Jeg har slået mig ned i et siddemiljø skabt af svære bjælker. Bag mig samler bjælkerne sig i højbede, hvor røde blomster strutter. På græsplænen foran mig skræpper to skader arrigt af hinanden.
Poppeltræer står på række og afgrænser den lange boulevards græsklædte midte mod vejbanen på vestsiden. På østsiden er parkstrøget afgrænset af en gang- og cykelsti, der er ganske velbenyttet. Omgivelserne er en blanding af erhverv og boliger, men kun meget få åbner sig ud mod Prags Boulevard.
Fuglene og jeg er de eneste, der slår os ned her på en stille skøn sommerdag, hvor solen ellers skinner fra en skyfri himmel. Oplagt til en tur i parken, at læse en bog, slikke solskin eller sludre. Men byparken er ikke, hvad den har været.
Der er noget virkelig trist over Prags Boulevard i dag. Kommunen gav den et løft i forbindelse med områdefornyelsen af Holmbladsgadekvarteret, men så er den blevet træt i armene, og strækningen er stort set et faldet tilbage i tidligere tiders tristesse.
