De sidste mange måneder har jeg ladet mig rive helt og aldeles rundt på gulvet af Bisses albumudgivelser, som er udkommet med hyppig hastighed, som knytnævetsunamier, i løbet af det sidste års tid.
I 28-årige Thorbjørn Radischs trilogi er der sat forstærker til hele centralnervesystemet hos det jeg, vi følger. Vi får lov at se nærbilleder af indvolde, traumer, længsler og hjertesorger. Det er mærkbar musik, man får blå mærker af, og jeg har lidt svært ved at holde min indre hylende og maniske fangirl i skak, så bær over med mig her.
’Blod’-trilogien består af de tre plader ’PMS’, ’Umage’ og det nye album ’Happy Meal’, tre sønderrevne album, der lyder som C.V. Jørgensen-inspirerede reaktioner på kærligheden, kroppen, samfundet, sammenbrud og opture i rutsjebaneloop.
Det første album, ’PMS’, har den perfekte titel. For albummet lyder som et ømt og indigneret anfald. Radisch har ladet PMS-symptomerne vokse ind i alle sine udgivelser, blodet flyder, følelserne flyder, kramperne smerter, og vi hives ind i det følelsesmæssige griseri.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
