af bowler fyldt med kirsebærkondomer, der smager af kirsebær.
I dag kommer turisterne i flok
Netop dildoerne har alle dage været populære blandt butikkens kunder, fortæller han.
Nogle vil have de små. Andre vil have de helt store, der tårner over alle de andre på hylden med deres mindst 25 centimeter i højden og 10 centimeter i diameter.
Klientellet er mere eller mindre det samme, som det var for et kvart århundrede siden. Bortset fra turisterne. Dengang kom de alene, og i dag kommer de i flok.
»De tør sgu da ikke andet med al den ballade, der er i den her ende af gaden«.
Familiekøb og mælkekaffe
Ballade er der ikke noget af i den modsatte ende af Istedgade.
Vennepar i tyverne drikker kaffe på fortovet ved Riccos Kaffebar, unge mødre triller forbi med barnevognen, og Girlie Hurly summer af kunder, som beundrer Pantonlamper, prøver smykker og udvælger keramikskåle med retromønster i bunden.
Den farvestrålende interiørbutik har ligget i gaden, siden ejer Tine Eiersø i 1997 overtog et lille butikslokale, som tidligere havde huset blandt andet en slagter og en polsk sexforretning.
Plads til skæve eksistenser
»Dengang blev Istedgade betragtet som en farlig gade, ingen gad bo i. Men da cafeen Bang & Jensen åbnede lige overfor, var det, som om det hele ændrede sig på en eftermiddag. Folk kom ud i gaden og drak kaffe, og stemningen blev en helt anden«, fortæller Tine Eiersø, der i butikkens første leveår oplevede at blive overfaldet af en narkoman i sin butik.
Men siden midten af 00’erne har hun nærmest ikke set en stofmisbruger i sin ende af gaden.
»I dag har gadens beboere flere penge mellem hænderne, og rent forretningsmæssigt er det jo rart. Samtidig håber jeg, at her også fremover vil være plads til de skæve eksistenser. Det var det, jeg faldt for ved Istedgade i sin tid«.
De svagere grupper bliver skubbet ud
Netop tanken om, at der skal være plads til alle, har været en del af Istedgades dna, fortæller etnolog Nicolai Carlberg.
»Se bare Enghave Plads. I årevis har den formået at integrere alle byens typer – fra de marginaliserede alkoholikere til skaterdrengene og cafégæsterne«.
Men om pladsen også i fremtiden vil lægge fliser til alle, er ifølge Carlberg langtfra sikkert.
»Nu er pladsen brudt op, og man er i gang med at bygge metro, og det betyder, at det bliver endnu mere attraktivt at have bolig eller erhverv i den ende af gaden. Og så bliver de svagere grupper automatisk skubbet ud«.
Familiekøb og caffelatte
Det er især den pæne ende af Istedgade, der står over for en udfordring, mener han. Den anden ende af gaden vil se ud, som den gør nu, lang tid endnu.
»Når der er en hovedbanegård, vil der også altid være et red light district. Men det bliver interessant at se, om den anden ende af Istedgade kan beholde den lille smule berlinerkant, der gør, at det er et sted, hvor unge gerne vil bo, gå i byen og tage ud og shoppe. Lige nu ligger den på vippen. Hvis du tager til Nørrebro og spørger, hvilken retning de vil have deres bydel går i, så siger de: Vi vil i hvert fald ikke ligne Istedgade, for den er blevet alt for familiekøb og caffelatte«.
»I gamle dage stod vi sammen«
Olav har boet lige over for Spunk Bar i 30 år, og han mener, at Istedgade har udviklet sig »ad helvede til«, siden han flyttede ind.
»Det kan godt være, at de smider de kriminelle hjem, hvor de kommer fra. Men næste morgen står der et nyt hold klar, og volden bliver bare mere og mere rå«, siger han.
»I gamle dage stod vi sammen. Dannede et tæskehold i et forsøg på at jage de kriminelle ud af gaden. Så fik de nogen på hovedet. Det sammenhold oplever jeg slet ikke i dag. Nu er det hele så splittet. Der er rykket en masse fine nye folk ind, og gaden er fuld af brunchsteder, men de gamle beboere har ikke råd til at bo her mere«.
Tæt på alting
Egentlig ville Olav gerne flytte. Måske op i den pæne ende af Istedgade. Måske til et helt andet sted i København.
»Men det koster jo også penge, og det kniber med at få tilbudt noget. Og så kan jeg jo også godt lide at bo her, så tæt på alting«, siger han, inden han vender om og forsvinder ud i gademylderet.
Ud blandt ludere, lommetyve, alfonser og alle de andre, som aldrig når over grænsen til den anden by.
fortsæt med at læse
