De sidste mange måneder har jeg ladet mig rive helt og aldeles rundt på gulvet af Bisses albumudgivelser, som er udkommet med hyppig hastighed, som knytnævetsunamier, i løbet af det sidste års tid.
I 28-årige Thorbjørn Radischs trilogi er der sat forstærker til hele centralnervesystemet hos det jeg, vi følger. Vi får lov at se nærbilleder af indvolde, traumer, længsler og hjertesorger. Det er mærkbar musik, man får blå mærker af, og jeg har lidt svært ved at holde min indre hylende og maniske fangirl i skak, så bær over med mig her.
’Blod’-trilogien består af de tre plader ’PMS’, ’Umage’ og det nye album ’Happy Meal’, tre sønderrevne album, der lyder som C.V. Jørgensen-inspirerede reaktioner på kærligheden, kroppen, samfundet, sammenbrud og opture i rutsjebaneloop.
Det første album, ’PMS’, har den perfekte titel. For albummet lyder som et ømt og indigneret anfald. Radisch har ladet PMS-symptomerne vokse ind i alle sine udgivelser, blodet flyder, følelserne flyder, kramperne smerter, og vi hives ind i det følelsesmæssige griseri.
Det var lige det, vi trængte til, siger jeg lige på alles vegne
Han har et fokuseret greb om sin lyrik, den flyver aldrig fra os eller imploderer i indforståede, akademiske floskler. Vi får derimod tydelig og personlig tale fra et humørsvingende jeg, som man løber stakåndet i hælene på som lytter. Det var lige det, vi trængte til, siger jeg lige på alles vegne, hvis Blachman må tale i pluralis, så må jeg også.
’Umage’-albummet gør sig bemærket med en mere rastløs hiphopenergi og med en lækker og sær sammensmeltning af Kanye West-attitude og MC Einar.
Uden for ’Blod’-trilogien står så albummet ’Bitchin’, som det ikke er meningen, jeg skal anmelde, men som jeg er mindst lige så besat af som de tre album i ’Blod’-trilogien. ’Bitchin’ er et uhyggeligt album, især sangen ’Shotgun for dig’. Her er vi i selskab med et helt smadret og forsmået jeg, et grotesk forelsket jeg, en tikkende bombe af kød og blod. Et jeg, der synger: »jeg vil sidde ved siden af dig for altid/ Jeg vil bli’ liggende og flæbe/ på mine blødende knæ til du kommer tilbage«.
Jeg var spændt, da Bisse tirsdag aften gav koncert på Ideal Bar til releasekoncerten for ’Happy Meal’. Og jeg var ikke alene. Der var proppet med mennesker – alt fra familiefædre til gymnasieelever. Vi stod tæt stuvet sammen, utålmodige og med blikket fæstet på den lille bitte scene. Jeg tænkte: »Giv ham dog et stadion«.
Pludselig brød en stemme igennem den forventningsfulde og tyste stemning: »Hej, jeg hedder Carl Emil, og jeg vil gerne synge min sang ’Frit land’«. Stemmen tilhørte ikke Carl Emil fra det folkekære rockband Ulige Numre, men Bisse, og kommentaren virkede som det perfekte krukkede anslag. Bisse stod bagerst i lokalet, og hele forsamlingen vendte sig om og stod på tæer.
Han lagde ud med at synge ’I dag går det ned’, hvor teksten lyder: »Livet går og op ned/ de sidste fire dage gik det op/ masser af matches, bunker af likes, endeløse baner af lidt af hvert og alt for meget rock/ i dag går det ned/ men det OK jeg er polstret nok til det, jeg skal ha gjort rent og ringet til kommunen/ jeg regner ik med, at det blir lige foreløbig, at jeg rammer bunden«.
%20Eleanor%20Hope.jpg "Tætte. Mesteren Yehudi Menuhin med sin unge violinelev Daniel Hope. Privatfoto: Eleanor Hope")
