Hvornår kommer vi til at opleve livemusik på store festivaler og til megakoncerter igen?
Det spørgsmål er der sikkert mange, der stiller sig selv for tiden.
Denne uges nyhed om, at den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizers forsøgsresultat for en coronavaccine viste en effektivitetsgrad på 90 procent, har fået mange til håbe, at de store koncerter vender tilbage i 2021.
Ikke mindst en af verdens største formidlere af koncertbilletter, Ticketmaster, der allerede er i gang med at udvikle et helt nyt billetsystem i håbet om at kunne fremskynde processen, så vi snart kan skråle med på sangene af vores yndlingsartister igen.
Ticketmasters plan indebærer blandt andet at kunne kontrollere koncertgæsters vaccinestatus og resultater for coronatest inden koncertstart, skriver det amerikanske musikmagasin Billboard.
Systemmet er stadig under udvikling, men ifølge Billboard vil det fungere nogenlunde sådan her, hvis det bliver godkendt:
Efter at have købt en koncertbillet skal man via en digital app kunne verificere, at man enten er blevet vaccineret eller fremvise en negativ coronatest 24 til 72 timer, inden koncerten begynder.
Hvis man ikke kan det, vil man blive nægtet adgang.
To udfordringer skal på plads
Ticketmaster understreger, at de ikke selv kommer til at verificere og gemme gæsters sundhedsinformationer. I stedet skal de finde en udbyder, der kan stå for den del af teknologien.
En teknologisk service, der ifølge Ticketmasters øverste chef, Mark Yovich også vil blive efterspurgt i mange andre brancher som flyindustrien, hos forlystelsesparker og alle andre steder, hvor mange mennesker er samlet.
»Vi ser allerede mange sundhedsudbydere forberede sig på at kunne håndtere det – når det kommer til verificere vacciner og testresultater – der kan forbindes via en digital billet, så alle der kommer til begivenheden er godkendt rent sundhedsmæssigt«, siger Mark Yovich til Billboard.
»Ticketmasters mål er at skabe fleksibilitet og muligheder, så spillesteder og fans har flere måder at vende tilbage til livebegivenheder på«.
Der er dog særligt to teknologiske udfordringer og systemer, der skal være på plads, inden Ticketmaster kan søsætte det nye billetsystem og deres strategi for at gå sikkert til koncert i en virkelighed med corona, skriver Billboard.
Det ene drejer sig om, at billetterne skal kunne knyttes til gæsten personligt, så den ikke bliver givet videre eller solgt til en person, der for eksempel ikke er vaccineret eller testet.
Det andet drejer sig om at kunne implementere et nyt system ved navn SmartEvent, der skal hjælpe arrangørerne og gæsterne med at holde distance, lukke publikum ind på forskellige tidspunkter samt mulighed for smitteopsporing.
Hvornår, Ticketmaster er klar med det nye billetsystem, er uvist.
fortsæt med at læse








