En gruppe mødre har bredt tæpper ud i skyggen af et egetræ, hvor deres meget små babyer får deres muligvis første oplevelse af naturen. Naturen i byen set i myrehøjde. Bag en række grantræer er hvalpe ved at blive trænet i at komme, når deres ejere kalder.
Overalt i Nørrebroparkens små lommer er grupper i gang med forskellige kropsøvelser, yoga og tai-chi, antager jeg, denne skønne tirsdag sommerformiddag. Og så et eller andet, jeg ikke kender navnet på, der går ud på at ligge på ryggen i en cirkel og støde underlivet op til pumpende musik.
Overalt summer parken af liv.
Det er en stor kvalitet ved den rigtige vilde natur, at den rummer mange forskellige aktiviteter side om side. Tusinder af planter. Dyr og insekter, der lever næsten uvidende om hinanden på forskellige niveauer, men hvis mangfoldighed er med til at danne gode livsbetingelser for hinanden.
