0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Det bakkede fynske landskab ved Svanninge tiltrak også kunstnere og går igen hos mange af de såkaldte fynbomalere.

»Folk fra udlandet griner jo noget, når vi kalder dem bjerge«

Fynbomalerne vandrede med staffelier op i bakkerne ved Svanninge for at fange naturen ind på deres lærreder. Grethe Hoby Nielsen har gået i deres fodspor i en menneskealder.

FOR ABONNENTER

I den røde gård på hjørnet, lige inden man kommer til Grethe Hoby Nielsens hus, boede engang den berømte maler Fritz Syberg.

Siden flyttede han over på den anden side af gaden i det stråtækte hus, inden hans datter og svigersøn, den lige så berømte maler Harald Giersing, overtog adressen.

Svanninge er en lille by ved Faaborg med en stor betydning for den generation af malere, der kaldte sig fynboerne.

De er døde nu, men Grethe Hoby Nielsen er levende og hopper vævert ned fra trappestenen under sin grå hestehale, da vi parkerer bilen i indkørslen. Den pensionerede lærer har brugt en stor del af sit liv i Svanninge, og i alle de år har hun dagligt gået ture i Svanninges bakkede landskaber.

Hun har ikke gjort det alene. Hun har gjort det med sin mand, hun har gjort det med sine børn, og hun har gjort det med alle fynbomalerne.

Vi springer alle tre ind i bilen og kører mod alperne. De fynske, altså.

Vores stop i Svanninge er et ud af seks højdepunkter rundt om i Danmark, som vi har sat os for at besøge for at finde ud af, hvad det gør ved os som mennesker at se landskabet ovenfra og ned. Rundt på turen skal vi mødes med folk, der har tilknytning til de steder, vi besøger, folk, der bærer stedets kultur med sig i kroppen. Vi har ét overordnet spørgsmål med: Hvad vil det sige at være bjergtaget? Ud over det møder vi bare op med så åbent sind som muligt.

På den ene side af vejen, hvor vi kører, bliver højdedragene kaldt for Svanninge Bakker. På den anden side ligger Svanninge Bjerge.

Det er dem, vi skal besøge. Fra Lerbjerg, der er områdets højeste naturlige punkt, håber vi at kunne se langt, både i det fynske og det mentale landskab.

»Folk fra udlandet griner jo noget, når vi kalder dem bjerge«, siger Grethe Hoby Nielsen.

Kunsten følger naturen

På vejen peger hun et hvidt hus ud, som Harald Giersing har gengivet på et maleri. Vi parkerer bilen for lige at smutte omkring bakkerne som en forret til bjergene.

Her er områdets måske mest berømte maleri nemlig blevet til. ’Aftenleg i Svanninge Bakker’ er malet af Fritz Syberg i år 1900 og forestiller en række karle og piger, der efter dagens arbejde hygger sig i bakkerne.

På et fladt stykke midt mellem bakkerne står allerede en stor, tom guldramme, man kan kigge igennem.

Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

»Det dernede kalder man dansepladsen«, siger Grethe Hoby Nielsen og peger lidt ned ad skrænten.

Man kan stadig se bakkekammene støde skuldrene knoklet op, så langt øjet rækker. I dag er det dog hverken piger eller karle, vi får øje på, men en hel hær af »friske damer«, som går tur i vandrestøvler og shorts med lommer.

Naturen er attraktionen i de fynske alper, men for Grethe Hoby Nielsen følger kunsten altid med.

De er jo helst sikkert også blevet bjergtaget heroppe i højderne, det må de være blevet. De stod her jo igen og igen og malede

Hun er en af de ledende kræfter i Faaborg Museums venner, og et af de dannelsestunge mennesker, man kan have heldet at støde på fra tid til anden.

»De er jo helst sikkert også blevet bjergtaget heroppe i højderne, det må de være blevet. De stod her jo igen og igen og malede«, siger hun.

Vi er nu på vej op ad Lerbjerg eller Lerbjerget, hvor maleren Jens Birkholm i det 20. århundredes allertidligste barndom stod og skildrede årstiderne i flere billeder.

Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Grethe Hoby Nielsen er en af Faaborg Museums Venner og husker, hvordan hun altid har nydt Svanninge Bjerge og Bakker, blandt andet på kælk.

»Dengang var der stor interesse for at komme ud i den vilde natur. Guldaldermalerne ville jo også ud, men tubemalingen var det, der virkelig betød noget. Så kunne man tage sit staffeli med ud i naturen og stå og male. Tidligere tegnede man kun skitser og malede så hjemme«, siger Grethe Hoby Nielsen.

Skrænten er stejl. Turisten bliver den kaldt, og »der er vist blevet taget danmarksmesterskab i skiløb her«.

Træerne tog det wowflotte

Vi går ud mod parkeringspladsen igen, forbi det tårn, en restauratør fik rejst, da bakkerne blev en turistattraktion i 1920’erne, og det begyndte at give meget mere mening at traktere folk end at kæmpe mod den golde jord som landmand.

Vi kører over på den anden side af vejen. Ganske kort.

Nu kan man rigtig fornemme, at man kan se langt

Her græsser welsh black-kvæg på skrænterne. Det går opad, så man kan mærke det i baglårene.

»Før var her helt dækket af skov, så man kunne ikke se langt. Stormen i ’99 væltede meget af den, og da man efter et par år fik ryddet op, kunne man igen fornemme landskabet. Det gør man ikke rigtig, når det hele er dækket af skov«.

Grethe Hoby Nielsen traver i forvejen.

»Så, er det ikke flot«, siger hun fra toppen med armen rettet mod havet.

Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Det er det.

Sådan wowflot.

»Illumø, Horsehoved og Vigø«, siger hun, mens hun peger øerne ud.

»Det kunne man jo slet ikke se før for træer. Nu kan man rigtig fornemme, at man kan se langt«.

»Man forstår godt, at de kom her op for at male, ikke?«, siger hun.

Det er godt for sjæl og legeme at komme ud, hvor der er højt til loftet

»Tænk en ro, det må give at være her i den tid, det tager at lave et billede. At tage sig den tid. Det giver en uendelig ro at lade blikket hvile ud over både natur og ...«.

Hun holder en pause. Trækker tiden lidt ved at fortælle, at hun som barn har kælket her. Skønne kælkebakker. Sjove skibakker.

»Jeg ved det ikke ... Det er vidunderligt. Det er godt for sjæl og legeme at komme ud, hvor der er højt til loftet. Der er bare noget helt elementært dragende, når man kigger ud her«, siger hun.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden