0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når man er en supermand på klaver, og ingenting er for svært at spille, kan noder af Mozart simpelthen blive for nemme

Pianisten Kirill Gerstein overgjorde sit solistarbejde, men dirigenten sørgede for fantastisk finsk musik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Pianist Kirill Gerstein var tilbage i DR's Koncerthuset. Denne gang med musik af Mozart.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han har været i København en del gange og spille, den amerikanske pianist Kirill Gerstein, og i det nyeste nummer af magasinet Klassisk fortæller han i et stort interview til Politikens journalist Michael Bo, at han har nydt at spille alt fra Beethoven til ny britisk musik af Thomas Adès med DR SymfoniOrkestret.

Som man kan gætte ud fra navnet, er Kirill Gerstein oprindelig fra Rusland, og de virtuose russiske klavertraditioner fornægter sig ikke. Gerstein er en pianist, for hvem intet er for svært. Da han torsdag var solist i DR, og menuen denne gang stod på Mozart, var noderne snarere for nemme. Gerstein havde ganske vist valgt en af wienerklassikerens mest passionerede koncerter, nemlig den mørke nr. 20 i d-mol. Men med sin fornemme, blødt finpolerede tone på flyglet var det en overdrevent fri og følelsesmættet fortolkning, han bød de få publikummer, som var lukket ind i salen.

Følsom finsk svane

Kirill Gerstein er en kunstner med et enormt overskud. I Tivoli, hvor han også har optrådt, har han vist sin spændvidde og sin lyst til at favne bredt og finde sjældent spillet klavermusik frem.

Men al den romantiske udtryksstyrke, Gerstein scorer point på, når han for eksempel spiller storladen Tjajkovskij, blev for meget i Mozarts sarte musik.

Med indsatser, hvor han gang på gang satte fuldstændig frit ind på tværs af orkestret og dirigent Thomas Søndergård, oplevede jeg en stor fortolker, der også brugte sin ungdoms betagelse af jazz i tilgangen til Mozarts delikate noder. Men som slet ikke levnede plads til, at jeg som lytter kunne få lov at investere mine egne følelser i musikken.

Til gengæld bød resten af aftenen på noget, jeg er kommet til at holde af og respektere. Nemlig Thomas Søndergårds dynamiske, men også lyttende og nænsomme tag på Sibelius’ bredt anlagte, tragiske finske orkestermusik.

Søndergård tog skridtet op af orkestergraven på Det Kongelige Teater, hvor han var slagtøjsspiller, og gjorde international dirigentkarriere, og i dag er han chef for Det Skotske Nationalorkester. Tidligere stod han i spidsen for BBC’s orkester i Wales, og med dem har han indspillet en stribe Sibelius-symfonier, det er værd at høre.

Det var med andre ord ikke hr. Hvemsomhelst, der løftede dirigentstokken og satte solisten i gang med den følsomme solo i Sibelius’ tonedigt ’Svanen fra Tuonela’. Stykket om svanen fra den finske mytologis dødsrige med den bevægende solo på oboinstrumentet engelskhorn var en smuk start. Og efter Kirill Gerstein som ekstranummer havde vist, at en jazzet, hundesvær koncertetude af Debussy var meget mere hans boldgade end Mozart, var det med forventning, jeg satte mig til rette for at høre Sibelius’ 2. symfoni efter pausen.

Synk da lige den sidste bid

Fordi der er servering i Koncerthusets foyerområde, var der mundbind til alle ved Torsdagskoncerten. Så kunne man tage det af, når man sad ned. Men Søndergaard dirigerede symfonien, så jeg glemte alt om mundbind.

Melodiske linjer sat sammen i stadig længere forløb gør 2. symfoni til Sibelius’ første helt personlige symfoni-genistreg, og lækkert kalibrerede blæsere, præcise strygere og en andensats, der med en nattegæst på listefødder i basser og celloer er lige så mystisk som andensatsen i Beethovens 4. klaverkoncert, blev det en stærk afslutning på koncerten. Men gid publikum da lige ville lade musik af så storladen karakter klinge ud, inden de kastede sig ud i bravoråb. Det er rarest for alle, hvis gæsterne synker den sidste bid, inden de begejstret råber tak for mad.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce