Der er gået i omegnen af 2.600 år.
Så længe har 59 forseglede sarkofager tilsyneladende ligget uåbnet under ruinerne af oldtidsbyen Memphis syd for Kairo i Egypten og gemt på datidens mumificerede elite.
Alligevel kan man stadig tydeligt se de hieroglyffer, symboler og ansigter, der er malet på dem.
I lørdags fortalte Egyptens minister for turisme og kulturarv, Khalid el-Anany, hvordan arkæologer har udgravet snesevis af gamle kister på en stor nyopdaget begravelsesplads, skriver flere internationale medier.
I området ved Sakkara syd for Kairo fandt arkæologer allerede tidligere på året en række ukendte skakter og gravkamre fyldt med oldtidsgenstande. I september offentliggjorde de egyptiske myndigheder eksempelvis fundet af de første 13 trækister i et gravkammer i en nyopdaget 11 meter dyb skakt.
Og ifølge Khalid el-Anany er de 59 sarkofager, hvoraf der er mumier i de fleste, kun en begyndelse, skriver Washington Post.
Der er nemlig stadig et ukendt antal sarkofager, der skal graves ud i det samme område, fortalte ministeren på et pressemøde ved kong Djosers trinpyramide i Sakkara, nordvest for Memphis.
Her blev de dekorerede kister vist frem, og en enkelt blev også åbnet, så mumien indeni kunne ses.
Ifølge de egyptiske myndigheder viser de indledende undersøgelser, at det er oldtidens elite, der blandt andet talte præster og højtstående embedsmænd, der er blevet stedt til hvile i de sirligt dekorerede sarkofager.
I udgravningen har arkæologer ydermere fundet omkring 30 statuetter af forskellige guder.
fortsæt med at læse







