Adolf Hitlers høje hat og Eva Brauns selskabskjoler er blandt de 147 genstande fra Hitlers Tredje Rige, der i dag sælges til højestbydende i det tyske auktionshus Hermann Historica.
Hitlers høje hat er vurderet til 93.000 kroner, og en sort cocktailkjole i silke, der tilhørte hans kone, Eva Braun, er vurderet til 16.400 kroner. De er blandt de genstande, som ifølge auktionshuset stammer fra 40 kufferter, som blev beslaglagt af amerikanerne i maj 1945 i Salzburg i Østrig.
Auktionen realiseres på trods af protester fra European Jewish Association. I et brev til auktionshuset i München skriver bestyrelsesformand for organisationen, rabbiner Menachem Margolin, at salget ikke »er forbudt, men forkert«, og opfordrer til, at det annulleres.
»Vi mener, at salg af denne slags memorabilia har en meget lille historisk værdi, men derimod vil blive købt af dem, der glorificerer og søger at retfærdiggøre den største ondskab, der har ramt Europa«, skriver han i brevet, der citeres af det israelske nyhedsmedie Ynetnews.
I auktionshuset har man derimod stået fast på, at salg af genstande, hvoraf mange har tilhørt nazistiske topfolk, har en historisk værdi.
»Ja, Hitler sælger, men de fleste af vores kunders tilgang bunder i seriøs historisk interesse«, har auktionshusets direktør, Bernhard Pacher, udtalt til tyske Bild.
På auktionen bliver der også solgt genstande, som tilhørte Hermann Göring og Joseph Goebbels.
Genstandene blev i mange tilfælde indsamlet i krigens sidste dage af amerikanske soldater.