Nostalgi i musik kan være tungt at danse med.
Som med en partner uden lemmer kræver det ikke alene et betragteligt benarbejde fra den, der fører an.
Nostalgi i musik kræver også, at man som musiker formår at tage fortiden så seriøst, at kærligheden til den i sidste ende bliver en stemme eller et instrument i sig selv mere end blot et forsøg på at efterligne de kæmper, man allerede står på skuldrene af.
Med andre ord: Nostalgi i musik er det allerhelvedes svært at spille på. Men når det endelig lykkes, er det mindst lige så svært at få armene ned igen. Og det er sådan, jeg har det med det amerikanske band Foxygen.
Banko med klassikerne
At lytte til Foxygen føles nemlig lidt som at spille banko med referencer til rockhistoriens helt store klassikere. Dér var Bob Dylan, tjek. Mick Jagger-hvin? Tjek. Det dér lyder som The Kinks, tjek. Og så et par minutter senere: Elvis lever, ja tak. Banko!
Foxygen er et fuldt orkester, når de spiller live. Men kernen i bandet udgøres af pianist og guitarist Jonathan Rado og forsanger Sam France, og det er da også de to, der med afstand gør mest væsen af sig på debutalbummet, der bærer den lidet beskedne titel 'We Are the 21st Century Ambassadors of Peace and Magic'.
Rado med noget, der ikke sjældent lyder som et halsbrækkende forsøg på at overføre tifingersystemet til et sagesløst klaver, og så den absolutte hovedperson, Sam France, der som frontmand på alle måder er skudt i vejret efter bandets fornøjelige debut-ep 'Take the Kids off Broadway', der udkom sidste sommer.
Helt sin egen
Der er blevet luget ud i de musikalske blindgyder på over ti minutter. Og samtidig har bandet fundet deres helt egne genveje, der fører direkte ud i euforiske øjeblikke, der tilsammen fungerer som én stor glimrende påmindelse om, at rockmusik anno 2013 kan være både veldrejet, tosset, beskidt og, sjovest af alt, helt sin egen.
LÆS OGSÅ
Man behøver i teorien blot at lytte til singleforløberen 'Shuggie' for at få en fornemmelse af det elskelige kalejdoskop, der flimrer for både øjne og ører, når man låner sine sanser ud til Foxygen.
Men hvis man allerede stoppede der, ville man snyde sig selv for noget af den lifligste og mest rørende effektive rockmusik, hvis mage det synes umuligt at placere uden at dreje rundt som en beruset kompasnål, der peger i nord, syd, øst og vest og ud over hele min pladesamling på en og samme tid.
Fra den lille kassettebåndskonge Ariel Pink og hans Haunted Graffiti, der spøger som creepy korpiger på en sang som den uforligneligt groovy 'Oh Yeah', imens det særegne psykedeliske kultforetagende fra de sene 60'ere i The West Coast Pop Art Experimental Band lusker rundt i kulissen på spoken word-passagerne i den vidtløftigt smukke ballade 'Oh No 2'.
Til de utilslørede Bob Dylan-ekkoer, der popper op på 'No Destruction', til den heftige call-and-response-eksplosion på 'On Blue Mountain', der ånder Elvis Presleys 'Suspicious Minds' kærligt i nakken.
Kapitulerer aldrig
Hvis det lyder reaktionært, bagstræberisk og, ja, håbløst nostalgisk, er det alt andet end. Og det er netop Foxygens styrke. At de aldrig kapitulerer til tuttenuttet nostalgisk pastiche.
Det kunne man ellers godt have frygtet, efter at bandet udsendte musikvideoen til deres seneste single, 'San Francisco'. Her var der så meg
et tryk på 60'er-referencernes jordfarvede spejlreflekshygge, at sangen - som i forvejen er albummets vel nok mest lettilgængelige - nærmest blev kvalt i sin egen charme.
Utilpasset understrøm
Men i albumformat er charmen kun en flig af Foxygen, der navnlig spiller rollen som den vittige sirene, der står for at lokke lytteren indenfor. Det er albummets sære, kejtede og utilpassede understrøm, der gør, at man også bliver hængende.
Det hænger til dels sammen med, at bandet rent melodisk er blevet langt stærkere og mere modigt. Men det skyldes også, at Sam France har ranket ryggen som frontfigur.
LÆS OGSÅ
Han synes klar til at lade sit indre freakflag blafre stolt i vinden, og det er en stor fornøjelse som lytter at lade sig blæse bagover af denne 22-årige tornado med grydehår og blomstret skjorte.
Det ene øjeblik crooner han. Så krukker han lidt. For dernæst at lyde som en lille dreng. Hvorefter han nonchalant sender en velplaceret sviner af sted på linjen »There's no need to be an asshole/ you're not in Brooklyn anymore«, der med henkastet elegance laver himmelvendte øjne ad klientellet i den forkætrede kunstnerbydel i New York og væver en fin sølvtråd af samtid ind i den større fortælling.
Pjat og poesi
Men det er ikke citatvenlige onelinere, albummet flyder over med. Til gengæld rummer Sam Frances tekster både pjat og poesi.
Som flamboyante dråber i en sær, excentrisk syreregn vælter ordene ud. Ord om krig, venskab, kristendom og kærlighed. Og et par næsehornsformede øreringe, potjoints i subwayen, æg og bacon og en bedstemor, der har mistet begge sine arme under krigen.
Albummet er ekspressivt, og udslagene på temperamentsskalaen er store. Men Foxygen er også både melodiske, sødmefulde og dybt originale i deres livtag med selveste fortiden. Og så spiller nostalgien med.
fortsæt med at læse
