Arkitekturredaktøren bærer papkassen så forsigtigt, som var det en baby, han holdt i sine arme.
Vi er på vej fra Politikens Hus over den halvt opgravede rådhusplads til Københavns Rådhus. Papkassen er fyldt med læsernes forslag til pladsens forskønnelse. Vi skal ind og vise dem til overborgmesteren.
»Får du kvalme, når du går over den her plads?«, spørger jeg min kollega, som offentligt har tordnet mod kommunens plan for, hvad der skal ske med Rådhuspladsen, når Metroselskabet er færdig med at bygge en station i den ene ende.
Planen går nemlig ud på, at der ingenting skal ske.
LÆS MERE Politikens læsere har vilde visioner for Rådhuspladsen
Kommunen vil føre pladsen tilbage til den – efter redaktørens og Politikens opfattelse – kedelige form, den havde, inden gravemaskinerne pløjede det hele op.
»Nej, egentlig har jeg det fint nok«, svarer arkitekturredaktøren.
»Jeg kan godt lide, at byen forandrer sig; at der sker noget ... Men jeg ser meget gerne, at ...«, han banker en finger på papkassen, »... at et af de mere begavede forslag føres ud i livet«.
LÆS MERE
Læsernes Rådhuspladsen: En ordentlig fremvisning af fantasiRådhusets tunge døre åbner automatisk.
Et par rådhusbetjente hilser på os, da vi træder ind.
Vi går op ad en trappe og ind i et forkontor, hvor Frank Jensen – den socialdemokratiske overborgmester – venter på os. Nu dukker også Ayfer Baykal op. Hun er SF’er og teknik- og miljøborgmester.
FOTO
Vi traver alle ind på overborgmesterkontoret. Det har høje paneler og grønt stoftapet. På en piedestal står en buste af en langhåret fyr.
Den har Frank Jensen fundet oppe på loftet, fortæller han.
»Det er Griffenfeld. Han er kommet til ære og værdighed igen ... Den gamle tugthusfange«, griner han.
»Inspirerer han dig meget?«, spørger jeg.
»Ja, det gør han, ha ha. Men man skal passe på ...«.
Statsmanden og vinhandlersønnen Peder Schumacher Griffenfeld blev for en del år siden dømt til døden for korruption, landsforræderi og majestætsfornærmelse. Han slap dog med 22 år i tugthus.
»Man skal være loyal over for majestæten ...«, siger Frank Jensen.
»Det var Griffenfeld jo ikke«.
Det lyder næsten, som om han advarer os mod at være for næsvise. Han er trods alt overborgmester. Bykonge!
Helt oppe i himlen
»Nå! ... men nu må vi også hellere se på forslagene ...«, siger jeg.
Arkitekturredaktøren anbringer papkassen på et bord ved siden af et fad med æbler og appelsiner. Frank Jensen og Ayfer Baykal bladrer lidt i mapperne i kassen.
»Jeg skal lige høre, om der også er nogle, der har doneret penge?«, siger Ayfer Baykal.
»Ikke lige i første omgang«, siger arkitekturredaktøren, idet han fisker nogle ark frem.
»Men her er et forslag, som har et godt socialt sigte ... Ideen er lidt rodet, men der er fjernvarme i bænkene! Og det er lange bænke uden armlæn ...«.
»Vi er ellers holdt op med det der med blinkende bænke og varme i bænkene ...«, siger Frank Jensen.
»Men man kan sove på dem«, siger Ayfer Baykal.
»Så fryser man ikke, når man er hjemløs. Det synes jeg er meget, meget sympatisk«.
»Det var nok bedre med en seng«, mumler overborgmesteren.
Redaktøren griber igen ned i papkassen og siger:
»Her er et fuldstændig udknaldet eksempel på nogle, der ønsker at lave et højt landskab, der kravler op i et loop. Som en ny indgang til byen, et nyt Vesterport«.
»Ja!«, siger teknik- og miljøborgmesteren.
»Den ender langt oppe i himlen«, siger redaktøren.
»Det gør prisen nok også«, funderer overborgmesteren.
Det med pengene spiller en stor rolle for både Frank Jensen og Ayfer Baykal, det forsøger de ikke at skjule. Men de virker også begejstrede over idérigdommen blandt Politikens læsere.
En foreslår, at borgmestre og alle deres hjælpere flytter ud af huset, så det i stedet kan bruges som hotel. En anden vil gøre pladsen til én stor vandseng. En tredje vil overdække hele pladsen med en skal i flere etagers højde.
Redaktøren bladrer videre. En barnehånd har tegnet en stor have på pladsen.
»De har lavet en sansehave til os, Frank!«, udbryder Ayfer Baykal. »Så kan vi smide skoene og gå på græsset, når det hele bliver lidt for meget ...«.
De præmierede
Borgmestrene har ikke hele dagen, så arkitekturredaktøren tager fat i mappen med de tre præmierede forslag.
Først viser han forslaget om at opføre tæt bebyggelse rundt om pladsen. Der skal bygges huse på både Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard, så pladsen kommer til at virke meget mindre og mere intim. Vejene er enten blevet lukket eller lagt ned i en tunnel.
