Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Debutant. Hvir er den akademiske dybde i 'Kvinder og kujoner'?
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Debutant. Hvir er den akademiske dybde i 'Kvinder og kujoner'?

Kultur

Bog om kvinder er fyldt med dårlige prinsessevaner og andre banaliteter

Mathilde Anhøjs debutbog er en aparte hybrid mellem teoriløs akademia og selvhjælpsbog.

Kultur

Det er ikke ligefrem kontroversielt at mene, at populærkultur er relevant: Avisernes kultursektioner bugner af analyser af Beyoncé, ’Fifty Shades of Grey’ og senest ’Bridget Jones’.

Også i universitetsverdenen er det almindeligt; tænk på, hvordan Slavoj Zizek har gjort sig til kongen af samfundskritik, der tager udgangspunkt i splatterfilm og tv. Det modsatte standpunkt lader faktisk til at være det ledige.

Alligevel er det den indledende præmis i Mathilde Anhøjs debutbog ’Kvinder og kujoner’; en læsning af kvinderoller i amerikanske tv-serier og Disney-film, der bærer lighed med specialer, der produceres på de æstetiske fag på Københavns Universitet, hvor Anhøj (og undertegnede) er uddannet.

Anhøj opstiller et 1:1-forhold mellem serie og virkelighed og forholder sig på ingen måde til, hvad den æstetiske form gør - og det er altså en akademisk dødssynd.

I bogens sidste kapitel viser det sig for øvrigt at være en korrekt antagelse: Bogen udspringer af et speciale.

Mennesker af hunkøn er enten kvinder eller kujoner, lyder den dikotomi, Anhøj opstiller: Enten er man modig og handler i henhold til sine følelser, eller også er man forfængelig og mere optaget af, hvad andre tænker om én, end hvad man selv føler.

Analysen bevæger sig fra Disney-prinsesser via ’Sex and the City’ og ’Girls’(den måske mest analyserede og kommenterede tv-serie de seneste år) til ’Grey’s Anatomy’ i noget, der ligner akademisk analyse. Men som akademia betragtet er det urimelig banalt (»Symboler styrker vores tro på eksistensen af noget, som vi er bange for ikke eksisterer«) eller decideret fejlagtigt.

Eksempelvis når en scene fra ’Girls’, hvor Adam løber halvnøgen gennem New York for at nå frem til Hannah, der har et voldsomt angstanfald, bruges til at illustrere at: »Impulsivitet er uden tvivl den romantiske helts stærke side, og jo mindre hans udkårne har brug for ham, des mere kreative bliver hans kærlighedserklæringer«. Man kan vist godt indvende, at Hannah netop har brug for Adam her.

Anhøj er begejstret for ’Girls’ og langt mere loren ved HBO’s lidt ældre serie: »Det der fik mig til at tvivle på ’Sex and the City’, var diskrepansen mellem Carrie Bradshaws liv og mit eget«.

Anhøj opstiller et 1:1-forhold mellem serie og virkelighed og forholder sig på ingen måde til, hvad den æstetiske form gør – og det er altså en akademisk dødssynd. Hun behandler derimod serierne som antropologiske studier.

Anhøjs bog er komplet blottet for teoretiske referencer (nok en ordre fra forlaget), men er i stedet stopfyldt med personlige anekdoter og erfaringer med at være kvinde – især de genvordigheder, der følger af interaktion med det modsatte køn.

Og det er så her, jeg opdager, at det i virkeligheden er en selvhjælpsbog, jeg har fået mellem hænderne; i reneste listeform følger: »7 prinsessevaner, der trænger til at blive skiftet ud«, »5 Carrie-sandheder, jeg ikke burde have troet på«, »Samantha Jones’ 7 tips til en sundere liderlighed«, »8 vigtige påmindelser fra Girls« og »5 ting jeg lærte af Grey’s Anatomy«.

SE OGSÅ:

’Kvinder og kujoner’ er nemlig Anhøjs »egen personlige kvindefrigørelse«. De personlige erfaringer, dannelsesrejsen og helbredelsen er klassiske motiver fra selvhjælpsgenren.

Og det bliver i den banale ende af genren: »Før respekt kommer selvrespekt. Hvis man ikke respekterer sig selv, signalerer man til andre, at her er en person man ikke bør (eller i hvert fald ikke behøver) at respektere«.

Der er også elementer af den klassiske selvrealisering, som Svend Brinkmann ville have sendt en bredside mod: »Det, der føles som gode intentioner om at være en bedre person, kan i virkeligheden være manglende mod til at stå ved den, man er«. Som om det at være sig selv skulle være bedre end at være et ordentligt menneske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce