Hadet står massivt opmuret i Jes Brinchs værk i Skovsnogen.
Blandt en klynge af nåletræer findes værket ’Hate’ (2013), der består af netop de fire meget høje bogstaver bygget i røde teglsten.
Der er noget nordisk gru a la norsk dødsmetal og afbrændte stavkirker over det. Og det er, som når Lars von Triers ræv i ’Antichrist’ æder af sig selv og siger: »Chaos reigns« og viser sig som skovens dybe filosof.
Hadet til skoven. Ja, det kender jeg. Fra når jeg som barn blev trukket med på tur iført gul regnfrakke. Når sokkerne langsomt gled ad foden nede i de fugtige grønne gummistøvler. Min automatreaktion er stadig at hade skoven for dens opbyggelige løfte om, at efter en tur i den er du et bedre menneske. Så har dagen været god. Der er noget alt for velmenende pædagogisk over en tur i skoven.