»Jeg kan rigtig godt lide tunneler!«, siger Ayfer Baykal. »Og tænk, hvis man kunne løbe på rulleskøjter på H.C. Andersens Boulevard«.
»Det koster vel også kun en 15-20 milliarder«, bemærker Frank Jensen.
»Ja«, siger redaktøren, »men tænk lige på, hvor mange penge du får ud af at kapitalisere de grunde! Det kan du bygge mange tunneler for«.
»Jo, jo«, siger overborgmesteren.
»Det her er en trend inden for arkitekturen, der kaldes ’fortætning’. Du får sådan en middelalderplads«, fortsætter redaktøren.
»Det er det samme, de har nede i Siena (by i Italien, red.)«, siger Frank Jensen. »Der er bygningerne også helt inde omkring pladsen. Det var der, Martin Nyrop stod og lod sig inspirere til det her rådhus. Du går gennem gyderne, og pludselig er du inde på pladsen ...«.
»Skøn plads«, siger Ayfer Baykal.
De radikale facader
Det næste præmierede forslag er blot et gammelt postkort med et foto af Rådhuspladsen, hvorpå forslagsstilleren Hans Degn har tegnet en harlekinmønstret glasfacade hen over rådhuset.
En facade magen til naboens, det nye Industriens Hus.
Hans Degn vil iklæde samtlige bygninger rundt om Rådhuspladsen facader som denne. For som han skriver:
»Hvis alle facaderne får sådan en skærm, så vil det ikke være nødvendigt at gøre mere«.
»Det ville alligevel være lidt trist«, siger Ayfer Baykal.
»Hvorfor er dén præmieret?«.
»Fordi det er det eneste forslag, der radikalt tager fat i facaderne rundt om pladsen. Derudover er ideen fuldstændig usentimental ...«, siger redaktøren.
»Jeg vil kalde den brutal«, siger Frank Jensen.
»Det er ren modernisme. Og facaden er en medieskærm, så du kan vise billeder af landskaber ...«, siger min kollega.
Redaktøren er nået til det sidste forslag, der har fået en præmie.
»Det er ovre i den mere romantiske afdeling. Men det er meget elegant løst«, siger han.
Vester Voldgade er lukket. H.C. Andersens Boulevard kører uberørt. Metroen er blevet overdækket af en bakke.
Der er også en dal. Det er et dansk landskab i kondenseret form. Med bøgeskov og det hele.
Ayfer Baykal peger på dalen, der har form som en skål.
»Regnvandsopsamling?«, foreslår hun
.
Rig onkel efterlyses
»Hvad synes I om alle disse forslag?«, spørger jeg.
»Jeg ser dem som ægte kærlighed til København«, siger Frank Jensen.
»Og et udtryk for stor kreativitet. Og vi vil da studere forslagene meget nøje ... Specielt de af dem, der ikke koster mere end ti bondegårde«.
»I virker ikke specielt interesserede i at bruge penge på Rådhuspladsen?«, spørger jeg videre.
»Vi har jo rigtig mange udfordringer i byen«, siger overborgmesteren og remser op: Der er alt for mange fattige. Mange borgere lever sørgeligt korte liv. Alt for mange har kroniske sygdomme.
»Og så har vi et efterslæb på vedligeholdelse af vores bygninger på syv milliarder kroner ...«.
»Og så er der vores veje ...«, afbryder Ayfer Baykal. »Byen er slidt ned«.
»Men er det her ikke byens vigtigste plads?«, bliver jeg ved.
»Det er den for os, der bor omkring den, men skal vi kigge ud over vores egen næsetip ...«, siger Frank Jensen og taler lidt mere om elendigheden i andre egne af byen.
Så siger han:
»Men kom der en mand med papkasse og sagde, han ville give København en ny rådhusplads, så er der stor inspiration at hente her ...«.
Han peger på redaktørens papkasse.
»Det er den rige onkel, vi savner«, uddyber Ayfer Baykal. »I øvrigt har vi jo også haft nogle politiske drøftelser om pladsen og fundet ud af, hvordan vi vil gøre det ...«.
»Men I vil jo bare føre den tilbage til den gamle form«, siger jeg.
»Ja ... men jeg tror, springvandet har flyttet sig lidt«, siger teknik- og miljøborgmesteren.
»Vi får også en lille skov ovre ved Lurblæserne«, siger overborgmesteren.
Og det er så langt, vi kommer med Rådhuspladsens fremtidige indretning i denne omgang. Borgmestrene skal videre. Men Frank Jensen har lige noget, han gerne vil vise os. Han går hen til væggen ved siden af Griffenfeld og trykker på et særligt punkt på træpanelet.
En hidtil usynlig dør springer op! Og afslører en hemmelig gang.
»Er det, for at borgmesteren kan slippe væk, hvis de utilfredse folkemasser trænger ind på rådhuset?«, spørger jeg.
»Ja«, svarer overborgmesteren.
fortsæt med at læse
