Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Rigetta Klint
Foto: Rigetta Klint

Johanne Rancke er uddannet glaspuster og oplever, at det er en drivkraft i sig selv, at materialet er så håndværksmæssigt udfordrende. Hun er en af de mange hådværkere, der medvirker i Rigetta Klints nye bog 'Håndværk'.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Designbog: Bogen er relevant, men den sniksnakker

Rigetta Klint slår et velment slag for det gode håndværk i sin bog om danske ildsjæle. Men på trods af markante udsagn fra kunsthåndværkerne bliver udtrykket glansbilledagtigt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

To kunsthåndværkere i Rigetta Klints flotte bog om det gode håndværk siger det, som alle går rundt og taler om inden for dansk kunsthåndværk: Håndværket er i frit fald på uddannelserne. Det vil skolerne selvfølgelig afvise, men når så garvede folk som keramikeren Gurli Elbækgaard og væveren Karin Carlander oplever det, må der være noget om snakken.

Fra Gurli Elbækgaard lyder det på side 89: »Der er ingen, der lærer håndværket på deres skole længere, og uden værkstedserfaring bliver man ikke fuldbefaren udi at dreje«.

I gamle dage lærte folk at dreje, når de tog en uddannelse som pottemager eller som keramiker. Det hørte ligesom med til uddannelsen, at man mestrede håndværket, før man forlod uddannelsen – akkurat som på medicinstudiet, hvor de lægestuderende lærer at operere, før de kan kalde sig kirurger.

Sådan er det ikke inden for designfagene i dag. Her skal de studerende stifte bekendtskab med materialer og metoder, men de skal ikke være eksperter.

Den udvikling kender Karin Carlander åbenbart alt til, for fra hende falder følgende ord:

»Jeg er ærlig talt oprørt over, at tekstilfagene i uddannelsesøjemed er nedprioriteret til at være ugekurser, hvor man blot snuser til væv, strik og tryk uden respekt for den faglige fordybelse, det kræver at blive professionel«.

Det er sympatisk, at Rigetta Klint også taler med folk som bageren Jesper Gøtz og maleren Marianne Klixbull

Det er udsagn som disse og samtaler med de garvede håndværkere, der gør Rigetta Klints bog om håndværk relevant. Det er en smuk bog med delikat indbinding og smukke billeder, men til tider kammer det over i lækkerhed. Som med glaspusterne Rick Gerner og Johanne Jahncke, der ser ud, som om de er blevet instrueret i, at de begge skal have lidt slidte jeans på og en beigefarvet skorte eller trøje. Det er pænt på billeder, men virker poppet i betragtning af, at de faktisk arbejder på et værksted.

Ud over samtaler med 18 håndværkere og kunsthåndværkere om deres produkter og arbejdsgange præsenterer Rigetta Klint også en række opstillinger, hvor man for eksempel ser en hånddrejet vase på et bord, hvorpå der er lagt en grå hørdug og tilsat en håndlavet stol. Det er vildt smukt, men er i sin æstetisering lige ved at trække tæppet væk under bogens ønske om at tage håndværket alvorligt.

Sniksnakkende motor

Rigetta Klint har lagt et stort arbejde i bogen, og det er sympatisk, at hun ikke holder sig til glaspusteri, keramik, vævning og møbelsnedkeri, men også taler med folk som den dedikerede slagter Peter Steen Andersen, bageren Jesper Gøtz, maleren Marianne Klixbull og chokoladeproducenten Mikkel Friis Holm.

Deltagerne i bogen er valgt, fordi de kan lide at bruge deres hænder, og de fortæller, hvordan de knokler løs for at få enderne til at mødes i deres små virksomheder.

Det er interessant, og det ville man gerne høre mere om, men Rigetta Klint kan ikke rigtig holde sig for munden og kommer med små pip som: »Jeg er sikker på, at Heidi har en virkelig god intuition, jeg er overhovedet ikke i tvivl om hendes talent som maler ...«, som ordene lyder i teksten om Heidi Zilmer Blom, der er forgylder og dekorationsmaler og løser opgaver , når slotte og historiske bygninger skal renoveres. Den slags udsagn kommer der alt for mange af i bogen, hvor Rigetta Klint bruger sig selv som en sniksnakkende motor, der driver historierne frem. Det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, men som læser bliver jeg forvirret. Handler bogen om forfatteren eller håndværkerne?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Herlig forelskelse

Glas fremstilles af sand og soda. Chokolade består af kakao, sukker og kakaosmør. Kohorn skal udkoges og skylles i vand, før man kan bruge dem til skeer og smykker.

Den slags oplysninger er ’Håndværk’ fyldt med, og sammen med de mange detaljebilleder er der en masse, man kan gå på opdagelse i. Man bliver klogere af at læse ’Håndværk’, og man bliver glad for, at nogle mennesker er så dedikerede, at de vil bruge hele deres liv i selskab med økser, væve og malerpensler.

»Håndens aftryk er helt enkelt en efterspurgt guldkant på hverdagen i et overskudssamfund«, skriver Rigetta Klint næsten forelsket i bogens indledning. At hun vil dele sin forelskelse med os er prisværdigt – også selv om det sine steder er en romance, der er lige sød nok.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden