0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Liderlig hyldestsang til »den her røvvåde fisse« er et mærkeligt selvmål

Jeg vil så gerne være med på noderne, og de hotteste noder lige nu er rapperne Cardi B og Megan Thee Stallions hyldest til deres ’Wet Ass Pussies’. Men hvorfor nager det lige midt i feminismen, spørger Eva Eistrup i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pr-foto
Foto: Pr-foto
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bassen pumper dovent, og kameraet panorerer ind på en luksusvilla, hvor det obligatoriske springvand i indkørslen forestiller to nøgne kvinder, der sidder dybt på hug ryg mod ryg, mens vandet plasker i kaskader ud af deres skridt og sprøjter ud af struttende bryster. Under hoveddøren strømmer vandet os i møde som en symbolsk skamfri syndflod af kvindelige safter, mens det gennemgående sample af dj’en Frankie Skis ’Whores in This House’ begynder.

»Medbring en spand og en moppe til den her røvvåde fisse«, rapper tidens største kvindelige rapper, fænomenet, feministen, Bernie Sanders-støtten og eksstripperen Cardi B sammen med rapperen Megan Thee Stallion i sangen ’WAP’. Det står for Wet Ass Pussy.

Der er dømt fjerdebølgefeminisme på amerikanske steroider. Det handler om at generobre magten ved at omdefinere luderbegrebet positivt.

Det er en gigantisk fuckfinger til det hykleri og den seksuelle udskamning og enorme dobbeltmoral, som stadig rammer kvinder, og ’WAP’ bliver hyldet fra alle progressive sider for sin potente frisættelse af den kvindelige lyst og liderlighed. Ikke mindst den sorte kvindes lyst og liderlighed, der historisk og kulturelt har været knyttet til stereotype racistiske forestillinger om den sorte kvindes iboende promiskuitet.

Hvorfor nager Cardi B og Megan Thee Stallions protestsang mig pludseligt lige midt i feminismen? Vil jeg ikke al sexen og livet?

Og på helt forudsigelig vis harcelerer de bundhykleriske konservative. Alle dem, der ikke løftede et eneste offentligt øjenbryn, da Donald Trumps ’grab the pussy’-kommentar gik verden rundt.

Som f.eks. den chokerede konservative kommentator Ben Shapiro, der efter en snak med sin lægekone i sin uendelige uvidenhed havde fået sig selv overbevist om, at de to rappere måske havde fået skedesvamp af al den vådhed. Den republikanske politiker James P. Bradley tweetede, at »Cardi B og Megan Thee Stallion er, hvad der sker, når børn vokser op uden Gud og en stærk faderfigur«.

En stor, fed følelse af selvobjektivisering

Så hvorfor mærker jeg pludselig, at hofter faktisk godt kan lyve, da jeg står på stuegulvet og roterer pelvis på en måde, som jeg har besluttet mig for er det, man kalder twerking, mens jeg lytter til teksten i ’WAP’? Hvorfor nager Cardi B og Megan Thee Stallions protestsang mig pludseligt lige midt i feminismen? Vil jeg ikke al sexen og livet?

Jeg er helt med, da de to kvinder rapper om at placere deres kønsorganer lige midt i nogens hoved og bede vedkommende »swipe your nose like a credit card«.

Jeg mister bare lige gejsten lidt, da Cardi B lige pludselig vil spyttes i munden, og Megan vil have biler og penge til college. Og ved Cardis »I wanna gag, I wanna choke« er jeg for alvor ved at tørre ud.

Vi er selvfølgelig ude i, at selv om de to rappere muligvis, og med al god ret, nyder hardcore sex, så river Pornhub-lyrikken mig ud af fantasien om kvindelig empowerment og katapulterer mig lige lukt over i en stor, fed følelse af kedelig gammeldaws selvobjektivisering.

Pludselig kan jeg ikke se forskel på pornoen og pornoparodien, på frigørelsen og gentagelsen.

Jeg bliver forvirret. Jeg er vild med humoren, de store, vulgære guldafstøbninger af røve, der pryder væggene. De voldsomt ejakulerende springvand, der pisser på al den forkerthed, kvinder vokser op med at føle i forhold til deres kønsorganer (du kan fandeme selv gå til lægen, Ben Shapiro).

Anmeldere og musikskribenter verden over er ikke forvirrede. Cardi B og Megan Thee Stallion hyldes for deres egenkærlighed, for deres mod og for deres kompromisløshed. Ikke mindst set i lyset af de skinhellige og misogyne reaktioner fra amerikanske konservative bliver ’WAP’ et stærkt symbol på en radikalt sexpositiv feminisme. I den danske offentlighed er ’WAP’ ligefrem blevet sammenlignet med det mesopotamiske epos om gudinden Innanna, der som et sexpositivt fortidsmenneske jubler over sin egen vidunderlige vulva 1.700-1.800 år før vores tidsregning.

Sårbarheden er taberen

Alligevel har jeg det, som om jeg befinder mig i en forestilling om kvindelig potens og dominans, der spejler den, jeg kender til sjælelig hudløshed i en maskulin version.

Begæret og lysten føles som ammunition i en kamp for rendyrket både kommerciel og kønslig overlevelse

Men ’WAP’ er også, føler jeg, en fortælling om det stik modsatte. Magtesløshed. Det drivvåde kvindelige magtorgan er som Megan og Cardi B’s enorme silikonebryster, som igen er som de lag af bling, der hviler tungt og dyrt om deres mandlige hiphop-kollegers nakker: symbolske våben i en krig om økonomisk og seksuel magt og om et kapitalistisk begær, som ingen i sidste ende vinder på.

Jeg har svært ved inde i mit hjerte at blive overbevist om, at denne seksuelle kill or be killed-logik fører til andet end en krig med kønsorganer i en arena, hvor kvinden stadig er synonym med sex.

Sex – og ikke mindst den kvindelige krop som den ultimative visuelle manege for alt seksuelt – bliver en slags krigsskueplads, hvor begæret og lysten føles som ammunition i en kamp for rendyrket både kommerciel og kønslig overlevelse.

Nogle gange er det, der bliver stødt mest aggressivt frem, også bærer af den største sårbarhed. Måske er jeg bare en slut efter lidt sårbarhed.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter