0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Vi sætter jo allesammen et eller andet lille aftryk her i verden, og jeg er glad for, at det kunne blive mit at være her«

7. august 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Carl Henrik Haagensen blev betaget af Vejrhøj i Odsherred, da han første gang kørte op ad bakken for at søge en stilling som landmand. Det var i 1970’erne, og han har været her siden.

Carl Henrik Haagensen har en bondes hænder og en kunstners sind.

Han står på en »knold« på marken bag den gård, han har drevet de seneste 40 år, og klemmer øjnene lidt sammen for bedre at kunne se ud over landskabet.

Mod syd langt ude i horisonten pylonerne på Storebælt. Mod nordvest Sejerø og Mols. Ser man den modsatte vej, ligger den inddæmmede Lammefjord med sit geometriske broderi af brune, gule og grønne marker.

Det er en umanerligt smuk og klar dag. Lun.

»Kan I høre ravnene?«, siger han med hovedet vendt mod et lille skovstykke nogle hundrede meter væk.

»De bor i skoven«.

Carl Henrik Haagensen ligner det stykke land, han har røgtet hele sit voksne liv. Formet af vejret og vinden, mild i stemmen, åben.

»Heromkring fortæller de gamle ege en historie, de gamle stengærder fortæller en historie, ham, vi lige har mødt, fortæller historier om, hvordan han er knyttet hertil. Bronzealderhøjene under fødderne fortæller en historie. Det er meget større end os selv«, siger han.

Vi står på toppen af Vejrhøj, knolden i baghaven.


Det er et af Danmarks berømte højdedrag med udsigt hele vejen rundt fra bronzealderhøjen, som Odsherredsmalerne har haft som populært motiv, og som guldaldermaleren Th. Lundbye har gjort berømt.

Vores stop i Odsherred er et ud af seks højdepunkter rundt om i Danmark, vi har sat os for at besøge, for at finde ud af, hvad det gør ved os som mennesker at se landskabet ovenfra og ned. Rundt på turen skal vi mødes med folk, der har tilknytning til de steder, vi besøger, folk, der bærer stedets kultur med sig i kroppen. Vi har ét overordnet spørgsmål med: Hvad vil det sige at være bjergtaget? Ud over det møder vi bare op med så åbent sind som muligt.

Vi er gået herop fra morgenstunden, alene med det fulde overblik, men lige så stille er turisterne kommet dryssende. Ad den officielle, etablerede sti og ad den, de selv har lavet over Carl Henrik Haagensens mark – som de gør hvert år.

En pensionist i praktisk vandretøj fortæller, efter at han et øjeblik har stået og lyttet til vores samtale i baggrunden, hvordan hans familie havde levet på og med markederne her omkring. Måske hans oldefar endda havde forpagtet gården, hvor Haagensen er ansat, og hvor han har boet i 40 år.

Pensionisten fortæller boblende om sin store kærlighed til området, hans kone nikkende i baggrunden, de kommer ofte på besøg for at gense familiens tabte jorde, fortæller han med bøllehatten vippende op og ned i panden.

Kærligheden til landskabet er essentiel, siger Carl Henrik Haagensen, da vi går ned af højen og siger farvel til pensionisterne og deres begejstring.

Han kan godt genkende den, han fik den med det samme, da han havde søgt landbrugsstillingen i slutningen af 70’erne og kom kørende gennem »den grønne tunnel« på vej op mod gården, der til slut åbner sig i et bart landskab med et vue, mange ville forbinde med ferierejser sydpå.

»Der vidste jeg med det samme, at her skulle jeg være«, siger han.


Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Carl Henrik Haagensen kender alle sten og alle udsigter, men »stopper da stadig mejetærskeren for at sidde og se ud over landskabet og drikke min kaffe«.


Sådan har det været siden. Hans børn er vokset op her. Han kender alle sten og alle udsigter, men »stopper da stadig mejetærskeren for at sidde og se ud over landskabet og drikke min kaffe«.

»Det holder ikke op med at være betagende, det holder ikke op med at være givende eller med at være helt specielt«, siger han.

Det er horisontudvidende. Det er perspektivregulerende. Når man arbejder med jorden, har den både under fødderne og neglene året rundt, lærer man også at værdsætte storheden i selv dens mest knoklede marker.

Han peger ned mod en plettet kornmark. Man kan se, at der er steder, hvor jorden giver, og steder, hvor jorden tager.

Det laveste sted i Vesteuropa

Bakkedragene omkring Vejrhøj er fredede. Det var de ikke, da Carl Henrik Haagensen kom kørende op ad bakken første gang. Faktisk er han en af hovedpersonerne bag fredningen.

Han trækker en ulden rapport med spiralryg op af den mulepose, han har i hånden.

»Det her, det synes jeg faktisk, er ret sejt«, siger han med utilsløret stolthed i ansigtet.

Han peger ned på fredningssagen med hans navn på forsiden.

Tidligere kunne man bygge og beplante mere eller mindre efter forgodtbefindende. Nu får Vejrhøj og området omkring lov til at blive liggende, som det er. Også efter Carl Henrik Haagensen ikke længere er her.

Det varmer ham.

»Jeg passer egene i skoven og sår lidt blomster i skellene, fordi ... ja, faktisk fordi jeg synes, at jeg selv fortjener det. Jeg går og sætter bænke op rundt omkring, som folk kan sætte sig på og nyde udsigten. Det vil jeg hellere sætte op end skilte med adgang forbudt«, siger han.

Når han kører nede i den flade lammefjord (et af Vesteuropas laveste steder) og hjælper nogle af de andre lokale med markarbejdet, er han ved at falde i søvn over udsigten til monotone, langstrakte landskaber.


Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Vejrhøj er et af Danmarks berømte højdedrag med udsigt hele vejen rundt fra bronzealderhøjen, som Odsherredsmalerne har haft som populært motiv, og som guldaldermaleren Th. Lundbye har gjort berømt.


Der har hjernen god tid til at vride og sno sig. Sådan er det ikke her på Vejrhøj. Der kan man blæse hjernen helt ud, især når det stormer og tordner.

»Mine børn, som er voksne, siger, at det, de savner allermest herfra, er at gå op på Vejrhøj, når det virkelig stormer, og så læne sig op i vinden. Når vinden bærer dig, kan du måske godt være ked af det, og det må man gerne være, men det er umuligt at være vred, når man står der. Det er godt for hovedet«, siger han.

Vi kigger ud over landskabet med knolden, den grønne mejetærsker, Carl Henrik Haagensen skal ud at køre i om lidt og panoramaudsigten.

»Når der kommer folk og skal hente halm her, spørger de altid, om jeg har sørget for, at det er den pæne mark, de skal køre på. Der er ikke nogen, som ikke bliver påvirket af at være her«, siger han:

»Vi sætter jo allesammen et eller andet lille aftryk her i verden, og jeg er glad for, at det kunne blive mit at være her«

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA