Microsoft vil ikke have skaberen af en af virksomhedens største spilsucceser med til jubilæumsfesten efter flere år med voldsomme udmeldinger på de sociale medier.

»Det er o.k. at være hvid«: Manden, der blev milliardær på Minecraft, udelukkes fra jubilæum efter vilde tweets

Foto: Digitaltrends
Foto: Digitaltrends
Lyt til artiklen

Det er snart 10 år siden, at svenske Markus ’Notch’ Persson gjorde en foreløbig version af sit hobbyprojektet tilgængelig for alle.

17. maj 2009 kunne man nemlig for første gang købe og spille Minecraft.

Et spil, der siden er blevet solgt i mere end 150 millioner eksemplarer, hvilket gør det til det næstmest solgte spil i verdenshistorien efter Tetris. Mobilversionerne alene indbragte 730 millioner kroner i 2018.

Men når Microsoft senere på måneden fejrer 10-året for verdens måske mest populære computerspil på tværs af platforme, aldersgrupper og geografi, bliver det uden Markus ’Notch’ Persson.

»Hans kommentarer og meninger reflekterer ikke Microsoft og Mojangs synspunkter, og de er ikke repræsentative for Minecraft«, fortæller en talsmand for Microsoft til Variety.

Og selv om det umiddelbart kan lyde mærkeligt, er Microsoft i deres gode ret til at udelukke skaberen af det indbringende spil, eftersom de i 2014 købte Minecraft og Perssons spilvirksomhed Mojang for intet mindre end 16,5 milliarder kroner.

Grundlæggende handler striden mellem Microsoft og Persson dog ikke om det juridiske ejerskab, men om de holdninger, den svenske spiludvikler har givet udtryk for på sin Twitter-profil de senere år.

Twitter-troll

I 2016 havnede Persson i de første Twitter-problemer med nogle kommentarer om problemet med begrebet »mansplaining«, og hvorfor det i virkeligheden er en kvindelig kønsudskamning af manden.

I 2017 tweetede han så om race. Han skrev i en række tweets, at »det er o.k. at være hvid«, og at racebaserede privilegier ikke findes. Og som det indtil videre hårdeste tweet skrev han, at man »fortjener at blive skudt«, hvis ikke man støtter heteroseksuel pride.

I 2018 kaldte han venstreorienterede mennesker for »onde«.

Og i 2019 svarede han transfobisk på et My Little Pony-meme om, at »transkvinder er også kvinder«.

»Nej. De føler, de er (kvinder, red.), og det er seriøst og fortjener kærlighed. Min søster troede også, at hun var fed og blev faretruende tynd. Men på intet tidspunkt var hun fed. Og på intet tidspunkt hadede jeg hende«, skrev Markus Persson i et tweet.

De fleste af de kontroversielle tweets er sidenhen blevet slettet, men affødte et hav af reaktioner fra hans følgere. Nok reaktioner til, at Microsoft ikke vil have Perssons navn forbundet med det familievenlige og kreativt opfordrende brand, som Minecraft er blevet.

Navnet Notch er væk

Selv om Microsoft ikke selv har bekræftet det, spekulerer mange på, om det også er grunden til, at man i en opdatering til Minecraft 27. marts i år valgte at fjerne Markus Perssons tilnavn ’Notch’ fra alle andre steder end spillets rulletekster.

Navnet har tidligere figureret på flere pop op-skærme og menuer i spillet.

En af grundene til, at folk spekulerer, er, at Microsoft i beskrivelsen af opdateringen udelader at fortælle, at man har fjernet navnet, mens man fortæller om alle andre ændringer.

Selv kalder Markus Perssons det dog en »win-win-situation« for ham, uanset om hans navn er synligt eller ej.

Minecraft var tilgængeligt i en betaversion i mere end to år, hvor Markus Persson brugte indtjeningen fra betaversionen til at udvikle på spillet for at udgive en endelig version i slutningen af 2011, hvor han også startede spilvirksomheden Mojang AB.

Siden salget til Microsoft i 2014 har Persson intet haft med udviklingen af Minecraft at gøre. Han bor i dag i en luksusvilla i Los Angeles.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her