Ak, hvor forandret! lyder det som et tavst suk under den dystopiske roman, Jules Vernes forlægger sagde nej tak til i 1864.
Men ser vi hans skræksyner med eftertidens erfaring om, hvordan det faktisk blev, må vi til meget af det snarere sukke: Ak, hvor uforandret!
En storby med alle hverdagens velkendte lettelser/ plager, fra telefax, bybaneanlæg og motoriserede myldretider til den elektriske koncert og den elektriske stol.
Et centraliseret kulturliv og samfundsadministration, styret af en elite af teknokrater og materialister, af enøjede hensyn til pengestrømmen og de praktiske fags udvikling.
Hvorfor tog vi ikke ved lære af hans - og mange senere forfatteres og profeters - advarsler?
Sortsyn er et kunstnerisk problem
Af mange sløje grunde, men i dette tilfælde også af den gode grund, at Jules Vernes roman altså blev afvist og først genfundet som manuskript og udgivet sidste år på fransk: Paris au XXe Siecle (anmeldt her i avisen 25. januar 1995).
Her er den så på udmærket dansk, berøvet sit oprindelige forord af manuskriptfinderen Piero Gondolo della Riva, næstformand for Jules Verne-selskabet, men med fyldige forklarende noter til de mange navne og steder fra Jules Vernes samtid og kulturhorisont.
Når forlægger Hetzel afviste den 36 årige næsten-debutants manuskript (debutromanen Fem Uger i Ballon udkom året før), skyldtes det især dets sortsyn på udviklingen.
Mesterværk om mrs. Dalloway kan for første gang læses på danskSå i de næste fyrre år skrev Verne alle sine knapt så dystre bestsellere og gjorde folk som Kaptajn Nemo og Phileas Fogg til fast typeinventar i alverdens bevidstheder.
Men sortsynet er unægtelig også et kunstnerisk problem ved romanen, i kraft af Jules Vernes egen tvetydighed:
Han er dybt fascineret af disse tekniske fremskridt - samtidig med, at han begræder undergangen for åndsliv, poesi, ja, ægte kvindelighed!
Også denne tvetydighed genfinder vi forresten i dag, uforandret også i sin handlingslammelse.
Museumsgæstens velvilje
Lammelsen er inkarneret i en nittenårig yngling, Michel Dufr enoy, som til almindelig spot modtager en førstepris i den forældede disciplin 'latinsk versifikation', mens beundring ombølger den pratiske videnskabs mand, hvis 'tale mindede til forveksling om den hvislen, syden, jamren, friktion, ja, de tusind ubehagelige lyde, som en dampmaskine udspyr, når den sættes i gang. Talerens hårdtpumpede diktion gik for fulde omdrejninger, og de skrattende og skurrende sætninger faldt i hak som tandhjul.'
Anmeldelse: ’Modstandens melankoli’ er en foruroligende apokalypseIndsæt pc-erens ram, byte, web og homepages osv. i stedet for damp og tandhjul, og vi har den nørd af en teknologipræst, der har erobret prædikestolen 130 år efter Verne.
Man kan ikke forlange af Jules Verne, at han skulle få ret i hver detaljeret spådom.
Romanen kræver stedvis museumsgæstens velvilje af sin læser, men med opbud af en smule sociologisk fantasi og nutidsviden kan hun så også få gevinst.
'Hun', ja, for som på Vernes tid er de fleste boglæsere jo fortsat kvinder.
Det nære liv med hinanden
Heller ikke i visionen af fremtidens kvinde som et ufølsomt, 'amerikaniseret' stykke handlekraftudveksling fik han jo helt ret.
Men kernen i romanen er såmænd ikke helt ved siden af: Sværmeren Michel søger den yndige Lucy i storbyens elektrificerede teknokrathelvede, dvs. kærligheden, ægte menneskelig kontakt, poesi, fantasiens ret osv. Men ender på kirkegården:
'Åh, Lucy! hviskede han og sank besvimet om i sneen.' Patetisk, javist.
LÆS OGSÅ Kriminalroman om den dopede græske økonomi er højaktuel ferielæsning
Men prøv for sjovs skyld at læse hans profetier sammen med en af nutidens profeter, Douglas Couplands netop udkomne Microslaver.
Også i den roman ender det sociale liv - dvs. døden og kønnet, igen-igen - med at være de unge menneskers frelse fra den fremmedgørelse, der består i at være 'i front med fremskridtet', indrette hele sit liv på at opfinde et nyt software-progam, generation 1.0.
Ud af administratorernes cyberspace eller elite-formynderi kommer vi kun gennem det nære liv med hinanden - som stadig er det eneste vi er visse på at have.
Anmeldelsen blev trykt i Politiken 14. november 1995
fortsæt med at læse
